"Det tyske efterår" 1977

af autonom info-service

I efteråret for 30 år siden blev der skrevet et særligt kapitel i tysk historie. Eftertiden har kaldt det for ”Der Deutsche Herbst”. Dette efterår eskalerede konfrontationen mellem byguerillagruppen Rote Armee Fraktion – RAF og det tyske statsapparat.

Den 5. september 1977 blev arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer bortført af en RAF-kommando. Kort efter modtog den daværende socialdemokratiske regering under ledelse af forbundskansler Helmuth Schmidt kravet fra RAF: Øjeblikkelig løsladelse af ialt elleve RAF aktivister.

Nogle uger senere gennemførte en gruppe palæstinensiske fedayiin en støtteaktion for løsladelse af RAF-fangerne. Den palæstinensiske kommandogruppe, der kaldte sig ”Martyr Halimeh”, bortførte den 13. oktober 1977 et tysk Lufthansafly med turister fra Palma de Mallorca.

Situationen kulminerede med RAF-fangernes endnu uafklarede død i Europas sikreste fængsel ”Stammheim” natten til den 18. oktober 1977.

Vesttyskland 1977: et kontrol- og overvågningssamfund

Tysklands socialdemokratiske regering nedsatte umiddelbart efter Schleyer-bortførelsen den såkaldte ”lille krisestab”. En slags hemmelig loge bestående af udvalgte politikere og politifolk. I tiden under Schleyerbortførelsen agerede denne ”lille krisestab” fuldstændig uafhængigt af Parlamentet, hvis kontrolfunktion var sat ud af kraft. Der blev de facto indført undtagelsestilstand i landet.

Den statslige overvågnings– og kontrolpraksis havde i 1977 været en realitet i en del år. Den manifesterede sig tydeligt i vesttyskernes hverdag. De første tiltag kom i kølvandet af 68-bevægelsens oprør, altså længe før RAFs eksistens.

Undtagelseslovgivningen ”Notstandsgesetze”, som bl.a. udstyrede politistyrken med maskinpistoler og håndgranater, var et direkte svar på studenterrevolten og Vietnamsolidaritets-bevægelsen. Derudover var det vesttyske samfund præget af repression i form af f.eks. ”Berufsverbot” (ansættelsesforbud) for almindelige venstreorienterede i den offentlige sektor, kriminaliserings- og mundkurvsparagraffer som 129a, computer-efterlysningsregistre som PIOS, Nadis og Inpol, udbyggelse af efterretningstjenesterne, særlove for og særbetingelser i fængslerne for politisk motiverede lovovertrædelser, mv.

Bortførelsen af arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer

Den 62-årige Hanns Martin Schleyer var ikke blot formand for den vesttyske arbejdsgiverforening. Han beklædte tilmed posten som formand for den vesttyske industris landsforbund og var desuden bestyrelsesmedlem i bilkoncernen Daimler-Benz. Ikke uden grund fik han tilnavnet ” bossernes boss”.

Aktionen ”Big Raushole” skulle befri de fænglsede RAF-grundlæggere og for alvor bevise gruppens slagkraft. Omkring 20 medlemmer af RAF deltog med forskellige funktioner i denne aktion. Den mest opsigtsvækkende aktion i gruppens historie var under opsejling. Det var presserende. Den fænglsede RAF-kerne Andreas Baader, Gudrun Ennslin, Jan-Carl Raspe og Irmgard Möller, der opholdt sig i samme isolationsafdeling i højsikkerhedsfængslet Stammheim i Stuttgart havde i hemmeligt udsmuglede notater utålmodigt presset på for ”endelig at få gang i aktionen!” Samtlige RAF fanger var på dette tispunkt enten totalt isolerede eller i smågruppeisolation. Mange af dem gennem flere år.  [1]

For RAF var Schleyer et oplagt mål. En kapitalist som i billedbogen: Magtfuld, hensynsløs og benhård overfor fagforeningernes krav og desuden med en kulsort fortid som organiseret nazist i Hitlers Tyskland  [2].

Irmgard Möller fra RAFs grundlæggergeneration begrunder mange år senere i et interview, hvorfor valget netop faldt på Schleyer, da man i sommeren 77 planlagde den store aktion, der skulle befrie de fængslede RAF-folk: ” Schleyer var organiseret i nazisternes parti NSDAP og modtog æresmedaljen for ”gamle partiveteraner” og højtstående SS-officerer. Schleyer repræsenterede så udpræget den ubrudte kontinuitet mellem det nationalsocialistiske Tyskland og efterkrigstidens Forbundsrepublik....Han var en mand, som var kendt for sin hets imod fagforeningernes krav om medbestemmelse”.  [3]

Da Schleyer sent om eftermiddagen d. 5. september 1977 forlader sit kontor og lader sig køre til sin lejlighed i byens vestlige kvarter Köln-Braunsfeld, er RAF-observatørene på pletten. Det er som sædvanlig chaufføren Marscisz, der sidder bag rattet i Schleyers Mercedes. Bag dem følger en civil politibil med tre politibetjente. Det er en tid, hvor højtplacerede folk fra magtens eliter tildeles personbeskyttelse, hvis man fra politiets side har vurderet dem som mulige mål for RAF-aktioner. Hanns Martin Schleyer er en af dem.

