Triple Oppression
fra CLASH nr.3
En tekst om klasseforskelle, racisme og sexisme
Forord
fra den engelske oversættelse til CLASH nr.3
Vi har valgt at bringe denne artikel, fordi vi tror, den i det mindste kan blive et godt udgangspunkt for en international diskussion.Artiklens hovedpunkt er, at gøre op med den traditionelle idé om hoved- og bimodsætninger i samfundet, for der i gennem at opnå en bevidsthed omkring sammenhængen mellem de enkelte undertrykkelsesmekanismer og analysere deres funktion og effekt.
Vi har overværet en sammehæng opstå, hvori alle tre former for undertrykkelse - sexisme, racisme og kapitalisme - hver især er forbundet med hinanden.
Ikke desto mindre er det vigtigste ikke at tage en pause, når analysen er konstrueret, men derimod føre den ud i livet. Det betyder ikke at sætte forskellige aspekter af det hele sammen i paroler, selvom de er nok så dækkende. At erkende triple-undertrykkelse, skulle gerne lede til en ny basis for vores kamp.
Denne artikel er blevet spredt vidt omkring i Tyskland, mange aviser trykte den, og den har fremstået som et specielt problem, som mange har læst og diskuteret. De fleste af dem er ganske begejstrede, og er enige i artiklens konklusioner. Hvad det præcist vil føre til, vil fremtiden vise. Vi håber i hvert fald, at den ikke bare vil blive begrænset til en række velartikulerede politiske mål, men vil blive diskuteret bredt og dermed styrke vores kamp.
I England har vi set en diskussion om racisme et godt stykke tid nu, i Østrig og Italien har der været forsøg på at BZ’et et sted sammen med udlændinge.
Mange sorte kvinder er allerede involveret i diskussioner om deres position i forhold til hvide feminister på den nordlige halvkugle - en position der rent faktisk ser meget kritisk ud. I Tyskland er diskussionen om tripel-undertrykkelse først lige startet. Det er vigtigt for kammeraterne dér, at lære af diskussionerne, der tidligere er blevet ført i andre lande. Derfor håber vi, du vil skrive om din måde at diskutere det på, og hvilke resultater det har bragt, sende artikler ind, give et billede af dine erfaringer... Vi ønsker at se en diskussion blomstre på tværs af samtlige landegrænser.
Et par bemærkninger til oversættelsen.
Den originale tyske tekst var ikke skrevet i det mest simple sprog. Vi har prøvet, så godt vi kan, at beholde mest muligt af den originale mening, men der var nogle problemer, som vi ikke kunne finde nogle ordentlige løsninger på. De er ikke så meget forbundet til det tyske sprog som sådan, men mere med den politiske brug af sproget. De mest forekommende er følgende:
På tysk er der for næsten hvert ord, der vedrører mennesker, såsom "arbejder", "flygtning" osv., både en hankøns- og en hunkønsbetegnelse (og hvis hunkønsbetegnelsen ikke eksisterer, er den opfundet). Begge bliver konsekvent brugt for at lave om på den kensgerning, at det "normale" i hverdagslæsning kun er hankønsbetegnelsen, der bliver brugt, og hunkønnet bliver derved usynliggjordt. Vi kender ikke en praktisk måde at gøre dette på, på dansk, så vi har bare ladet være. Men hvis det er muligt uden at gøre teksten fuldstendigt ulæselig, vil vi meget gerne høre om det.
I den tyske original bliver "trikont" brugt. Dette kommer fra anti-imperialistiske diskussioner, og betegner områderne i den såkaldte "3. verden", men grundende til elendigheden og udbytningen i den del af verden (kapitalisme/imperialisme,...) er direkte forbundet til ordet selv. Vi vidste ikke om ordet "tre kontinenter/trikont" er brugt som et politisk udtryk på dansk, så vi brugte "3. verden" (i anførselstegn) i stedet. Ok, bye, au revoir, tsuess, ciao, groetjes fra oversætterne.
1. del
3-1; Klasseskel, racisme og sexisme.
Denne tekst er resultatet af flere års diskussioner, opsummeret af Klaus Viehmann i sommeren 1990. Denne diskussion om "tre-dobbel" undertrykkelse er hovedsageligt ført gennem politiske fangers breve. Diskussionen blev startet og fortsat af kvindelige fanger på en sådan måde, at det faktiske er et "mixet" papir. Til dette siger Klaus Viehmann: "Bearbejdelsen af denne tekst er en co-produktion, hvilket ikke skal forhindre kritik af mig. Men reaktionerne på denne tekst skal ikke kun ende på mit, for det meste dejligt overbebyrdede arbejdsbord i cellen, men blive offentligt. Det vil være til størst gavn for diskussionen om triple-undertrykkelse".
(Klaus Viehmann blev i 1977 idømt 15 års fængsel bl.a. for medlemskab af 2. juni-bevægelsen. På nuværende tidspunkt sidder han i Werl-fængslet i Tyskland.
1. Indledning.
"Hvis man argumenterer, risikerer man at opdage argumenter, der indeholder strukturer med vidtgående konsekvenser for ens egen eksistens".
(Denkverhältnisse, 553)
På den måde elsker denne tekst at tage chancer. Som et diskussionsoplæg er det kun midlertidligt, og indeholder risikoen for at tage fejl, men dette er langt at foretrække frem for den tvivlende tavsheds sikkerhed.
Dette papirs historie består af en lang diskussion mellem venstrefløjs-kvinder (hovedsageligt) og -mænd, primært ført i politiske fangers breve. Oplægget er færdiggjordt i fængslet, og har derfor en distance til dagligdagens problemer, hvilket kan betyde, at oplægget er istand til at se længere end til naboens hegn. Temaet i diskussionen var kritikken af en underprioriteret klassebevidsthed, der er fuld af fordomme og domineret af patriarkalske tankestrukturer og racisme. Analysen af globale eller lokale undertrykkelses- og udbytningsmekanismer bliver sløret af de økonomiske forhold og gør dermed eksistensen af patriarkalske forhold og racismen usynlig. Den har delt de eksisterende kampe op i væsentlige og uvæsentlige kontroverser, og indhyllet kloden i et hvidt, etno-centrisk spind.
Begivenheder som 1. maj 1987 i Vest-Berlin med dens aktive blanding af lokal mobilisering, tyrkiske unge af begge køn og autonome, samt strejkerne i Rheinhausen 1987/88, og de autonomes ligegyldighed overfor dem, gav nogle udgangspunkter for diskussionen. Der skete dog ikke afgørende ændringer af autonom teori og praksis af den grund.
Selv kampagnen mod IMF-kongressen i Vest-Berlin i 1988 bragte ingen rigtige fremskridt, bortset fra de symbolske benævnelser af patriarkat og racisme i taler, løbesedler og diskussionsoplæg.
Den indre struktur af sexismen på venstrefløjen, hvis eksistens ikke længere kunne benægtes, efter de regulære angreb på kvinder blev kendt. Venstrefløjens svage reaktion på statens hadske kampagner med "flygtningestrømmen", (Selv om der fandtes positive undtagelser som f.eks. Revolutionäre Zellen’s kampagne "Fri Strøm"), og fornyligt den traditionelle og defensive tematisering af den voksende og ikke kun verbale recisme a la "Ein Vaterland"-typen, afspejler til en hvis grad dette. Hvis man søgte efter en radikal kritik af disse globale og lokale volds- og udbytningsforhold, skulle man lede meget længe efter i tysk venstrefløjsteori.
I den blev betydningen af kapitalisme/imperialisme, patriarkat, racisme, og forbindelserne mellem disse, behandlet utilstrækkeligt og stift.
Feministiske kammerater og sorte folk - særligt sorte kvinder - ligger meget længere fremme, hvilket selvfølgelig ikke er nogen tilfældighed. Bekæmpelsen af triple-undertrykkelse, en trefoldig undertrykkelse bestående af kapitalisme, patriarkat og racisme, er stærkt repræsenteret hos de militante i England, Amerika og den såkaldte "tredje verden". Til tider bliver en fjerde enhed, der skal benævne metropolernes udbytning af "tredje verden" diskuteret, men selv om den er tilstede, er triple-undertrykkelsen hovedbestanddelen, og forbliver den politiske bestemmende del. Jo længere man begiver sig ud i kampen mod triple-undertrykkelse, jo tydligere bliver dets elementer og vekselvirkning i teorien, historien, hverdagen og venstrefløjens praksis - eller mangel på samme! Dette papir tilstræber netop at fremhævelsen og erkendelsen af dette, bliver stimuleret.
"Når vi snakker om frihedskamp, mener vi kampen mod alle disse tre undertrykkelsesmekanismer. Vi snakker ikke om tre forskellige stadier eller kampe, nej, det drejer sig om én og samme kamp! Jeg har allerede tidligere sagt, at frihed er udeleligt. Man kan ikke kalde sig selv for fri, hvis den ene eller den anden del af denne undertrykkelse eksistere".
