De er ikke anarkister

af Carl Heinrich Petersen

Baader-Meinhof-gruppen i anarkistisk belysning (1975)

Det er fantastisk, som der lyves nu om stunder, og siden stalinisternes løgnekampagne mod trotskister – og såkaldte "trotskister" – og nazisternes tilsvarende mod jøder og "marxister" har jeg ikke oplevet så megen løgn, som den der kommer til udtryk i betegnelsen "anarkister" om den berygtede Baader-Meinhof-gruppe med udløbere. Skønt det gang på gang påtales, og det dokumenteres, at de pågældende selv bekender sig til marxismen-leninismen (som er det stik modsatte af anarkismen) og desuden udtrykkeligt tager afstand fra anarkismen og direkte afviser beskyldningerne om at være anarkister, så fortsætter massemedierne, telegrambureauerne og toppolitikerne med at skrive og tale om de »berygtede anarkister« i Baader-Meinhof-banden, i 2. juni-bevægelsen og i Holger Meins-gruppen, som synes at være udløbere eller fortsættelser af førstnævnte, hvis officielle navn er Rote Armé Fraktion.

Jeg gør mig da heller ingen illusioner om, at dette indlæg og dets dokumentation skal ændre noget i dette forhold, så meget mindre som den igangværende hovedproces mod lederne i den oprindelige Baader-Meinhof-gruppe har udløst et nyt opsving i den nævnte løgnekampagne i massemedierne – men selv om jeg netop som anarkist af den fredelige retning kan blive ganske ufredelig over at blive slået i hartkorn med disse tyske terrorister, som jeg intet åndeligt fællesskab føler med, og hvis metoder er mig afskyelige og idiotiske, så forstår jeg dog udmærket en del af baggrunden for at kalde dem anarkister.

Anarkistiske ideer, bevægelser og metoder er stadig ukendt land for de fleste – selv om der i de senere år er kommet ret megen litteratur herom - og en anarkist er stadig for de allerfleste en særlig hensynsløs og amoralsk voldsforbryder, der har specialiseret sig i attentater og mord med bomber og revolvere, og anarki er jo i almindelig sprogbrug ensbetydende med uorden og kaos, opløsning og lovløshed i betydningen frit slag for enhver forbryder. Til denne sprogbrug og til disse opfattelser svarer de nævnte gruppers bankrøverier og bortførelser, bombesprængninger og ildkampe med politiet jo ret godt. Hertil kommer for de danske massemediers vedkommende, at de ganske naturligt præges en del af sprogbrugen i Vesttyskland, hvor man jo har det hele på nærmeste hold og derfor – skulle man tro – besidder en særlig indsigt i, hvad det er for en slags folk, man har med at gøre. Jeg har selv i dansk fjernsyn set og hørt forbundskansler Helmut Schmidt tale om »denne anarkistbande«; men selv hans forgænger Willy Brandt, der ved noget om anarkister, har gjort sig skyldig i samme fejl, og – hvad værre er – han har fastholdt udtrykket anarkister efter at være gjort opmærksom på det fra højeste sagkundskab, at det aldeles ikke passer på Baader-Meinhof-folkene.

Det gik således til:

I juni 1972 blev næsten hele den oprindelige gruppe arresteret – som følge af en række dumdristige aktioner, deres totale isolation og den markerede modvilje i næsten hele befolkningen samt et kolossalt politiopbud – og der var da ganske naturligt, at den daværende forbundskansler Willy Brandt kommenterede pågribelsen i en radiotale.

Herpå reagerede den gamle tyske anarkist Augustin Souchy (der ligesom Brandt har opholdt sig en årrække i Skandinavien som flygtning) med sålydende brev:

»Til Vesttysklands forbundskansler
Willy Brandt personligt,
Forbundskanslerministeriet, Bonn.

Kære Willy Brandt!

Din radiotale for nylig om Baader-Meinhof-gruppens attentater gjorde mig skuffet. I fordømmelsen af terroristaktionerne samtykker jeg, for jeg afskyr vanvittige voldshandlinger, også selv om de sker under henvisning til politiske motiver.

Skuffet er jeg imidlertid over, at selv du forledes til at betegne forvirrede nymarxistiske og maoistiske borgersønner og borgerdøtre som kriminelle anarkister. At denne gruppes terrorhandlinger, der fordømmes af hele det tyske folk, er kriminelle, deri er vi alle enige. Men påstanden om, at attentatmændene skulle være anarkister, er bevisligt forkert. Havde det drejet sig om en borgerlig politiker, ville en sådan retorisk floskel have været undskyldt; men for en Willy Brandt, der oprindeligt havde sin politiske forankring i det venstresocialistiske SAP og kender arbejderbevægelsens historie, kan det ikke forsvares.