Få hundrede meter fra Schleyers bolig parkerer tre RAF-medlemmer deres hvide folkevognsrugbrød på fortovet ved hjørnet af en tilstødende gade til Vincenz-Statz-Strasse, hvor Schleyer og hans ledsagere om et kort øjeblik vil passere forbi. En fjerde RAF-aktivist placerer kommandoens anden bil, en gul Mercedes, i gaden med bilens bagside vendt mod kørebanen. Imellemtiden har to RAF-folk hevet en blå barnevogn ud af folkevognsrugbrødet. I barnevognen har de gemt to automatrifler. De triller den langs fortovet i retning af den gule Mercedes på den anden side af gaden. De foregiver at være et ungt forældrepar, som lavmælt taler med hinanden. De standser op og venter.

Kl. 17:27 ser de bilerne. Marcisz kører forrest med Schleyer. I bilen bagved er de tre politimænd. Da de når til enden af Vincenz-Statz-Strasse, glider pludseligt en gul Mercedes baglæns ud på vejen. Næsten samtidigt ruller en barnevogn fra den anden side af fortovet ud på kørebanen. Marcisz formår ikke at undvige og presser bremsen i bund. Politimanden bagved når ikke at reagere og ramler bagfra ind i Schleyers bil. I dette øjeblik bryder helvede løs. RAF-kommandoen åbner ild på fuld tryk.

I et senere interview fortæller Peter-Jürgen Boock, en af de deltagende, til det tyske ugemagasin Der Spiegel, at ”...det lød som `the big bang`. Det var helt afsindigt støjende. Det skyldes, at vi benyttede to Heckler & Koch - rifler uden støjdæmpere til denne aktion.” På ganske få sekunder blev der ifølge politiets sporsikringsafdeling affyret 30 skud alene fra disse rifler.

Politibetjenten på bagsædet i politibilen skubber døren op og besvarer ilden med sin maskinpistol. Han når akkurat at affyre 8 skud, før han bryder sammen gennemhullet af RAF-folkenes kugler. Hans kollega ved siden af når lige at stige ud af bilen og affyre tre skud med sin pistol, før også han bliver dræbt. Et RAF-medlem var sprunget op på politibilen og havde tømt hele repetergeværets magasin i retning af politibetjentene.

Inden der er gået et minut, er hele spektaklet ovre og der er bomstille. De tre politimænd er døde og Schleyers chauffør Marcisz så alvorligt såret, at han forbløder på stedet. Schleyer selv er uskadt.

Tidligere tiders interne diskussioner i RAF om legitimiteten af at dræbe sagesløse mennesker er ikke længere relevante. En RAF-aktivist, som i dagene inden aktionen havde anmeldt sine betænkeligheder er blevet udskiftet. Schleyer bliver trukket ud af sin vogn og slæbt hen til det ventende folkevognsrugbrød.

Omkring kl 17:36 etableres der kontrolvejspærringer i en radius af 15 kilometer omkring gerningsstedet. Den største efterlysningsoperation i Forbundsrepublikkens historie er gået igang. På dette tidspunkt ligger Schleyer på bunden af det hvide folkevognsrugbrød. Et RAF-medlem giver ham en beroligende indsprøjtning. I rasende fart suser folkevognsrugbrødet over fortorvene, indtil det når en tæt befærdet bilvej, hvor det indordner sig i trafikkens anonymitet. I en underjordisk garage på vejen skifter bortførerne køretøj. RAF-kommandoen kører uantastet til højhusboligen i Erfstadt-Liblar i periferien af Köln. I det hvide folkevognsrugbrød efterlader de en første aktionserklæring, som politiet finder samme aften:

”Til forbundsregeringen. De skal sørge for at undlade alle offentlige efterlysningsforanstaltninger – ellers skyder vi Schleyer med det samme, uden at det kommer til forhandlinger om hans løsladelse.”
- RAF – kommando Siegfried Hausner  [4]

Ved 18-tiden bliver den socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt informeret om bortførelsen af Schleyer. Også Forbundskriminalpolitiet BKA bliver underrettet og BKA-chefen Horst Herold bryder straks op fra sit opholdssted i Sydtyskland. Han er overbevist om, at RAF-folkene ikke ville risikere at støde ind i en af politiets kontrolposter og derfor ikke har krydset Rhinen. Herold giver derfor ordre til, at efterlysningen koncentrerer sig om forstæderne omkring Köln. Især de anonyme boligkomplekser i nærheden af tilkørselsveje til motorveje. Alle lejligheder, som er blevet udlejet indenfor det sidste halve år og hvis husleje og el-regninger altid afregnes kontant, skal kortlægges. Politichefen Horst Herold kendte udemærket de elementære regler for ”konspirative boliger”.