(Neville Alexander)
Den tyske/europæiske venstrefløj er privigeret. Jo mere hvid, jo flere mænd og jo mindre afhængigt af at sælge sit arbejde, jo bedre. Privilegier gør blind. Blind overfor realiteterne udenfor din egen oplevelsesverden og hverdag. På den måde har mænd utroligt meget at lære af feministiske kammerater, og alle skal lære af det sorte folks erfaringer. En venstreorienteret person er alligevel anti-sexist og anti-racist, men også kun "alligevel" - meget sjældent bevidst og med efterfølgende konsekvenser.
"Alligevel" betyder sædvanligvis også, at en venstreorienteret person ikke bryder sit hoved synderligt med de patriarkalske strukturer, da han (!) mener, at han da ikke kunne være en overtræder på disse områder - specielt ikke i personlige forhold! Forhold, i hvilke man er den privilegerede part, kun ikke politiseres uden, at man mister sin magt. Dét er det basale udgangspunkt. Den autonome venstrefløj er i en sådan rådvildhed og mangel på visioner, at dens praksis ofte bliver fuld af uudtalt eller manifesterert sexisme, racisme og "hvide pletter", at diskussionen om triple-undertrykkelse kan kun være sund for mentaliteten. Manglen på visioner er manglen på forestillingen om, at der er ting, der er værd at kæmpe for, mål der skal nås. At begrænse visionerne til de muligheder, der ligger inden for de umiddelbare omgivelsers grænser, er at reducere spørgsmålet om magt og den modmagt, der skal opbygges, til udelukkende at handle om uddannelse og arbejde. Mobilisering på længere sigt er i midlertid kun muligt med befrielsesmål, der strækker sig udover den nuværende personlige situation i livet.
"En af de hårdeste lektioner vi måtte lære, var, at den revolutionære kamp er mere videnskabelig end følelsesmæssig. Hermed ikke sagt, at vi intet skal føle, men at beslutninger ikke kan traffes på grundlag af et spørgsmål om had og kærlighed. De må være beseret på de objektive omstændigheder og sigte imod det, der er rationelt og uemotionelt nødvendigt."
(Assata Shakur)
Efter denne indledning er emnet den traditionelle klasseforståelse og dets begrænsninger: Det er hvad diskussionen blev startet op omkring i sin tid. Så følger de definition af racisme og dets forbindelser til klassekamp og patriarkat. Dernæst kommer patriarkatet og en feministisk kritik, deraf med sidstnævntes forbindelser til klassekampen. Ovenpå dette kommer en lang række af citater for sorte kvinder; og som en direkte forbindelse til tyske forhold er der uddrag af en fillipinsk kvindes kritik af den tyske kvindebevægelse. Disse har fået en del plads, da vi finder dem vigtige og aktuelle. Papiret forsætter med et forholdsvis tørt teoretisk stykke om den tredobbelte undertrykkelse. Så er det en kort intermezzo om nationalsocialisme og Tysklands Kommunistiske Parti’s modstand mod denne.
Det næste længere stykke kritiserer autonom teori og praksis fulgt op af nogle forslag.
I diskussionen af så komplekse emner er det uundgåeligt, at der bliver nogle overlapninger kapitlerne imellem. På den anden side supplerer de hinanden, så tag venligst ikke noget væk fra tekstens helhed.
Før starten, lige nogle definitioner på forskellige begreber:
Klassekamp; Kamp mod kapitalistisk undertrykkelse udøvet af arbejdere (m/k) og dem der solidariserer sig med dem.
Anti-patriarkalsk kamp: Udøvet af kvinder, og dem der solidariserer sig med dem.
Anti-racistisk kamp: Udøvet af det sorte folk, og dem der solidariserer sig med dem. ("Sort" er her brugt som et politisk udtryk for alle, der er udsat for hvid racisme).
Anti-imperialistisk kamp: Udøvet af den såkaldte "tredje verden’s" befrielsesbevægelser, og dem der solidariserer sig med dem.
At disse kampe ikke kan skilles helt så tydeligt, bliver et følgende emne, men disse definitioner er vigtige og rigtige på den måde, at specielt diskussionen om triple-undertrykkelse ville løbe rundt i cirkler, hvis vi ikke arbejder efter nogle klare koncepter.
2.
"Hvad er arbejderklassen idag? Hvilket køn er den? Og hvilken farve?"
(Paul Gilroy)
Disse spørgsmål er rettet mod en klasseforståelse, der siger, at alle kampe kan reduceres til og forklares med en hovedkonfrontation mellem arbejdere og kapitalister. Derved udråber man den arbejdende klasse til at være det revolutionære emne. Dette traditionelle venstrefløjskoncept levner ikke noget plads tilbage for den historiske-autentiske undertrykkelse af kvinder og sorte folk, eller for den sags skyld for den kvalitative forskel mellem metrololerne og den såkaldte "tredje verden". Det levner heller ikke nogetn plads til et kollektivt forsvar indenfor disse dimensioner; det er patriarkalskt, hvidt og eurocentrisk. Den marxistiske teori er uundværlig til at erkende kapitalistisk udbytning og for forståelse af kampene, der finder sted mellem arbejdere og kapital.
Klasseanalysen, der ud fra denne økonomiske konfrontation benævner arbejderklassen son den eneste drivende kraft i den revolutionære proces, er utilstrækkelig, for den ser patriarkat og racisme som sekundære undertrykkelsesstrukturer, og overser deres politiske og sociale betydning. Ved at bagatellisere betydningen af racisme og sexistisk undertrykkelse, eller ved at analysere dem som splittede mekanismer i kapitalismen, og dermed forbinde dem udelukkende til kapitalismens eksistens, fejler man i at bringe, hvad der er nødvendigt i den politiske-praktiske proces.
For sociale forandringer og for mobiliseringen af den nødvendige modmagt må der skabes et befrielsesperspektiv fra alle slags undertrykkelser og udbytninger.
Revolutionære mål og perspektiver er ikke afledt af individets placering i produktionsprocessen, hvilket dog ikke betyder, at økonomiske eller sociale positioner ikke har nogen betydning.
Revolutionære bevægelser har altid udviklet sig i kampen for forbedringer, af dyrtkøbte erfaringer og den bevidste optagelse af disse, samt beskyttelse af organisationen. Dette er ligeledes opgaven for venstrefløjen.
Dette er ikke et "farvel til proletariatet", men skal forstås som en konstatering af, at klassekampen ikke kun bliver udkæmpet af mandlige hvide i metropolernes arbejderklasse, og at der i frontlinjen til imperialisme, patriarkat og racisme eksisterer kontroverser og kampe, der er lige så vigtige. Alle disse kampe har rødder i historiske og strukturelle magtforhold, der er tilstede på samme tid, i indbyrdes gennemslagskraft og fælles stabilisering.
En teori der indbefatter alle disse kampe, eller i det mindste gør det muligt at erkende dem, og ligeledes beskriver de objektive omstændigheder, der giver disse kampe deres særpræg og begrænsninger, findes ikke indenfor den autonome venstrefløj. Ej heller har den en forståelse af hvilke sociale kræfter, der kunne have den objektive magt til at styrte den herskende orden. Ignorerer man disse spørgsmål, bliver det umuligt at gennemskue, hvordan denne herskende orden nogensinde kan destrueres. Adskilt for objektiv tilstedeværende magt, vil revolutionære forblive temmelig usuccesfulde.
Intet fremskridt er opnået ved, at erstatte betegnelsen "arbejderklasse" med "underklasse(r)". Enten er dette begreb defineret økonomisk, og giver ingen forklaring på, hvorfor der netop ud fra denne materielle situation, skulle opstå en revolutionær kampånd, eller også er "underklasse" simpelthen tillagt alle, der kæmper for en udligning af klasseforskellene, kønnene, nationaliteterne og "racer", såvel som af de forskellige grunde til at kæmpe. Den gamle "elendighedsteori" der går ud fra, at revolutionen opstår af sult, nød og elendighed, har historisk vist sig at være forkert, men dele af den har stadig rod i autonome ideer; de der er fattige og vil kæmpe, er så at sige automatiske revolutionære. Dette negligerer den kendsgerning, at marginalisering bringer andre grundliggende problemer i forgrunden, hvilket i grunden efterlader meget lidt plads til at realisere drømme om et bedre liv. Når "tredje verdens" oprørsfolk og tyske underklasser bliver ligestillet, når oprør i Sao Paulo, Seul Brixton eller Kreutzberg bliver tillagt de samme årsager, så giver det er dejligt afrundet billede af verden, men det er en abstraktion af værste slags. Til trods for den relative elendighed i metropolerne, er der en kvalitativ forskel i forhold til massesulten i "den tredje verden" og faldende bomber "Made in USA". Det at det store flertal blandt masserne i metropolerne accepterer forholdet mellem metropolerne og "den tredje verden", beviser ikke bare en sekundær opdeling af verdensproletariatet - det beviser dets totale ikke-eksistens!