Må jeg have lov til at minde dig om vor samtale i den syndikalistiske fagbevægelse CNTs hus i Barcelona under den spanske borgerkrig? Du kom til mig som korrespondent for den norske arbejderpresse; jeg var talsmand for de spanske anarkosyndikalister. Den gang roste du - ligesom alle socialister og frihedselskende mennesker i verden - de spanske anarkister, fordi de som de første tog kampen op mod kupgeneralen Francisco Franco og dermed også indirekte mod diktatorerne Hitler og Mussolini. Du gjorde heller ingen hemmelighed af din beundring for det socialistiske opbygningsarbejde, som i overensstemmelse med de anarkistiske grundbegreber foregik i Spanien. Har du glemt alt dette?

Jeg må også rette din opmærksomhed mod de af Proudhon opstillede anarkistiske principper for politisk autonomi og frie føderationer af samtidigt eksisterende kooperativer af selvstændige kollektivbedrifter, og at disse ideer i dag fremføres som alvorlige alternativer til den privatkapitalistiske monopoløkonomi og ligeledes til den centraliserede statskapitalistiske økonomi. Det turde også være dig bekendt, at kendte tyske samfundsforskere og sociale videnskabsmænd ingenlunde anvender ordet anarkisme som et suspekt begreb. Jeg vil bare minde dig om at Kant i sin ”Antropologie in pragmatischer Hinsicht” (Kønigsberg 1798) skriver: »Anarki er ret og frihed uden vold.«

Med henvisning til disse bemærkninger tillader jeg mig som 80-årig veteran i den tyske og den internationale arbejderbevægelse at råde dig til at omgås ordet anarkisme lidt forsigtigere fremover. Samtidig tilføjer jeg en bøn om at give tilsvarende anvisninger til de under dig stående tjenestemænd.

Med venlige hilsener
Augustin Souchy«

Willy Brandt svarede Souchy således i et brev dateret Bonn den 7. juli 1972:

»Kære Augustin Souchy!

Hjertelig tak for dit brev af 27. juni 1972 og den dermed tilsendte bog. Det ligger mig meget fjernt at understøtte den fejlagtige opfattelse, at al anarkisme bygger på voldsmetoder og er kriminel. Ved siden af den af dig omtalte og jo også betydeligste retning har der imidlertid også altid eksisteret en voldsfixeret anarkistisk retning, og det er en sådan gruppe, vi her har med at gere. Dette faktum kan ikke bringes ud af verden og fjernes i den offentlige mening, hvor enig jeg end er med dig om nødvendigheden af en differentiering.

Med venlige hilsener
Willy Brandt«

Denne brevveksling har været offentliggjort i den svenske syndikalistiske ugeavis ’Arbetaren’ i august 1972, og deri skriver Souchy som afslutning denne kommentar:

»Til Brandts svar kan det anføres, at vist har der været anarkister, som har begået voldshandlinger i anarkismens navn, og sådanne findes også i dag. Men i det her konkrete tilfælde er det jo sådan, at Baader-Meinhof-gruppen selv betoner, at de ikke er anarkister. Der skulle derfor ikke være anledning til at sætte en etikette på dem, de ikke selv vil vide af.«

Og det er ikke noget, Souchy griber ud af luften, for han kan nemlig i begyndelsen af den artikel, som brevvekslingen danner afslutningen på, citere Baader-Meinhof-gruppen selv fra deres programskrift, »Program-erklæring for by-guerillaen«, hvori de siger:

»Den anarkistiske parole "knus det, som knuses skal" er proletarisk, klassebevidst og rigtig. Den er imidlertid forkert, for så vidt som den formidler den fejlagtige opfattelse, at man blot behøver at knuse udsugerne, mens organisation er et andethåndsspørgsmål, disciplin noget borgerlig samt klasseanalysen overflødig. Vi hævder, at det er rigtigt og retfærdigt, at der her og nu opbygges by-guerillaer, og at den væbnede kamp i marxismen-leninismens højeste form (Mao) nu kan og må indledes. Vi er ikke anarkister.«

Dette citat står ingenlunde alene. Jeg har læst den til dansk oversatte bog »Væbnet kamp i Vesteuropa« med selve gruppen Rote Armé Fraktion som forfatter, og jeg kan både bekræfte, at den er gennemsyret af en marxistisk-leninistisk mentalitet af maoistisk tilsnit, og at f.eks. Ulrike Meinhof deri polemiserer imod beskyldningerne for anarkisme hos gruppen.

På hele denne baggrund – ikke mindst Souchy’s brev - er det egentlig ganske fantastisk, at en mand som Willy Brandt i sit før citerede svar fastholder anarkistpåstanden. Men den uberørte holdning til klare dementier af den løgnagtige anarkistbetegnelse er han altså ingenlunde ene om. De store danske morgenaviser er også med på det hold - plus diverse åndssvage læserbrevsskribenter trindt om land.