Samme aften modtager Forbundskansler Helmut Schmidt politichefen på kanslerkontoret. Horst Herold foreslår, at man henholder bortførerne med den klassiske forhalingstaktik med at kommunikere så meget som overhovedet muligt med dem. Dermed håbede han, at de ville få en masse indtryk, som politiets computere kunne bearbejde og som i sidste ende ville føre dem frem til RAF-kommandoens skjulested.  [5] Schmidt erklærede sig indforstået.

RAFs aktionserklæring

Ud på eftermiddagen den følgende dag finder en præst i den tyske by Mainz en konvolut fra bortførerene i hans postkasse. Den indholder et polaroid-billede af Schleyer, et personligt brev til hans familie, samt en en udførlig opremsning af betingelserne for, at arbejdsgiverformanden bliver løsladt:

” Mandag den 5.9.77 har RAF-kommando Siegfried Hausner taget formanden for arbejdsgiverforeningen og for det tyske industriforbund, Hanns Martin Schleyer, til fange. Vi gentager endnu engang vores meddelelse til forbundsregeringen, som sikkerhedsorganerne har fortiet: Indstil øjeblikkeligt alle efterlysningsforanstaltninger – ellers vil Schleyer blive skudt med det samme. Så snart efterlysningen er standset, sker Schleyers løsladelse under følgende betingelser:

 1. RAF-fangerne: Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Jan-Carl Rape, Verena Becker, Werner Hoppe, Karl-Heinz Dellwo, Hanna Krabbe, Bernd Rössner, Ingrid Schubert, Irmgard Möller bliver løsladt i udveksling for Schleyer og rejser til et land, de selv har valgt . Günther Sonnenberg, som er syg på grund af skudsår, skal øjeblikkeligt løslades og hans anholdelsesordre ophæves. Günther skal sammenføres med de 10 andre RAF-fanger og udrejse sammen med dem.
 2. Fangerne skal onsdag kl. 8:00 om morgenen samles i Franfurts Lufthavn. De skal indtil deres flyafgang have uhindret mulighed for at snakke sammen. Ved 10-tiden om formiddagen vil en af fangerne via en live-udsendelse på tysk TV informere kommandoen om flyafgangens korrekte forløb.
 3. Som offentlig kontrol og som livsgaranti for fangerne under transporten skal fangerne – som vi vil foreslå dem – ledsages af præsten Niemöller og af Payot, generalsekretær for den internationale føderation for menneskerettigheder ved FN . Vi beder dem om at gøre alt for, at fangerne ankommer med livet i behold til deres valgte sted. Naturligvis er vi også indforstået med et alternativt forslag fra fangernes side.
 4. Alle fanger får udleveret 100.000 DM.
 5. Denne erklæring, hvis ægthed bevises med det vedlagte billede af Schleyer og hans brev, skal offentliggøres i aften i TV-nyhederne klokken 20:00. Uforkortet og uforfalsket.
 6. Det konkrete forløb for Schleyers løsladelse fastlægger vi, såsnart vi har fået de løsladte fangers bekræftelse på, at de ikke bliver udleveret igen og at forbundsregeringen ikke udøver noget pres for en udlevering. ”
 RAF – Kommando Siegfried Hausner 6.9.77  [6]

Aktionserklæringen tilføjes en håndskreven kommentar af Hanns Martin Schleyer:

” Man har forklaret mig, at forsættelsen af efterlysningen vil bringe mit liv i fare. Det samme gælder, hvis kravene ikke bliver efterkommet og tidsfristerne ikke bliver overholdt. Det går mig såvidt godt, jeg er uskadt og tror, at jeg vil blive løsladt, når kravene opfyldes. Dette ligger dog udenfor min afgørelse. ”

Lederne af Tysklands to store partier, Helmut Schmidt fra det regerende socialdemokratiske parti SPD og hans konservative modpart Helmut Kohl fra den regeringsoppositionelle kristlig-demokratiske Union CDU, enedes hurtigt om en hård kurs: De ville under ingen omstændigheder give efter for RAFs krav.

Kapringen af Lufthansa-flyet ”Landshut”

Mens fem RAF-medlemmer forbliver hos Schleyer, tager en større gruppe RAF aktivister til Bagdad. Her bliver de hilst velkommen af PFLPs militære fløj PFLP-SC (Folkefronten til Palæstinas Befrielse- ”Special Command”). Organisationen, der er ledet af ”Abu Hani” (Wadi Haddad), råder bla. over træningscamps i Sydjemen.

PFLP-SC tilbyder RAF-aktivisterne deres støtte. De foreslår to aktioner: Enten en besættelse af den tyske ambassade i Kuwait eller en bortførelse af et fly fra det tyske luftfartsselskab Lufthansa. Da RAF tidligere, i april 1975, havde forsøgt at gennemføre en ambassadebesættelse i Stockholm og dette var endt katastrofalt, valgte de forsamlede RAF-medlemmer i Bagdad den anden aktion: Kapringen af et Lufthansa-fly.