Videre med spørgsmålet om arbejderklassens køn og farve: I begrebet arbejderklasse er det kvindelige køn blevet usynliggjort. Kvindelige arbejdere er, med tilsidesættelsen af deres typiske rolle som husmor, blevet reduceret til arbejdsforholdet. Den ekstra undertrykkelse arbejderklasse-kvinden er udsat for, forsvinder i den "proletariske familie", som er meget propaganderet af Marxist/Leninister. Den forståelse af begrebet arbejde, som arbejderklassen defineres udfra, er ensbetydende med betalt arbejde. Hele området i forhold til social produktion, hvor det hovedsageligt er kvinder og specielt i "den tredje verden" - der, arbejder, fejes ind under gulvtæppet. Hele opdelingen af arbejde efter køn, og dens enorme værdi for kapitalen og mænd, forstås som en slags naturlig ressource i det reproduktive område og regnes ikke for at have revolutionært potentiale.
Undertrykkelsen af kvinder kan ikke være et underordnet problem,og vil ikke automatisk forsvinde ved at det overordnede problem løses gennem "proletariatets sejr". Dette er allerede bevist gennem den vold mod kvinder, der finder sted i arbejderklassen og dens teoretiskeres blindhed overfor den, viser tydeligt at kvinder ikke kan befries gennem arbejderklassens kamp.
Spørgsmålet om arbejderklassens farve viser endnu en urimelig påstand om, at arbejderklassen er repræsentant for alle undertrykte. Racisme vil blive yderligere diskuteret i det næste afsnit og i intermezzoen om national-socialisme. Den racistiske opdeling af arbejdere i dette særligt brutale tilfælde vil ligeledes blive diskuteret.
Her nu nogle punkter omkring betydningen af "farve" i forhold til arbejderklassen. Forskelle i "farve" og nationalitet betyder samtidig en forskel i intensiteten af udbytningen. Forudsat at immigranterne ikke medbringer traditioner for arbejderkampe - hvilket sker ret ofte - kan den racistiske opdeling af klasserne betale sig for kapitalen, fordi det enkelte individ kan udbyttes kraftigere, hvorimod en gruppe repræsenterer en variabel reservestyrke. De sociale omkostninger for deres arbejdskraft og eventuelt uddannelse skal ikke betales til deres oprindelsesland.
Følgende er et citat om sammensætningen, eller rettere; fraktioneringen af klasser:
"Med denne vilkårlige multinationale komposition af arbejdskraft (immigranter for Øst-Europa, EF og Syden) i Vest-Tyskland siden afslutningen af krigen, er den blodige militariserede og voldelige model af differentieret racisme fra nazi-Tyskland, blevet gjort mindre skarp, og forsøgt gjort "stueren".
Øverst i hierarkiet (research, mindre management, regering) sidder tysk, hovedsagelig mandlig arbejdskraft. Derunder sidder "mesteren" (semi-uafhængige arbejdere med en meget god uddannelse i bestemte færdigheder). De er primært mandlige og tyske. Dernæst de faglærte arbejdere og formænd på fabrikkerne, der består af tyske mænd og de øverste få privililegerede i det udenlandske arbejder-hieraki; italienere, spaniere, jogoslavere, ligeledes mænd. Under dem (i den industrialiserede masseproduktion er sevice-sektoren, såsom rengøring, osv.) kommer tyrkiske og marokkanske mænd og udenlandske kvinder generelt. Nederst flygtninge af begge køn."
Ovenstående er citeret for en løbeseddel af Aktionsgruppen "Günter Sare" fra ’89, og giver en rå skitse af den racistiske opdeling af arbejdet bygget på kapitalismen. Det ene side af historien. Hvad der ikke er indeholdt i denne skitse, er den meget virkelige recisme indenfor arbejderklassen selv! Funktionen af den racistiske splittelse af arbejderklassen - der i nazi-fascismen ledte til den stiltiende accept af eller enda propaganda for udryddelsen af klassekammerater - giver et andet argument imod forestillingen om, den eneste ene og universelt befriende arbejderklasse. Efter de internationale uoverensstemmelser og dobbeltudbytningen af den arbejdende kvinde, skulle nu også den hvide arbejderklasse, dens privilegier og det faktum at arbejdere blev dræbt på grund af deres "farve" eller nationalitet, usynliggøres.
3.
"Det er racisterne, der skaber de underlegne"
(Fanon)
"Racismer; blodskamsbørnene af kapitalisme og patriarkat"
(Pratibha Parmar)
Der er kun én race - den menneskelige!
"Racer" er en konstruktion, efter hvilken sociale og kulturelle forskelle bliver oversat til såkaldt biologiske bestemte karakteristikker. "Race" er en åben katagori, hvis definition er vidt og bredt fortolket, og netop derfor er det bedre at tale om racismer (flertal) end racisme. I øvrigt er de biologisk-genetiske forskelle mellem hvide, nøjagtig lige så mange og store, som mellem hvide og sorte og sorte imellem.
Alle racismer har det tilfælles, at ofrene får en plads under én selv på målestokken, og at de skal blive der, fordi de er "naturligt underlegne".
"Naturligt" betyder uden historisk baggrund, og derfor bestemt til at blive der for evigt. Racismer prøver ved hjælp af "arv" og "blodets renhed" som midler, at skabe identiteter, der går på kryds og tværs af klassesituationer og køn. Realiteten er ikke eksistensen af "racer", men eksistensen af "racismer"!
"Der findes absolut ingen logisk grund til, ud fra eksistensen af racistiske fordomme, at antage at der findes noget som "racer" eller "etniske grupper". Findes der nødvendigvis spøgelser, bare fordi et stort antal mennesker tror på dem, og opfører sig som om de virkelig eksisterede ved f.eks. ikke at gå på kirkegårde om natten?"
(Neville Alexander)
Dette benævner to processer, på hvilke bevaringen og udviklingen af racismer er baseret:
Fysiske karakteristikker bliver sat i en årsagssammenhæng med sociale og kulturelle forskelle. Disse forskelle bliver dermed naturliggjorte, og dermed udlagt som universalt gældende.
Racismer er en måde, at overleve ens personlige underlegne plads i en magt- og udbytningsstruktur på. De får konstant ny næring både ideologisk og materielt, og er mere end bare en "falsk bevidsthed".
"Vi må lære, hvordan grupper der er udelukket fra velfærdsstatens rigdomme, men på trods af dette, er en del af nationen og ønsker at identificere sig med denne, i racismerne finder en autentisk for for identitet og selvbevidsthed".
(Hall)
At forstå racismer som falske, som kunstigt skabt af den herskaende klasse, er et ignorere deres popularitet og deres materielle eksistens - århundreders gamle traditioner. Racisme er blevet stukturer, der ikke kan reduceres til andre sociale relationer.
De kan heller ikke spores fuldstændigt udfra viden om andre sociale relationer, de har en relativ uafhængighed fra patriarkatet og klasseherskab. En separat analyse af "race" og klassekamp kan f.eks. ikke forklare recistisk baseret kapitalisme/imperialisme.
Som magtforhold ryger racismerne direkte ind i hovedet på folk. De dukker op som ideer, holdninger og følelser. Det sker ofte, at der med anti-racistiske meninger og holdninger følger spontane racistiske følelser. Denne personliggørelse af magtrelationerne betyder groft sagt, at hvide mennesker står på skuldrerne af deres slavebesiddende forfædre; at tyskerne står på skuldrerne af det nationalsocialistiske "Übermensch". (Det gælder i princippet også dem, der bevidst og militant bekæmper det!!) På den anden side står sorte kvinder og mænd overfor deres slavegjorte og udryddede forfædre, og jøderne og polakkerne foran dem, der blev udryddet i Holocaust.
"Traditionerne fra alle de døde generationer ligger som et bjerg på de levendes hjerner"
(18. Brumaire)
For at være mere præcis kunne Marx have sagt: "På de overlevende og deres efterkommere".
At ligitimere og bevare hierarkier og udbytning ved at tillægge bestemte såkaldte biologisk-naturlige egenskaber værdi, er en tilsvarende mekanisme i begyndelsen af sexismen og racismen. De racismer, der dukkede op i middelalderen, kom fra forfølgelsen af alle de, der ikke kunne og ikke ville, indordne sig under kirkens værdier; korstog mod hedninger, progromer mod jødiske samfund, mod kættere og den lange kæde af heksejagte og afbrændinger.