Men hvorfor skal disse terrorister absolut geres til anarkister? Det kan ikke være for at kompromittere en anarkistisk massebevægelse ved at sætte den i bås med Baader-Meinhof-folkenes brandstiftelser, bankrøverier og bombeattentater, for der findes ingen anarkistisk massebevægelse. Derimod kan udenrigspolitiske hensyn måske spille en rolle. Især for Willy Brandt og andre toppolitikere, for hvem afspændingspolitikken over for de kommunistiske lande har været en hovedbestræbelse, kan det måske synes en betænkelig sag at mobilisere hele den vesttyske befolkning samt statsapparatet, især en hel hær af politi, imod hjemlige marxister-leninister, da marxismen-leninismen jo er statsreligion i hele den kommunistiske verden. - Men at kalde dem anarkister kan ikke genere nogen regering.

Det kan også tænkes, at brugen af betegnelsen »antiautoritære« hos en marxistisk fløj i den vesttyske socialistiske studenterbevægelse SDS, hvorfra Baader-Meinhof-gruppen hovedsageligt udgik, kan have spillet ind - fordi anarkister helt fra Bakunins tid i 1. Internationale har kaldt sig antiautoritære. Men at de nævnte tyske studenter var en helt anden slags »antiautoritære«, fremgår bl.a. af deres hyldestråb til Ho, Ho, Ho Chi Minh, der var en forbenet stalinist, der udryddede trotskisterne i Vietnam og hilste med begejstring Sovjets og dets satellitters overfald på det kommunistiske Tjekkoslovakiet i august 1968, hvad for resten også nogle af de besynderlige "antiautoritære" studenter gjorde!

Her kunne det nok være påkrævet at sige lidt om forskellen på anarkister og marxister-leninister, men af pladsmæssige grunde kan det kun blive telegrammæssigt kort.

Anarkismens mål er frihed gennem afskaffelse af alle magthavere og enhver magtstruktur, så samfundet bliver ligesom en naturlig organisme bygget på gensidig hjælp, frivillige aftaler og direkte demokrati i små og dermed overskuelige enheder. »Det er umuligt at gennemføre«, siger næsten alle, og det kan da godt være - af mange grunde - men det er nu ikke helt så tosset, som det lyder til for de fleste. Det viste sig nemlig under den spanske borgerkrig, især i Katalonien og Aragonien, at visse tilnærmelser til det anarkistiske samfundsideal fungerede forbavsende godt, ikke mindst set på baggrund af de dårlige ydre betingelser under krig og blokade og kontrarevolutionær modstand. Også i de israelske kibbutzer er der træk, der minder om anarkismen.

Marxismen-leninismen, også kaldet bolschevismen, er derimod noget ganske andet, for dens faktiske mål er diktatur af en partilederklike eller en enkelt ufejlbarlig fører, og i dens totalitære stat afskaffes endog de elementære og ingenlunde fuldkomne friheder, vi nyder i det borgerlige demokrati, så de kommunistisk regerede samfund er temmelig konsekvent det stik modsatte af anarkismen.

Hvad der måske delvis kan være en forklaring på, hvorfor så mange alligevel roder de to begreber sammen, kan være det delvise fællesskab, der kan påvises i anarkisternes og bolschevikkernes kritik af det kapitalistiske samfund samt Lenins bekendelse i »Staten og Revolutionen« fra 1917 til et anarkistisk ideal på langt sigt i form af klassernes forsvinden og statens "uddøen". Det oprindelige sovjetsystem med sin klart nærdemokratiske organisation og praksis var også mere anarkistisk end bolschevikkisk, og det overlevede da heller ikke længe bolschevikkernes magtovertagelse. Allerede fra 1921 var der kun navnet tilbage, mens indholdet var udskiftet med partidiktaturet, så det er egentlig en parodi at kalde Sovjet for »sovjet«!

Rote Armé Fraktion startede med at stikke ild på to varehuse i Frankfurt am Main - som en protest mod det kapitalistiske forbrugersamfund - og et andet vigtigt skridt i gruppens udvikling var den væbnede befrielse af Andreas Baader, da han var blevet pågrebet for brandstiftelsen, men havde fået lov til at arbejde i et offentligt bibliotek. Ved denne befrielsesaktion blev en udenforstående ret hårdt såret, hvilket ikke var tilsigtet. Efter at have været på partisan-uddannelse i Mellemøsten hos Palæstina-partisaner gik det slag i slag med bankrøverier og biltyverier, dynamitkup og bombeattentater, og der gik også menneskeliv tabt, både gruppemedlemmer og mere eller mindre udenforstående sympatisører samt politifolk - ikke mindst i ildkampe med sådanne. Bevidst anslag mod menneskeliv var der derimod kun sjældent tale om fra gruppens side; men den har dog såret eller dræbt politifolk og amerikanske militærpersoner gennem placering af bomber i politihovedkvarteret i Augsburg og i amerikanske officersmesser og kaserner. Det sidste var ment som protest mod Vietnam-krigen.