Det var en afgørelse, som RAF-lederne i Stammheim-fængslet distancerede sig til, da de blev bekendt med flybortførelsen. De fastslår, at det ikke er RAFs politik at involvere sagesløse mennesker. Deres udsagn bliver taget til protokol og forsvinder i fængslets arkiv. Ingen fra RAF-gruppen i Bagdad havde den mindste anelse om Stammheimfangernes afvisende holdning til flykapringen.

Torsdag, d.13. oktober 1977: Klokken 14.38 registrerer den sydfranske flytrafikovervågning, at et Lufthansafly ved navn ”Landshut” er afviget fra ruten Mallorca - Frankfurt. Det er 37 dage efter RAFs bortførelse af Hanns Martin Schleyer.

Kommunikationen til ”Landshut” er afbrudt. På et tidspunkt modtager kontroltårnet i Roms lufthavn Fiumicino en meddelelse på engelsk:

” Det er operation Kofre Kaddum. Captain Mahmud taler. ”Landshut” er under vores kontrol. Gruppen, jeg repræsenterer, kræver løsladelse af vores tyske kammerater fra de tyske fænglser.Vi kæmper sammen mod de imperialistiske verdensinstitutioner.”

I flyvemaskinen befinder der sig 86 passagerer, 2 piloter og tre stewardesser.

Aktionen er et rent palæstinensisk foretagende. Flykaprene er to mænd og to kvinder i alderen 22-23 år. Alle er de medlemmer af PFLPs væbnede fløj PFLP-SC. De kommer fra palæstinensiske flygtningelejre i og omkring Beirut og har oplevet dyb fattigdom og social diskriminering som palæstinensere i Libanon. De har meldt sig til PFLPs guerillacamps i Libanon for at deltage i befrielsen af Palæstina, som Israel har besat.

Senere præciserer de palæstinensiske flykaprere deres krav i et ”Ultimatum til den tyske Forbundsrepubliks kansler”: ”Løsladelse af 11 fanger fra RAF og udlevering af 100.000 DM ( 373.000 dkr) til hver af dem , samt løsladelse af de palæstinensiske kammerater Mahadi og Hussein, der er fængslet i Istanbul”. Derudover kræver flykaprene, at den tyske stat betaler 35 millioner i Mark, Dollars og hollandske Gylden. Pengene skal udleveres i sorte kufferter af Schleyers ældste søn Hanns Eberhard, den 15.oktober 1977 i Frankfurts Intercontinental Hotel. Herfra vil han blive afhentet. Da en ukendt indviet lækker informationer herom til pressen, ændrer flykaprene deres krav og meddeler, at pengene skal afleveres til fangerne ved deres løsladelse i lufthavnen. Som destinationer for de løsladte fanger blev nævnt: Vietnam, Cuba, Algeriet og Den demokratiske republik Jemen.

Så langt kom det dog ikke.

Fire dages planløse Odysse

Den tyske regering forhindrede meget effektivt, at ”Landshut” – bortførerne kunne forblive og forhandle med den tyske stat i de lande, hvor flyet landede: Rom - Larnaka på Cypern - Bahrein - Aden i Sydjemen. Ingen af golfstaterne gav tilladelse til, at flyet kunne blive på deres territorium. I Aden fik bortførerne lov til at tanke flyet op. Umiddelbart efter måtte de flyve videre. Efter 4 dages planløse søgen efter et ”sikkert” landingssted nåede Landshut om morgenen den 17. oktober 1977 til Somalias hovedstad Mogadishu. For passagerene, deriblandt flere børn, er dette et traumatisk mareridt: Klima-anlægget er deffekt og temperaturen når op til 50 grader. Toiletterne er håbløst tilstoppede og det stinker infernalsk.

Nerverne blandt palæstinenserne hænger i en tynd tråd og forårsager permanent frygt og anspændthed hos passagerene. Ved en mellemlanding i Jemen kommunikerer Lufthansa piloten Jürgen Schuhmann hemmeligt med lufthavnsmyndighederne, mens han befinder sig udenfor flyet for at kontrollere flyets deffekte kørestel. Det bliver opdaget og Mahmud gør kort proces. Han skyder piloten i maskinens mellemgang. Alle er chokeret og situationen er anspændt til bristepunktet.

Samme morgen starter en Boeing 707 fra det saudiarabiske Djidda i retning Mogadishu. Om bord er den tyske statsminister socialdemokraten Wischnewski, tolke, tyske embedsmænd og militærrådgivere. Efter næsten fem timer lander de i Mogadishu. Bortførerne har også set flyet og spørger lufthavnens kontroltårn, hvad dette er for en maskine. De får så oplyst, at det drejer sig om en repræsentant fra den tyske regering. Mahmud svarer herpå, at der ikke er noget til forhandling: ”Jeg vil kun tale med ham, når han meddeler, at fangerne er blevet løsladt i Tyskland.”