Med erobringen af Afrika og Amerika fulgte et stort problem for kolonisatorerne: At skabe en loyal regerende magt de pågældende steder. For trofast at holde de kolonialiserede fra magten - hvor rige og duelige de så end måtte være - blev begrebet "renhed i nobilitet" eller "renhed i blodet" anvendt. På den måde forblev magten på hvide, det vil sige europædiske, hænder.
Det voksende borgerskab med dets vægt på naturvidenskab som "forklaring" brugte lignende grundlag for deres racismer. En nybygger påstod f.eks. at "negrene" nedstammede fra parring mellem aber og kvinder!!! Og Voltaire, der altid fremstår i skolebøger som en rigtig flinker-fyr, mente at: "der i enhver menneskalig race er et princip om forskellighed, ligesom der er i planteverdenen, og derfor er negeren andre menneskers slave".
I nationalstaterne i det 19. og 20. århundrede er disse grove racismer blevet omformeret til populære karateristiska; "galliske" franskere og "germanske" tyskere, osv. Denne idioti spillede en kæmpe rolle i tricket ved første verdenskrig. Under samme periode fik den koliniale racisme en "menneskelig" ansigt, der kunne tilbyde "negerne" velsignelser fra den tyske, engelske, franske etc. civilisation.
"Vi vil fordømme og bekæmpe visse metoder til at undertrykke de vilde, men ikke selve undertrykkelsen af de vilde, og dermed give dem følelsen af, at tilhøre den rigtige "højere kultur"
(Bernstein, socialdemokratisk teoretiker)
For de øvrige, dem der ikke ville sælge deres land og frihed til en "højere kultur". var pisken og kanonbådene det eneste, der var tilbage.
Anti-semitisme er den speciel form for racisme. På et vigtigt område er det typiske mønster af alle andre racismer forandret. Det jødsike folk har, i modsætning til den normale "race-konstruktion", ikke nogen almindelige ydre forskelle i træk til, der sætter dem udenfor deres sociale omgivelser, hvilket netop er udgangspunktet for andre racismer. Det jødiske folk "bliver ramt af deres religiøse personlighed, i deres historie, i deres forbindelse til deres forfædre". (Fanon).
For anti-semitter repræsenterer denne assimilation og mangel på "race-mæssig" adskillelse, en særlig perverteret fare mod "racens renhed". De jødiske ghettoer var et produkt af denne anti-semitiske racisme, hvis ofre først skulle identificeres gennem en fysisk adskillelse og siden af den gule stjerne på deres tøj! Såkaldt "jødisk udseende" var kun propaganda, selvom jøder, der tilfældigvis måtte have sådanne træk, var udsat for yderligere svære problemer.
For alle racistiske intentioner er det jødiske folk meget "nyttige" ofre, for ikke engang "den offentlige mening kunne forestille sig en sammensværgelse af sorte mod Tyskland og "en neger-bolsjevistisk sammensværgelse". Men et par jøder i det kommunistiske parti, i udlandet, eller endda i Moskva var ikke så svære at finde eller opfinde. Det gør absolut ingen forskel, om propagandisterne selv troede på dette eller ej - det virkede overfor masserne, og var en af grundene til massakrene.
Zionisme, for at benævne det kort, er en politisk kategori, ikke en racistisk. For at sige det på en anden måde: "I Tyskland er der flere zionister, end der er jøder - specielt i de politiske partier". (Dette er et citat fra de jødiske blad "Semit", 2/90, tilbageblik på Strauss, Adenauer og Springer).
Effektiviteten af racismer, specielt for det hvide "pjalteproletariat", kan delvist forklares med konkurrencen. For de rige er immigranter ikke nogen korkurrence økonomisk, de lever alligevel i andre områder, så de rige har råd til at være liberale i ordets bogstaveligste forstand.
Jo færre venstrefløjsalternativer, der er til rådished, jo svagere kvinde- og anti-racistiske bevægelser står, jo strækere vil deklassifikationen (dvs. den sociale nedtur) vise sig i hadet mod kvinder og i racisme. På baggrund af de eksisterende racistiske mønstre, vil deklassifikationen ikke lede til solidaritet mod den herskende magt, men til en patriarkalsk skarken nedad. Dette er udgangspunktet i forståelsen af den "økonomiske" udvikling af racismer og sexisme. Men dette antyder på ingen måde, at der ikke findes et personligt ansvar i beslutningen mellem at gøre oprør eller sparke nedad.
Endnu mindre må man forlede sig til at tro, at racismer og sexisme kan tilintetgøres udelukkende ved den sociale tilstedeværelse af en stærk venstrefløj. De eksisterer altid - enten i det skjulte eller i det åbenlyse. Det betyder, at de skal bekæmpes af og indenfor venstrefløjen, også i tider, hvor de er mindre synlige, hvilket ikke blev gjort hverken i 1968 eller i 1980-81.
Som fornævnt er "race" bare en konstruktion for racistiske hensigter. At opstille "racer" er at tage stilling; undertrykker eller undertrykt. "Race" er en ekstra stabiliserende faktor i ulige politiske, økonomiske og partriarkalske forhold.
Men den er ligeledes blevet optaget og vendt om til en "race-bevidsthed" af det sorte folk i kampen mod den indre og ydre kolonialisering. Der bliver "race" til noget grundlæggende for organiseringen af modstanden mod racemæssig undertrykkelse (vigtige eksempel er Black Panter Party og Black Consciousness Movement). Klasseundertrykkelse og statsvold bliver oplevet som "race-mæssige forhold" og kampen mod det bliver uværgeligt ført på linien mellem "hvide og sorte". At kalde dette racisme, en af racismerne, ville være af forglemme en ganske væsentlig adskillelse i grundlaget. Hvide racisme bliver brugt til at opretholde det imperialistiske orden, den har en lang og blodig historie.
Generation efter generation har profiteret af den i forskelligt omfang. Kolonistater som USA, Israel, Syd-Afrika og Nord-Irland, har gennem de institutionaliserede racismer og delingen af erobringer, bragt profit til hele den hvide kolonialistbefolkning, arbejderne inklusivt! Når modstand mod dette opstår, når sort bevidsthed og sorte organisationer former sig i slavernes oprør for Harlem til Soweto, er dette rettet mod den imperialistiske status quo og hvide historie. Kampe motiverede af race-bevidsthed" er, som sorte kampe, anti-racistiske.
Indtil alle racismer er bekæmpet, er organisationer, der former sig omkring undertrykkelsesaksen "race", en absolut nødvendighed:
"Det ville være at afvæbne sig selv politisk og taktisk, hvis man skulle benægte realiteten af fordomme og mærkbare forskelle, hvor de end måtte komme fra. Det ville være umuligt - med den mulige undtagelse af et par tusinde studenter - at organisere en massebevægelse".
(Neville Alexander).
På den måde er sorte befrielsesbevægelser anti-imperialistiske og anti-racistiske, men ikke nødvendigvis anti-kapitalistiske eller anti-patriarkalske. Fanon siger, at efter en så lang periode med kolonial- og imperialistisk deidentifikation, er "tredje verden"’s nationalisme den eneske vej til, at opnå en kollektiv identitet og en praktisk forening af de, indtil nu, splittede undertrykte.
Dette er måske uundgåeligt, men ikke desto mindre holder det sig stadig indenfor rammerne af den typiske et-skridt-ad-gangen metode, i hvilken den nationale befrielse bliver sat højere end arbejderklassens, der igen kommer før kvindernes. Klassekampe og kampen mod patriarkatet fortsætter med at eksistere i befrielsesbevægelsernes program, men bliver "frosset fast" af hensyn til den nationale sag. Men denne fastfrossenhed er kun tilsyneladende.
Mens arbejderklassen og kvinderne flot bliver præsenteret som kæmpende i den nationale befrielsesbevægelse, (hvorved man opnår en vigtig forskel i forhold til kolonial-marionethærene), forsvinder de efter den nationale sejr i den økonomi, der skal opbygges og i det patriarkalske samfund, der skal blive til en nationalstat.
Den nationale sejr i sig selv opnås ikke nødvendigvis ved brug af sexistisk-reaktionær mobilisering. I virkeligheden er det gamle styre faldet ved kvindernes kamp, men bagefter, som i Iran, rammer rekylen: de national-"revolutionære"’s andet slag er rettet mod kvinderne på en "fundamentalistisk" eller stalinistisk måde.
Selvfølgelig er sorte ikke kun opdelt i klasser og køn i de af befrielsesbevægelsens skabte nationalstater.