Det antages også, at det var tilhængere af Baader-Meinhof-gruppen, der udførte mordet på den vestberlinske socialdemokratiske dommer, der blev skudt i sit hjem, efter at et gruppemedlem, Holger Meins, var død som følge af sin sultestrejke i fængslet; men sagen er ikke opklaret. Mord i flæng på tilfældige og helt uskyldige mennesker eller indbyrdes udrensninger og likvideringer, altså mord, har Rote Armé Fraktion derimod aldrig praktiseret, og den adskiller sig derved fordelagtigt fra den navnemæssigt tilsvarende japanske Røde Armé, der både har 14 likvideringer af egne såkaldte »afvigere« på samvittigheden, ligesom det var tre fra den, der gennemførte det uhyggelige blodbad i Tel Avivs lufthavn, som den 31. maj 1972 kostede ca. 25 mennesker livet og sårede ca. 75. Ofrene var især en gruppe puertoricanske pilgrimme, og det var en gruppe af marxistiske Palæstina-partisaner, der havde organiseret denne massakre. Men selv om Baader-Meinhof-folkene som nævnt har været »i lære« hos Palæstina-partisaner, så har de altså ikke overtaget deres værste metoder. Alligevel har deres særegne aktivitet vakt modvilje og afsky i næsten hele den tyske venstrefløj, ikke mindst hos de rigtige anarkister.

Da pressen begyndte at skrive om »anarkisternes attentater«, som det hed, offentliggjorde anarkistgruppen i Hamburg en erklæring, hvori de bl.a. sagde:

»Ulrike Meinhof - som i mange år boede i Hamburg - har aldrig tilhørt vor gruppe og aldrig besøgt vore sammenkomster. De "nyanarkister", som pressen skriver om, har intet at gøre med Tysklands anarkistiske bevægelse. Byguerillaens og Tupamaros voldsmetoder tager Tysklands anarkister afstand fra. Anarkisterne og de antiautoritære socialister bekender sig til en humanistisk verdensanskuelse og afviser enhver form for aggression og vold.«

Det er da klar tale - men det skal også oplyses, at Ulrike Meinhof oprindeligt var pacifist, og så sent som i 1968 indvendte hun mod den før omtalte brandstiftelse i to varehuse i Frankfurt bl.a., at noget sådant kunne være en fare for menneskeliv. Det gælder tillige for de øvrige terrorister her, at de ikke er født som voldsforbrydere.

Det var for øvrigt modstanderne der begyndte med skyderiet. Jeg tænker her på den vestberlinske politimand der skød studenten Benno Ohnesorg, da han den 2. juni 1967 deltog i demonstrationerne mod Shah-besøget, og på den forvirrede maler, der under påvirkning af hetzen i den reaktionære Springer-presse imod de socialistiske studenter skød på Rudi Dutschke. Ægte harme herover og over megen anden vold, udbytning og undertrykkelse i Vesttyskland og andre steder har utvivlsomt medvirket til at føre Baader-Meinhof-gruppen ind på byguerilla-virksomheden, og utilladelige generaliseringer af andre partisaners erfaringer og resultater, f.eks. i Kina, Vietnam og Cuba, har gjort resten. Afgørende har her været den ideologiske fanatisme, som ikke bare formørker forstanden og vurderingsevnen, men som i sine yderligtgående udgaver er en form for sindssyge, og som Baader-Meinhof-folkene langtfra er ene om.

Det skulle nu være oplagt for enhver, at i samfund af vesteuropæisk type med borgerligt demokrati, effektiv statsmagt og relativt tilfreds befolkning, da er teorien om ved byguerillakamp at fremme en revolutionær bevidsthed hos arbejderne eller i det mindste hos de fattigste og mest forurettede befolkningslag, som var Baader-Meinhof-folkenes hovedbegrundelse for deres væbnede kamp, en katastrofal fejltagelse. Den er ikke bare slået fuldstændig fejl i Vesttyskland; men den har også udløst en lov-og-orden bølge med politioprustning, beskæring af borgerrettighederne og tilbageslag for hele den tyske venstrefløj.

Hvis ikke den hårde behandling under de tre års indespærring har berøvet Baader-Meinhof-gruppens hovedpersoner de sidste rester af fornuft og tænkeevne, så burde de derfor nu ved en radikal selvkritik gøre op med guerilla-illusionerne, sådan som både» The Weathermen« og de sorte pantere i USA har gjort det efter deres dårlige erfaringer med væbnet kamp. Men der er desværre ingen tegn på en sådan selvkritik hos Baader-Meinhof-folkene - endnu.

Skrevet af Carl Heinrich Petersen, 1975