Bagdad

Den del af RAF-kommandoen, som efter bortførelsen af Schleyer, var rejst til Bagdad, fulgte ”Landshut”s rute med stigende uro. Den første euforiske forestilling om, at den tyske regering, som nu var blevet konfronteret med hele to aktioner samtidigt, ville give efter for deres krav svandt ind efter at flyet blev tvunget til at forlade Sydjemens hovedstad Aden. Peter Jürgen Boock har seneret refereret til stemningen i gruppen i Bagdad: ”På dette tidspunkt, regnede vi med, at aktionen ville gå frygteligt galt”.

Anti-terrorkorpset GSG 9

Wischnewski forhandler febrilsk med den somaliske regering for at få tilladelse til, at det tyske anti-terrorkorps GSG 9 stormer flyet. Spørgsmålet drejede sig ikke bare om prisen for en sådan tilladelse. Det var også en kamp mellem forskellige magtpolitiske interesser i Somalia. Mellem pro-palæstinensiske og provestlige fløje blandt de somaliske toppolitikkere. En formidlingsperson mellem begge fløje, general Abdullahi, som var landets øverste politichef talte med ”Captain Mahmud” og gjorde ham klar, at den tyske regering ikke ville acceptere kravene: ”...Den somaliske regering beder Dem om et frigive passagerene og besætningen og vi lover Dem, at De kan forlade landet som frie mennesker under vores beskyttelse...”. Da palæstinenserne afviser dette ultimatum, accepterer den somaliske regering efter en telefonsamtale mellem forbundskansler Helmut Schmidt og den somaliske ministerpræsident Barre en GSG 9 storm på ”Landshut”. Den tyske regering betaler omkring 60 millioner kroner i ”udviklingshjælp” til Somalias regering.

Samme aften lander en Boing 707 kommende fra Kreta med en større gruppe GSG 9 – styrker. I ly af mørket lander maskinen i det bageste hjørne af Mogadishus lufthavn - 2000 meter væk fra ”Landshut”. Bortførerne holdes hen idet man fortæller dem, at den tyske regering har besluttet at efterfølge kravene, men at der var forsinkelser i forbindelse med samlingen RAF-medlemmerne fra de forskellige fængsler.

Det tager to timer, inden GSG 9 mændene har bragt sig i stilling med deres specialudstyr. Ved 2-tiden om morgenen somalisk tid stormer GSG 9 kommandoen flyet. Samtlige 3 døre bliver åbnet samtidigt og kommandogrupperne kommer stormende ind i flyet med stor larm. De skyder med løse patroner og råber; ”Ned med hovederne” og ”Hvor er svinene?”. Efter bare få minutter var aktionen ”Feuerzauber” forbi. Derefter skyder de med skarpt. Palæstinenserne formår kun at besvare ilden med få skud, før de blev dræbt. Kun en af de fire palæstinensere overlever alvorligt såret: Souhaila Anrawaes Sayeh.  [7] . Statsminister Wischnewski afgav straks rapport til Bonn:”Jobbet er klaret!”

Døden i Stammheim

Den 18. oktober 1977, knap 8 timer efter stormen på ”Landshut” i Mogadishu, blev Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe fra RAF’s grundlæggergeneration fundet døde i deres isolationsceller i Stammheim, Europas mest moderne sikkerhedsfængsel.

Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller,var alvorligt såret efter flere knivstik i hjerteregionen. (Hun overlevede og forblev fængslet indtil 1. december 1994, hvor hun blev løsladt efter mere end 22 år i fængsel).

Skønt den retsmedicinske undersøgelse af politiets ”forordnede grunde” først ville starte ved 16-tiden om eftermiddagen, forkyndte en talsmand fra delstatsregeringen i Baden Würtenberg allerede om morgenen ved 9-tiden, at ”fangerne i Stammheim har taget deres eget liv”. Omkring klokken 14 erklærede Klaus Bölling, forbundsregeringens pressetalsmand overfor den samlede presse, at det drejer sig om ”selvmord” og Willy Brandt, Socialdemokratiets formand afviser under alle omstændigheder et ”småtskårent skænderi” om dødsårsagernes omstændigheder.

En RAF-aktivists personlig beretning

Ron Augustin, der var RAF-medlem fra 1971 og i perioden fra 1973 til 1980 var i isolationsfængsel dømt for ”modstand mod statsautoriteten” og dokumentfalskneri, fortæller sine egne oplevelser i perioden efter RAF-fangernes død i Stammheim:

”Da jeg ligesom de andre 70 RAF fanger på dette tidspunkt var underlagt en total kontakt- og kommunikationsblokade, den såkaldte ”Kontaktsperre”, fik jeg først dagen efter i forbindelse med en celle-ransagning at vide , hvad der var sket. Ifølge kriminalbetjentene fra BKA (Bundes Kriminal Amt), havde Andreas Baader og Jan Raspe dræbt sig med pistoler, Gudrun Ennslin havde hængt sig med et elkabel og Irmgard Möller havde såret sig med flere knivstik.