Disse opdelinger har, som hos de hvide, forskellige karakterer, for de er bestemt af en lang historie med hvid racisme og modstand mod denne. I kritikken af begrebet arbejderklasse er der allerede blevet snakket om den racistiske og patriarkalske dimension i klassekampe. Så det er logisk, at sorte anti-racistiske organisationer og -teori ikke nødvendigvis er hverken anti-kapitalistisk eller anti-patriarkalske.
4.
"Begrebet patriarkat er blevet genfundet af de nye feministiske bevægelser som "verbalt våben", fordi bevægelsen harvde brug for et begreb, i hvilket den totalitære såvel som den systematiske karakter af undertrykkelses- og udbytningsforhold oplevet af kvinder, kunne udtrykkes. Patriarkatet repræsenterer de historiske og sociale (...) dimensioner, og er derfor mindre åben overfor biologiske forklaringer den for begrebet mandligt herskab. Historisk set er patriarkalske systemer ikke universelle og tidløse systemer, der altid har eksisteret. (...) Hvis patriarkatet har et bestemt udgangspunkt i historien, kan den også have en ende".
(Maria Mies).
Det ovenstående citat forklarer den definition af patriarkat, der bliver brugt her, og hviler uderligere på nødvendigheden af, at linien i anti-patriarkalsk kritik bliver lagt af feministiske kvinder.
Dette afsnit vil ikke beskrive DEN feministiske teori eller praksis, dertil er den for omfattende og virkelig.
Visse aspekter af feministisk teori skal dog lige ridses op:
Vold mod kvinder blev taget ud af den private sfære og bevist som værende struktuel og gennemgående i alle andre relationer; den humanistiske forestilling om menneskeheden brød sammen og viste sig at være en mandlig forestilling om mænd og kvinder, og dermed blev kvinder synliggjort; den herskende opfattelse af naturen i videnskaben blev frarøvet sin påståede neutralitet og kvindernes indordning under naturen blev fjernet; hele filosofien, inklusiv de venstreorienterede tænkere, blev kritiseret for at være baseret på patriarkalske præmisser; fremhævelsen af forbindelsen mellem sexualitet og dominans; kritik af alle tvedelinger (f.eks. opdelingen af sjæl/legeme, natur/mennekse(!)); som nævnt, kritik af opfattelsen af arbejderklassen; betydningen af husmødrenes arbejde og kvinders reproduktive arbejde i "den tredje verden"; kravet om retten til at bestemme over sin egen krop, mod al reproduktiv teknologi og love mod abort; og som et sidste eksempel, den generelle holdning, at på trods af al klasse- og "race"-hieraki giver systemet enhver mand kontrol over mindst en kvinde, og at det er hans ansvar at nægte dette.
En masse af disse kritiskpunkter og især praksis i den forbindelse er rettet direkte mod den traditionelle og autonome venstrefløj, fordi det har indflydelse på dens teoretiske udgangspunkt, dens indre struktur og drømme. (Mere om det i afsnit syv).
Noget mere præcist om vold mod kvinder:
"Jeg tror ikke at vigtigheden af sexuel og fysisk vold (psyksik vold er noget andet, fordi dens effektivitet ofte hænger sammen dem de andre) mod kvinder, er blevet forsået i den fulde (sociale) deminsion - heller ikke af os selv. Vanskelighederne ved at finde liøninger har været enorme på grund af mishandlingernes individuelle karakter. Derfor har vi været dårlige til at se de forandringer, der opstår og forstå dem, fordi de kun langsomt, men sikkert, kommer frem i lyset. Seksuelle overgreb mod små piger og voldtægt rammer ikke bare mogle piger og kvinder, men millioner af dem! Specielt misbrug af børn er, som det kommer frem, et massefænomen! Det er derfor, at vi kan sige, at dette fænomen symboliserer kvindens sociale rolle. Hvis du har haft øjnene åbne, vil du i det mindste have en idé om de forfærdelige og frem for alt ubevidste konsekvenser som seksuelt misbrug i barneårene har for rolletilstanden. For resten af kvindens liv vil dette altid være en afgørende faktor". (Af et brev fra en kvinde i diskussionen).
Patriarkat eksisterer ikke, som defineret i starten, i et socialt-økonomisk vakuum. Det er forbundet til de andre former for undertrykkelse, og har en fælles historie med gensidig stabilisering.
Derfor kan kvinderne ikke eksistere som abstrakte væsener og upåvirkede af deres klassetilhørsforhold i et klassesamfund. Formerne for undertrykkelse af kvinderne - og modstaden imod den - er forskellige: for middelklassekvinden er det anderledes end for hendes rengøringskone, og deres forhold er igen forskelligt for en udbyttet syerske på en malaysisk fabrik eller en bomundsplukker i Afrika.
Også den historiske opdeling af kvindebevægelsen i en borgerlig og en proletarisk bevægelse, afspejler de forskellige klassepositioner. Begge manglede, modsat den nye kvindebevægelse, en feministisk teori og oprigtig autonomi. Den første var mest relateret til statsreformistisk politik og i forhold til sidstnævnte blev det i 1935 af Komintern (Kommunistisk Internationale) sagt, at der ikke fandtes noget specifikt kvindespørgsmål.
Samtidige diskussioner mellem venstreorienterede- og kulturelle kvinder reflekterede også forskellige klassepositioner.
"Undertrykkelsen af kvinder kender ingen etniske eller racemæssige grænser, det er sandt. Men det betyder ikke, at den er identisk indenfor disse grænser. Og reservoirerne af vores gamle kræfter kender heller ikke disse grænser. At behandle den ene uden så meget som at nævne den anden er at benægt, hvad vi har tilfælles, såvel som hvad der adskiller os".
(Audre Lorde).
"Der findes ikke en sådan ting som universel patriarkalsk sammenhæng - ikke indtil nogen postulerer en international mandlig sammensværgelse eller et massivt uhistorisk magt-hierarki. Men der findes en verdensomspændende magtstruktur, i hvilken enhver analyse af kultur, ideologi og social-økonokisk tilstand nødvendigvis skal placeres".
(Chandra Talpade Mohantey).
I denne tekst er der allerede givet eksempler på den patriarkalske og racistiske dimension af kapitalistisk udbytning og hvordan racismerne gennemtrænger klassepositioner og -kampe. Senest blev betydningen af klasseforskelle i patriarkalsk undertrykkelse diskuteret. Hvad der nu står tilbage, er spørgsmålet om, hvilken indflydelse racismer og euro-centrisme har på patriarkatet. Diskussionen mellem sorte og hvide kvinder om dette er lige startet i den tyske kvindebevægelse, da den diskussion, som dette papir er et resultat af, begyndte.
Det faktum, at diskussionen først kun blev holdt i kvindegrupperne - og meget intenst - er helt sikkert ikke noget tilfælde. Venstreorienterede mænd har, hvis det har drejet sig om svære angreb og temaer, mest bare stukket hovedet i jorden og ventet. Og det er dér, at kritikken om racisme/euro-centrisme rammer særligt dem lige i ansigtet, og ligesådan er det med kritikken af deres patriarkalske privilegier.
Kritikken fra sorte feminister er essentiel for diskussionen om triple-undertrykkelse - på en måde er det opsummering af alle deres erfaringer.
Deres kritik angriber racismer ud fra et feministisk sandpunkt, og tænker, observerer og arbejder udover klasseforskelle og forskellene mellem metropolerne og "tredje verden".
"To tredjedele af verdens befolkning er farvede - det skal hvide feminister gøre sig klart. De skal kigge på forholdene, under hvilke folk de lever, og snakke om magtforhold. Hvem har magt til at undertrykke? Hvordan står farvede kvinder? Hver eneste undertrykte gruppe skal defineres sin egen vej til befrielse. Men hvide feminister må indrømme, at de former en del af den økonomiske og kulturelle imperialisme, at de har en euro-centrisk synvinkel, og ofte tænker, at de har en højrer intelligens end andre dele af befolkningen. Hvor mange hvide feminister ville være villige til at acceptere en afrikansk kvindes ledelse? Hvordan kan kvinder snakke om en eller anden form for frihed uden at se på Syd-Afrika? Feminisme må konfrontere sig med imperialisme, med landerettigheder, Maori’s indianere, sorte kvinder i Syd-Afrika - hvis den ikke gør det, er det en meget kortsigtet feminisme uden globalt perspektiv".
(Gloria Joseph, 1988)
"Det bliver påstået, at racisme og sexisme er ens processer. Ideologisk, for eksempel, benytter de sig begge af naturlige og biologiske forskelle. Det menes også, at begreberne "race" og køn begge repræsenterer sociale kategorier, men lige så snart en historisk analyse bliver udviklet, er det klart, at de er forskellige, og at analyserne derfor også må være det.
Det faktum, at sorte kvinder på samme tid bliver undertrykt af både patriarkat, racisme og klasseherskab, er hovedårsagen til ikke at bringe analogier, der vil gøre triple-undertrykkelse usynlig. Vi kan ikke definere den eneste ene kilde til undertrykkelse. Hvor hvide kvinder kun nævner patriarkat, ønsker vi et mere komplekst koncept. Vi finder det også svært at adskille klasseposition for sexisme, fordi vi i vores liv oplever dem begge samtidigt.
Som sorte kvinder er vi af nødvendighed solidariske med de sorte mænd mod racisme. Dette er en solidaritet, som hvide kvinder naturligvis ikke kan have for hvide mænd. Vi kæmper sammen med sorte mænd imod racisme, men lige så meget imod deres sexisme. (...) Den hvide feministiske teori og praksis må anerkende, at hvide kvinder er undertrykkere i et magtforhold til sorte kvinder. Dette kompromitterer enhver feministisk teori baseret på eksisterende lighed mellem alle kvinder. Tre centrale dele af feministisk teori (familie, patriarkat, reproduktivt arbejde) bliver problematiske, når de bliver påført sorte kvinder. Måden hvorpå sorte kvinders køn blliver socialiseret, er forskellig i forhold til hvide kvinders, fordi den racistiske komponent er tilføjet. (...) At forstå afhængigheden af begrebet husmor er problematisk for sorte kvinder. Påstanden om, at denne model bygger bro mellem den materielle situation i husholdningen og det ideologiske begreb feminitet, overser det faktum, at sorte kvinder meget ofte styrer husholdningen.
Sorte mænd er ofte arbejdsløse, og kvinderne er ikke så afhængige af dem. Hvordan kan det påstås, at sort mandligt herskab eksisterer og fungerer på samme måde som hvidt mandligt herskab? Slaveriets, kolonialismens og imperialismens historie har systematisk sat de hvide manderoller udenfor de sorte mænds rækkevidde. (...) Magtforhold i slaveriet er tydeligvis også patriarkalske. Men der en en forskel på sorte og hvide mænds patriarkalske behandling af sorte kvinder. (...)
Forståelsen af reproduktivt arbejde må også problematiseres. hvilket betydning har det i en situation, hvor sorte kvinder laver husholdningsarbejdet for hvide kvinder? I denne sammenhæng er de ikke betalte arbejdere, men spiller en rolle, hvor de udfører det reproduktive arbejde for både sorte arbejdere og hvide på samme tid. (...) Tendensen til at generalisere undertrykkelsen af (et så svært begreb som) "tredje verdens" kvinder op til det punkt, hvor al mening går tabt, er typisk for den måde hvide, i deres koncepter og teorier, behandler det unikke i alle vores erfaringer og undertrykkelser. Begrebet patriarkat blev skabt for at udskille sexistiske kræfter for andre sociale kræfter, som kapitalismen. Men ved at bruge dette begreb i denne vending skjules andre forskelle".
(Hazel V. Carby. Fra "The Empire Strikes Back", 1982)
"Måden hvorpå kapitalisme, patriarkat og "race" strukturer udbytningen og undertrykkelsen af sorte kvinder, får det til at virke umuligt og uønskeligt at fokusere på en bestemt grund til undertrykkelse; alle tre er altid til stede i den sorte kvindes daglige erfaringer".
(Pratibha Parmar)
Det næste citat kommer fra en tale holdt af en filippinsk kvinde, på et internationalt møde i Frankfurt, om sexuel og racemæssig udbytning. Det referer direkte til situationen i Tyskland. Hendes kritik er rette til sammenhænge af kvindernes bevægelse, men skal rettes mod hele den hvide venstrefløj. Netop derfor er den trykt her.
"At lide under hvid racisme, koblet sammen med sexisme, er en obligatorisk del af dagligdagen for en udenlandsk kvinde i Tyskland.
Det bliver konstant understreget; landet tilhører ikke dig. Hun føler sig tabt, uønsket, dårligere og isoleret. og de udenlandske kvinder føler også skam, for de bliver set på som købte kvinder; beskidte uden moral. "Hvordan kan du lade dig selv sælge?", siger de tyske kvinders ansigter. Hvad ved I om, hvordan det står til i vores hjem? Ved I, hvad det vil sige at blive udbyttet af de multinationale? (...) I ser på os som offre. Offre? Hvis der er noget, jeg ikke ønsker, er det at blive set på som offer, for jeg ville være bange for, at I ville komme og "redde" mig, hjælpe mig af humanitære grunde.
Vi har ikke brug for jeres medlidenhed, vi kræver jeres samarbejde. Derefter kan vi snakke om solidaritet. Solidaritet kan kun bestå ud fra lige grundlag; vi skal stå på samme niveau og ikke en over den anden. (...) Og i hovederne tænker mange af jer: "Hvorfor lader du dig behandle på den måde af disse stupide tyske mænd? Hvorfor bliver du ikke skilt?" I kan ikke forstå det, vil ikke acceptere det, for I bedømmer dem ud fra jeres egne standarder, bevidst eller ej. For I har ingen idé om, hvad det vil sige, hvordan hendes forhold er hjemme, eller hvor små hendes muligheder er. Men mest af alt fordi I ikke kan acceptere, at der findes mange veje til befrielse.
Hvem er de, disse tyske kvinder? De kalder sig selv vores søstre - vores stor søstre...!
De er vores samtalepartnere, der diskuterer med os om vores problemer - Har tyske kvinder ikke problemer? Hvorfor er det altid os, der snakker? (...)
De er ligeledes de herskende kvinder på grund af, hvad de tilhører, deres nationalitet, som medgerningsmænd i udbytningen af de underudviklede lande i "tredje verden". De viser stor solidaritet med os, går med i kampagner for at bekæmpe undertrykkelsen af kvinder i vores lande. Lande, i hvilke krige ofte er en hverdagsrealitet. Hvad ved I egentlig om vores lande? Hvorfor viser i solidaritet? Hvad ligger der bag det? (...) Der er også kvinder, der har været i "tredje verdens lande" i deres ferier eller på nogle projektstudier, og kommer hjem og påstår, at de er eksperter. Så holder de foredrag og taler om os og vores kvindebevægelser. Og for mange af jer er de mere troværdige end os selv. (...)
En anden grund til at tyske kvinder eutusiastisk involverer sig i støtteprojekter for udenlandske kvinder, er den styrke som mange venstreorienterde kvinder oplever i forbindelse med sociale bevægelser og befrielseskampe i den såkaldte "tredje verdens lande", udbytning, korruption, feudalisme og US-imperialisme, skaber forudsætninger for befrielsesbevægelser. Den undertrykkende situation er så klar, som den kan blive. I de riges monopol-kapitalistiske lande, kan en sådan styrke ikke udvikles - i hvert fald ikke unde store problemer. Men i mange kvinder er det en længsel efter massernes entusiasme, deres styrke, deres kamp, som ikke kan opleves her. Dette er forbundet med ideen om, at alt ukendt må være eksotisk. jeg kan forstå længslen. Men det er alligevel svært at bære, når hvide kvinder starter på at fortælle os om vores egen kampe. Hårdt, når de i gammel kolonial stil prøver, at gennemtvinge deres feministiske teori. Hårdt, når de på samme tid kræver at blive anerkendt for deres støttet".
(Liclic Orben Schmidt, 1989)
Endnu en gang: Alt hvad der er sagt, rammer i lege så høj grad venstreorienteret teori og -opførsel og venstreorinterede (hvide) mænd i særdeleshed.
Hvis de, der her så intenst er blevet citeret, hovedsageligt har snakket om kvinders struktur, er det simpelthed fordi, der andre steder er meget lidt diskussion om det, og at der ikke har kunne findes nogle overbevisende tekster andre steder.
5.
"Målet med teori er ikke at højne vores intellektuelle eller akademiske rygte, men at åbne for muligheden for at forstå den historiske verden og dens processer, for at opnå retninger for vores praksis, og om nødvendigt forandre den".
(Stuart Hall)
Teori, der ønsker at vise og bekæmpe undertrykkelde forhold, er ikke blot hul headbanging. Fjendtligheden mod teori er delvist at afvæbne sig selv, for uden teori kan kun umiddelbart oplevet herskab registreres, ikke dens strukturer, historie og globale omfang. For at fremkalde dette er idéer, begreber og et fælles sprog nødvendigt. Brugen af fælles sprog forener - forvirring over ord og uklare idéer splitter.
I alle befrielsesbevægelser har udvidlesen af bevidstheden, selv under de sværeste betingelser, spillet en central rolle i kampen; teori er et våben og våben opgiver man ikke frivilligt.
Undertrykkelsens totalitet, som vi snakker om, kan simpelthen ikke opleves direkte af enhver. Jo mere hvid, mandlig, rigere og metropol-borger, jo mindre er det muligt at opleve denne undertrykkelse direkte, og jo større er forpligtigelsen til at udvise solidaritet, for at forstå disse realiteter i en læreproces, så du kan udføre effektiv solidaritet.