Efter denne information var jeg i den første tid som lamslået. Jeg var rystet og fortvivlet, men måtte ikke vise det udadtil, da der startede en permanent overvågning af os. I månedsvis blev jeg, ligesom de andre fanger fra RAF, observeret 24-timer i døgnet. Neonlyset var hele tiden tændt og hvert kvarter kiggede en fængselsbetjent gennem dørspionen. Den formelle begrundelse var, at forhindre ”flere selvmord”. Men den egentlige grund var, at de forsøgte at få os til at bryde sammen og angre i offentlighed.

Denne ”Kontaktsperre” blev først ophævet den 31.oktober og dermed kunne jeg igen få besøg af advokater og pårørende. Konkret materiale om hændelserne i dødsnatten i Stammheim blev standset af myndighederne, da dette kune bringe ”sikkerheden og ordensforløbet” i fare. På den måde tog det nogle år, før jeg havde kendskab til mere konkrete informationer og kunne snakke med andre herom.

Idag, 30 år senere, kan jeg stadig væk ikke tro på den officielle selvmordsversion. Ikke fordi jeg pr. automatik afviser tvivlen og de forskellige selvmordsspekulationer, men fordi der aldrig er blevet præsenteret facts. Istedet er de officielle vurderinger af hændelserne i Stammheim d. 18. oktober 77 præget af ensretning i sprogbruget, deciderede usandheder, insinuationer, fordrejninger og forfalskninger. Hver gang der blev lanceret en ny ”uomstødelige erkendelse” af selvmordsversionen, har jeg standset mistroisk op, for jeg kendte de døde kammerater personligt og kunne overhovedet ikke genkende dem i det, der kom frem af spekulationer i medierne.”

Hvad skete der i Stammheim?

Andreas Baaders: skudt

Ifølge de kriminaltekniske undersøgelser foretaget af sporsikringen i forbundskriminalpolitiet (BKA) skulle Andreas Baader have skudt sig med en 18 cm lang pistol ved at have placeret pistolen i midten af nakken, 3 cm over håransatsen og med en skudkanal tydeligt over panden og hårgrænsen. Ifølge BKA-rapportens analyse af skudkanalen ved hjælp af en såkaldt ”røngtenfluorescencanalyse”, kunne skuddet kun være blevet affyret i en distance på mellem 30 og 40 cm mellem pistolmundningen og indskudshullet. En sådan placering ville have krævet en årelang akrobatisk træning.

Derudover viste en laborundersøgelse, at Andreas Baaders hænder ikke bar nogen segmenter af krudtspor, hvilket ville have været tilfældet, hvis han selv havde affyret pistolen. Hverken de tre skud, der blev affyret i hans celle eller de tilhørende patronhylstre blev sammenlignet med pistolen i cellen. Dette ellers obligatoriske rutinecheck er blevet ”forsømt”. En vigtig ”gerningssted-specifikt” blod- og vævsprøve, foretaget af obducent professor Rauschke skulle desuden på mystisk vis være ”blevet væk”.  [8]

Jan Carl Raspe: skudt

Heller ikke ved Jan Carl Raspe kunne der konstateres nogle segmenter fra krudtspor. På pistolen, der blev fundet ved hans side fandt man ingen blodspor, skønt det var synligt, at han døde af et nærskud mod tindningen. Ifølge fængselsbetjentene blev Jan Raspe fundet med pistolen i hånden, skønt det ud fra pistolens kaliber kan konstateres, at stødet ved et skud er så kraftigt, at det er helt udelukket, at man livløs kan beholde den i hånden. I en rapport fra delstatsparlamentet i Baden Würtenberg blev dette justeret af politiet til ”pistolens position er uafklaret”. Den tredje og endelige version findes senere i statsadvokatens afslutningsrapport: ”pistolen lå ved siden af hans højre hånd”.

Ifølge BKA-rapporten var der ingen fingeraftryk hverken på Andreas Baaders eller på Jan Carl Raspes pistoler. Skønt der ifølge retsmedicineren ikke var nogen spor af blod at finde på pistolerne, erklærede statsadvokaten at ” våbnene var så indsmurt i blod, at det var umuligt at spore fingeraftryk”. Senere blev det til, at ”blodet blev visket af våbnene” og derefter justeret til at ”sporene blev forvisket da pistolerne var blevet smurt ind et lag fedt”. Det sidste blev så den endelige version, som bliver forsynet med BKA-kommentaren: ”Fingeraftryk kan ikke bevares på olierede våben”  [9]

Gudrun Ensslin: hængt

Gudrun Ensslin blev fundet hængt ved en elkabel på hendes cellevindue. Ved forsøget på at tage hende ned, knækkede elkabeln øjeblikkeligt. Hvorfor det ikke gik i stykker ved hængningen var ingen der spurgte i den officielle rapport. En obligatorisk ”histamintest” ved mennesker der hænger sig er blevet forberedt men aldrig gennemført. Der blev heller ikke gennemført sporsikringen af stolen som hun benyttede af eller af hendes fingernegle for at undersøge eventuelle voldelige hændelser forude. Der blev konstateret sår på rykken,højre mundvige,næsen, hovedbund og venstre lyske, men ikke nærmere undersøgt. Ligesom hos Andreas Baader måtte retsmedicinerne vente i 8 timer før de fik adgang til Gudrun Ensslin`s lig.