Herskab er et centralt begreb. At definere det som den ene side i dualismen mellem mænd og kvinder, sorte og hvide, mellem arbejder og kapital er for snævert. Dette forudsætter en unik og fuldstændig separat eksistens af de to sider, der ikke har den mindste smule dialetik.
Herskab med henblik på udbytning og bevarelse af magt er snarere en mange sidet praksis af undertrykkelse på basis af adskillige overlappende forhold. Reglerne for herskab ændres konstant, som historien går videre, og dets materielle og indre struktur bliver fornyet hele tiden. Der findes ingen uhistorisk kapitalisme, patriarkat eller racisme. De, og deres forbindelser til hinanden, er processer af konstant forandreing. At lave en skillelinie mellem disse undertrykkelser, mellem deres materielle basis og deres ideologiske øvre struktur, ville være akademisk.
Det er derfor, "at det i nyere tid er blevet svært at finde en simpel økonomisk klasseinteresse, der ikke er gennemsyret af ideologi". (Hall)
Og Gramsci tilføjer, at det er en lærerig forskel mellem form og indhold, at se de materielle krafter som indhold og idelologi en som form. Fordi "de matrielle kræfter kan ikke forstås historisk uden form og ideologien ville, uden de materielle kræfter, bare forblive individualistiske indfald. (Fra; Filosofi Og Praksis)
"Ideologiers" materielle vold, såsom racismer og had mod kvinder, er for tydelige.
Herskab er aldrig komplet, der er sprækker i det og dets internalisering (d.v.s. det at overtage andres tanker om holdninger som sine egne) forløber aldrig uden modsætninger. Undertrykkelses mekanismerne er ikke konstrueret separat og er ikke allesammen forskellige i metropolerne og "tredje verden". De bliver oplevet på forskellige måder, afhængigt af hvilke undertrykkelser man er konfronteret med, af hvilke af dem man måske selv begår eller bruger, og specielt; afhængigt af om man kæmper imod dem eller ej. Det er ikke seperationen af undertrykkelsesmekanismerne, der er vigtig, men ders gensidige udtryk. Ingen af dem er fuldstændigt forbundne eller isoleret for hinanden - sammen udgør de en sammenhængende realitet.
Det er ikke dårligt at tænke på herskab som en slags net. Maskerne kan være større (metropolerne) eller mindre ("tredje verden"). Trådene kan være ældre (patriarkat) eller nyere (kapitalisme), mere stabile (som i Tyskland) eller svagere (som i Mellemamerika). Trådene er flettet sammen på forskellig vis (racisme er forbundet med kapitalisme på en anden måde end patriarkatet er det, etc.), og nette bliver repareret og fornyet af mange (kapital, stat, hvide, mænd) for at fange andre i det (kvinder, sorte, folk, arbejdere), der prøver at smadre det, så godt de kan.
Dette syn på et slags net-lignende herskab i hvilket OPPE og NEDE bliver bevaret i kraft af hver enkelt tråd, og ikke af nogen enkelt grund, ingen hovedmodsætning, rejser også spørgsmålet om det revolutionære subjekt. Hvis dette ikke længere kan udledes af en dualisme, fra en enkelt mest vigtig grund, så kan ingen gruppe af undertrykte få tildelt en priviligeret avantgardeposition.
At bestemme hvem der er det revolutionære subjekt ud fra en lægge antallet af undertrykkelser sammen (Den der er mest undertrykt - skal forsvare sig selv mest) ville være en abstrakt konstruktion af numerisk videnskab, der ved hjælp af matematik ville give de sorte kvindelige arbejdere en rolle, de slet ikke har bedt om. At udnævne dem til det revolutionære subjekt, ville være komfortabelt for metropol-venstrefløjen, for det ville drage nogle konsekvenser med sig.
Men livet og kravene fra de sorte kvinder og arbejdere kan meget vel være en målestok i spørgsmålet om, hvordan drømmen om befrielsen må være, for at gøre en ende på alle undertrykkelser. På denne måde bliver ingen enkelt undertrykkelse nedvurderet, men bæstet bliver vist i sin helhed!
Spørgsmålet om, hvis undertrykkelse, der er den vigtigste, havde mest til formål at opsætte strategiske konsekvenser; derfor påstod de socialdemokratiske og stalinistiske arbejderbevægelser for årtier tilbage, at udbytningen af arbejdere var mest vigtig sammenligned med andre "sekundære modsætninger". Dette er et abstakt spørgsmål, der ikke kan besvares uden, at fremkomme med bizarre sammenligninger - Hvad der værst, heksejagt eller slaveri? Vold mod sorte mænd eller mod hvide kvinder? Krig i metropolerne eller krig i "den tredje verden"?!
Men i virkeligheden er spørgsmålet et andet. Den globale samtidighed af forskellige undertrykkelsesmekanismer og idéen om et net-lignende herskab bør henvise enhver umiddelbar situation til den konkrete oplevede undertrykkelse. Så kommer forskellene i sammensætningen af undertrykkelsesmekanismerne frem for dagens lys. Og de kan være mere eller mindre racistiske, mere eller mindre patriarkalske, mere eller mindre imperialistiske eller kapitalistiske.
Nogle eksempler: En hvid mands vold mod en hvid kvinde er kun overfladisk forbundet til den kapitalistiske/imperialistiske udbytning, og har i basis intet med racisme at gøre. En hvid samlebåndsarbejder er ikke udbyttet af racisme og bestemt ikke af sexisme, men den sorte arbejder ved hans side er i hvert fald undertrykt af racismer. Når hvide arbejdere banker en sort mand, er det hovedsageligt racistisk - selv om dette måske kan have en forbindelse til den kapitalistiske udbytning af dem alle. Når sorte arbejdere strejker mod en hvid arbejdsgiver, spiller mange forskellige komponenter en rolle. Listen er er i realiteten endeløs.
At alle undertrykkelser skal bekæmpes, er klart - og det afhænger af genkendelsen af de specifikke konstellationer af undertrykkelsen, der er bestemmende for, hvordan kampen skal kæmpes. At kampen mod én komponent af undertrykkelse kan lave huller i nettet på andre steder (som de britiske minearbejders strejke, hvor også minearbejdernes koner organiserede sig), er acceptabelt, men det er lige sandsynligt, at nettet strammes på andre steder, hvis kampen kæmpes forkert eller ufærdigt, (arbejdernes kampe retter sig ofte mod "dobbelt"-tjenende kvinder og sorte folk).
Risikoen for forkert eller uheldige kampe er en grund til at opgive venstrefløjens selvsikkerhed og centrering. Juliet Matchell sagde det på denne måde:
"En udbyttet klasse, en undertrykt gruppe kan ikke opnå nogen politisk bevidsthed, hvis den ikke har erkendt forholdene mellem alle klasserne og grupperne i samfundet. Ved at vende sig indad vil den aldrig få denne nødvendige bevidsthed".
6.
INTERMEZZO: NS (National-Socialisme), fascisme og kommunistisk modstand.
Dette er absolut ikke, som det måske først måtte forekomme, irrelevant, for NS-fascismen er et historisk lærestykke af en speciel tysk kombination af kapitalisme/imperialisme, patriarkat og racismer. Den nuværende stortyske imperialisme taget i betragtning, er det nødvendigt at kigge på fortiden med nutidsøjne. Det er altid nemmere, at forklare noget der er sket, end det der sker nu.
Den traditionelle venstrefløjsanalyse af nationalsocislismen, som diktaturet af den mest reaktionære fraktion af finanskapital, forklarer ikke nazisternes afgørende støtte fra metorpolerne, men sætter kun fokus på et af aspekterne i nationalsocialismen. Den forklarer hverken "den svigtende arbejderklasse" eller den relative store base for NS-fascismen i Tyskland. Som i enhver anden nationalisme var populariteten af nationalsocialisme baseret på løftet om, at fordi du tilhørte en bestemt nationalitet eller "race", ville du få privilegier over dem, der ikke tilhørte samme. Den gav ligeledes en illusion af identitet, hvilket slet ikke var tilstede i den virkelige verden, men imødekom et vist behov for orden og imod isolation.
De mobiliserede kræfter i nazi-ideologien var bundet til allerede eksisterende kræfter: Racistiske idéer om en tysk overlegenhed over andre folk; krav (fra læger) om udryddelsen af "liv uværdigt til at leve" i den socialdarwinistiske tradition; mandefælleskabs idealer, der reagerede meget fjendtligt imod kvindens ændrede rolle i samfundet; 20’ernes ideologier om nødvendigheden for "Lebensraum" (plads til at leve), og tilbagevinding af kolonierne ved at revidere Versaillestraktaten; og sidst, men ikke mindst, socialt stående ideologier rettet imod klassekampen og for folkets enhed.