Irmgard Möller: hårdt såret af knivstik

Irmgard Möller var alvorligt såret efter 4 knivstik i hjerteregionen. Et stik var 7 cm dybt. Knivstikkene stammede angiveligt fra en afrundet bestikkniv. Et stik var så voldsomt, at det femte ribben næsten var knækket. I statsadvokatens afsluttende beretning blev stikkene reduceret til 2-4 cm. På den blodige kniv fandt man ikke Irmgards fingeraftryk. Hun fik senere hen ikke lov til at få hendes røngtenbilleder udleveret. De befinder sig ligesom andet vigtigt bevismateriale i BKAs interne arkiver.

Den officielle statslig version

Ifølge BKA-efterforskninger skulle fangerne have fået indsmuglet deres våben af deres advokater og selvmordene skulle have fundet sted koordineret via et selvinstalleret kommunikationssystem mellem cellerne.

Begge BKA-påstande afvises prompte af Stammheimfængslets vagtpersonale, der betegner det som en ”umulighed”. Ifølge dem blev samtlige besøgende, inklusive fangernes advokater, kontrolleret ”indtil underbukserne” og ”fangernes celler underkastet hyppige og grundige ransagninger”. Disse udsagn blev senere hen tilpasset BKAs påstande og fængselspersonalet fik forbud mod at udtale sig.

Advokaternes version

 Der fandtes ingen mulighed for hverken intern eller ekstern kommunikation. Fra den 6. september 77 blev enhver besøgskontakt afbrudt. Fangernes celler blev lydisoleret og radio etc. blev fjernet.
 Det er helt usandsynligt, at Andreas Baader og Jan Carl Raspe skulle kunne have skjult angiveligt indsmuglede våben. Fra den 28. april 77 kunne ingen - heller ikke advokaterne - tale med fangerne uden skillevægge af panserglas mellem sig. Al post blev grundigt undersøgt. Flere gange om ugen blev der foretaget ransagning af cellerne og fangerne blev flyttet rundt til andre celler.
 Nogle dage før dødsnatten blev der fra højtstående politisk side givet ordre til at indstille de natlige cellekontroller. Iflg. ugemagasinet Der Spiegel fra september 1997, fortalte et daværende socialdemokratisk parlamentsmedlem, at han dengang spurgte Helmut Schmidt, hvad grunden til denne afgørelse var. Svaret var: “Hensynstagen til fangerne”. På spørgsmålet om, hvem der gav denne ordre, var svaret: “Det kan af sikkerhedsgrunde ikke besvares!” Den socialdemokratiske regering afviste de pårørendes og advokaternes krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne.  [10]

Lille krisestab med ”eksotiske løsningsforslag”

Denne lille gruppe af politikere, BKA-ledere, efterretningstjenester og statsadvokater under ledelse af forbundskansler Helmut Schmidt regerer i tiden under Schleyerbortførelsen over landets skæbne. Udenom parlamentet og de sædvanlige parlamentariske beslutningskanaler udsteder de order og retningslinjer til løsning af krisen [11]. I denne forbindelse opfordrede Schmidt på et møde i gruppen den 8.september til, at man diskuterede ”eksotiske løsningsforslag”. Senere kom det frem, at de forsamlede i fuld alvor diskuterede at ”true terroristerne med konkrete repressalier mod deres familier” og ”at afskaffe artikel 102 i Grundloven, der lyder: ’Dødsstraffen er afskaffet’ og at skyde personer, som kræves presset fri af gidseltagerne”.

Ingen af disse eksotiske foranstaltninger blev vedtaget . Dog mener en del af RAF-fangernes advokater, at sådanne vanvittige intentioner peger i retning af hændelserne i Stammheim.

Epilog

Den 19.oktober 1977 blev Hanns Martin Schleyer fundet skudt i bagagrummet i en Audi 100 i Müllhausen ved den belgiske grænse.

”Byguerillaens mål er at destruere det statslige magtapparat punktuelt, at svække det i dets handlekraft, at ødelægge dets myte om systemets alle steds nærværende egenskaber og usårlighed.”

 RAF , ”Koncept Byguerilla”

---

Artiklen er skrevet af medea og geronimo / autonom info-service, september 2007

 Læs mere om Rote Armée Fraktion - den vesttyske byguerilla-gruppes historie

---

Noter:

[1] Fængselsbetingelserne for formodede og reelle medlemmer af RAF var automatisk: Isolation. De første RAF-fanger, der blev anholdt den 8.oktober 1970, og de, der blev anholdt siden hen, er alle blevet underlagt et strengt isolationsprogram, der som regel blev opretholdt indtil deres løsladelse. Nogle af RAF-fangerne har således været isolationsfængslet i op til 20 år. Alene eller efter nogle år i smågruppe-isolation. For RAF fangerne var fængelsesbetingelserne ofte sådan, at neonlyset var tændt døgnet rundt, der var installeret video-overvågning i cellerne, der var etableret akustisk lydisolation omkring cellerne, vinduerne var blændet, alle vægge malet hvide, der blev foretaget daglige celleransagninger, og besøg blev overvåget og kunne kun finde sted således, at den fængslede og den besøgende var adskilt af en glasvæg og måtte tale til hinanden i en mikrofon. Mange af RAF-fangerne blev psykisk og fysisk syge af disse særlige fængselsforhold, som Amnesty International definerer som `sensorisk deprivation`, ensbetydende med ”hvid tortur”.

[2] Hanns Martin Schleyer blev i 1931 medlem af Hitler-Jugend. I 1933, da nationalsocialisterne kom til magten, blev han medlem af nazisternes militære eliteenheder, SS (Sturmstaffel). Under krigen fungerede han i 1943 som leder af præsidialbureauet for ”industriforbundet for de besatte provinser Böhmen og Mähren ” i det daværende Tjekkoslovakiet. Hans arbejdsområde var den såkaldte ”ariisering” og ”germanisering” af industrien. Efter krigen klassificerede de allierede vestmagter ham som ”medløber”. 1951 starter hans lynkarriere hos bilkoncernen Daimler Benz i Stuttgart.
 Kilde: Lutz Hachmeister: Schleyer, eine deutsche Geschichte, C.H.Beck Verlag, München, 2004

[3] Oliver Tolmein: Ein Gespräch mit Irmgard Möller über bewaffneten Kampf, Knast und die Linke, Konkret Litteratur Verlag, 1997.

[4] Siegfried Hausner var RAF-medlem og deltog i besættelsen af den tyske ambassade i Stockholm den 25.april 1975. Ambassaden blev med samtykke af den tyske regering, stormet af svensk politi, hvorved RAF-aktivisten Ulrich Wessel dør. Alle andre personer, der opholdt sig i ambassaden, fik mere eller mindre alvorlige brandsår pga. en eksplosion i bygningen. Den dødeligt sårede Siegfried Hausner blev, på trods af svenske lægers massive protester, fløjet med en militærhelikopter til Tyskland. Tre uger senere dør han i Stammheimfængslet ved Stuttgart.

[5] Bundes Kriminal Amt / BKA-chefen Horst Herold anvendte allerede på dette tidspunkt de første computertekniske muligheder. Allerede i 1972 installerede han i BKAs central i Wiesbaden det første ”Informationssystem for politiet” (Inpol), som bliver udbygget og fungerer helt frem til 2003, hvor systemet blev udskiftet. Inpol koordinerede BKA med politiet fra de enkelte forbundslande. De håndskrevne kladder til tykke efterlysningsbøger blev elektroniseret. I april 1975 blev der via Inpol efterlyst 160.000 personer, omkring 100.000 bortkomne biler, 25.000 legitimationspapirer og 20.000 våben. Informationsplatformen blev dagligt kontaktet af 70.000 brugere indenfor statsapparatet. Ved siden af Inpol fandtes der et specielt efterlysningsdata-arkiv, der omfattede: personer, institutioner og genstande - først og fremmest koncentreret omkring tema-komplekserne terrorisme og narko.

[6] Texte und Materialien zur Geschichte der RAF, ID-Verlag Berlin, 1997

[7] Souhaila Anrawaes Sayeh blev den 25.april 1978 dømt til 20 års fængsel i Somalia. Efter et halvt år blev hun efter intervention fra PFLP løsladt og bosatte sig i Syrien. Siden 1985 er hun bosat i Oslo. Den 13.oktober 1994 blev hun anholdt i Norge og udleveret til Tyskland, hvor hun blev dømt til 12 års fængsel, som hun fik lov til at afsone i Norge. Hun blev løsladt den 30.november 1999 og fik permanent opholdstilladelse i Norge.

[8] Kilde: Karl-Heinz Weidenhammer: Selbstmord oder Mord? Todesermittlungsverfahren Baader, Ensslin, Raspe, Neuer Malik Verlag, Kiel 1988 + Bericht der Internationalen Untersuchungskommission.Reprint,Unrast Verlag, Münster 2007.

[9] Kilde: BKA-talsmand Günther Textor i dagbladet Frankfurter Rundschau, den 17-10-77og 14-12-77.

[10] I vores kommende bog om RAFs historie, der udkommer i løbet af 2008, vil vi beskrive og kortlægge disse begivenheder mere udførligt dokumenterende.

[11] En lille krisestab, under ledelse af forbundskansler Helmut Schmidt, bestod blandt andet af indenrigsminister Maihofer (socialdemokrat), justitsminister Vogel (socialdemokrat), udenrigsminister Genscher (liberal), statsminister Wiscnewski (socialdemokrat), BKA-præsident Herold, statsadvokat Rebmann, m.fl.