Effektiviteten af disse ideologier blev mangfoldiggjordt med nationalsocialismen, fordi de blev materialiserede i en statsmekanisme. Dette ledte til den kort omtalte accept af udryddelsen af "ikke-ariere" og venstrefløjskammerater.
Nationalsocialismen indebar en maget special form for racistisk organisering af arbejdskarften. Specielt i krigsøkonomien bredte udbytningsformerne sig fra arbejde af den industrialiserede slags, over så godt som ubetalt tvungent arbejde, til arbejdende slaver og "destruktion gennem arbejde". Opdelingen gik strengt efter nazisternes "race"-skala: Ledelsen var tysk (arisk), ligesom teknikerne og højt uddannede arbejdere.
Niveauet derunder var opbygget af ikke-frivillige "hyrede civile arbejdere" for de besatte lande i Vesten og Tjekkoslovakiet. Endnu lavere stod de polske arbejdere og allerneders var de russiske krigsfanger.
Ved siden af dem, i overensstemmelse med sedlen på deres tøj, var kvinderne og mændene, der var internerede i koncentrationslejrene, der alt afhængig af deres brugbarhed og standhaftighed blev dræbt før eller siden. Bemærk særligt, at med denne kombination af arbejdere blev der ikke bare produceret almindelige forbrugsgoder, men high-tech projekter i de centrale sektorer! F.eks. i IG-farben’s regi i Ausschwitz, gik undertrykkelser, der normalt er adskilt af kontinenter eller hele historiske epoker, hånd i hånd. Modstand kom hovedsageligt fra de andre dele af hierarkiet, mens fanger, polakker, russere og jøder belv efterladt alene af store dele af de tyske arbejdere. De opførte sig ikke som klassekammerater, men, i overensstemt med deres plads i hierarkiet, som "Herrenmanschen" (overmennesker). De, der viste solidaritet, var venstrefløjsfolk eller bare medlidende arbejdere, men de var en lille procentdel af millioner. I følge den nationalsocialistiske logik var der måske en økonomisk grund til masseudryddelserne af jøder og befolkningen i Øst, men generelt blev en ren racistisk ideologi anvendt. Den fastlagde i hvilken rækkefølge udryddelserne udførtes, den lagde grunden til beslutningen om forsøg med mennesker.
På en bestemt måde havde nationalsocialisme i løbet af 12 år brugt alle historiske racismer i en komprimeret form; forfølgelsen af syge og mentalt handicappede op til drabene på dem, progromerne mod det jødiske folk op til udryddelsen, krigen for erobring af kolonial plads og udbyttelsen og udryddelsen af dem, der boede der (progromer for Afrika’s område lå allerede i skufferne).
Nationalsocialismen mobiliserede ikke kun dens tilhængere på fjendebilleder, men også på brutaliteten, "race-renheden" og lederkulten i partiorganisationerne.
Ønsket om ens egen magt kom klart til udtryk ved at sparke til dem på nederste trin. I det private regi betød nationalsocialismen, ihvertfald ifølge deres program, mandens kontrol over mindst en kvide.
På det sociale område har en umiddelbar interesse i at have kontrol over "deres" kvinder, for de er uundværlige for "race-renheden" og fortsættelsen af "racen". Alle nationalsocialismens lovede forbedringer overfor kvinder, tjente kun det formål, at de skulle henholde deres rolle. Denne rolle var kun gyldig for "ariske" kvinder - den racistiske deling gik igennem begge køn. Jødiske, polske og russiske kvinder blev forfulgt på grund af deres nationalitet, fordi deres "muterede race" var uønsket. De blev ikke gjort til heltemødre, men derimod behandlet som "untermanschen" (undermennesker); Fevensbruck eller andre kvinde-koncentrationslejre havde tyske kvindelige vagter i det omfang, de havde fået lov til dette af StatsSchutz (SS).
Tyske kvinder, der kæmpede imod nationalsocialismen, gjorde det, fordi de var kommunister eller jøder, og som sådan var de nødt til at kæmpe. Det faktum at 800.000 kvinder kæmpede i den Røde Hær i partisan-bevægelserne i Øst og Vest, er først fornyligt blevet kendt - bl.a. takket være Ingrid Strobl.
Med opdelingen af alle kvinder efter deres "race" og nationalitet, efter deres politiske overbevisning og deres klasseposition, bestemte nationalsocialismen og den anden verdenskrig, generelt de patriarkalske modsætninger i de forskellige samfundslag. Bare at være kvinde bestemte ikke, hvilken side af barrikaden du stod på.
"Det er ikke den litterærer fremhævelse af begreber, men meningen og betydningen af disse, som bliver fremhævet af aktive kæmpere, der bestemmer værdien af en organisation"
(Rosa Luxenborg)
Det skal ikke påståes, at historiens gang ville have været en anden i 1933, hvis KPD (Tysklands Kommunistiske Parti) havde haft en anden politisk linie. Den (revolutionære) venstrefløj var svag, og var konfronteret med en bred front af middelklasse- og fascistiske kræfter. Men et par enkelte aspekter er bemærkelsesværdige, og noget kan læres af dem.
Bolsjevikiseringen af Sovjetunionen fra starten af 20’erne, betød også for det kommunistiske parti i Tyskland et stift hieraki, forbud mod fraktioner og eksklutioner, hvis man brød partilinien. At kulturradikale- og kvindesagsholdninger, der på forhånd blev degraderet til småborgelige, anarkistiske eller sekundære modsætninger, ikke havde en chance for at opnå indflydelse på partiets ledelse, er åbenlyst.
Med staliniseringen af KPD forsvandt kvinderne fuldstændigt fra partiets ledelse - centralkomitéen. For ikke at give nazi-propagandaen noget holdepunkt, blev kommunister af jødisk oprindelse fjernet for frontlinierne. KPD var ikke racistisk, men det havde "hvide pletter".
I dets program var KPD mere progressivt overfor kvinderne end de andre partier (f.eks. gik de ind for afskaffelse af loven mod abort), men dets udgangspunkt var at det var sekundære modsætninger. Og Rosa Luxenborg’s spørgsmål til det sovjetiske kommunist-parti kunne også stilles til KPD.
Solidaritetsbegrebet var rettet mod den klassebevidste proletar, og KPD var orienteret mod mandlige værdier. Aldrig var der over 15% kvinder indenfor deres rækker - kun i "velgørenheds"organisationen Rød Hjælp bestod ledelsen af 50% kvinder.
Hele den private sfære blev adskilt fra klasseorienteringen, hvilket tillod den patriarkalske undertrykkelse af forsvinde ind i den "proletariske familie", til hvilken KPD-propagandaen holdt af at tillæge "rene piger, stærke kammerater og heroiske møder". Dette kørte parallelt med Sovjetunionen, hvor de første progressive love om frigørelsen af kvinden blev rendt over ende af stalinisme.
2. DEL
"Den psykologiske struktur af en klasse er et moment af dens objektive situation".
Denne sætning er taget fra en undersøgelse, der blev lavet af et par hundrede arbejdere (praktisk talt allesammen mænd) og andre medlemmer af KPD og SPD (Det tyske Socialdemokrati). Et af resultaterne var, at mange venstrefløjsfolks faktiske holdning adskilte sig meget kraftigt fra det officielle partiprogram og et progressivt synspunkt. Den stabile anti-fascistiske kraft var meget mindre end det kunne udledes af medlemstallet og propagandaen fra KPD og SPD. Selvfølægelig var alle venstreorienterede folk mod krig og drømte om befrielse og lykke. De fulgte også deres parti - men det betød ikke nødvendigvis, at de var parate til at tage personlige chancer og drage private konsekvenser. Deres politiske synspunkt var ofte begrænset til bare, at omfatte det offentlige område, og de var ikke følelsesmæssigt forankret i deres personlighed.
Undersøgelsens spørgsmål: Hvad kan der gøres for at forandre verden?", blev af KPD-medlemmerne selvfølgelig besvaret med, at "den herskende klasse skal knuses!". Nå, fint, men når samme person besvarer spørgsmålet om, hvorvidt børn kan opdrages uden, at man slår dem med "børn skal slås for at lære respekt", eller når han, som 23% af KPD’s medlemmer, i opposition til KPD’s program, mente, at kvinder ikke bør have betalt arbejde, så er der noget helt galt! I undersøgelsen bliver der gået mere i dybden med dette, end det er muligt her.
Af alle medlemmerne i KPD, Socialdemokratiet og Venstresocialister i undersøgelsen havde kun 15% både en politisk skolning og en privat personlig revolutionær indstilling. Kun af dem kunne det forventes, at de i kritiske tider "kunne bringe modet, selv-opofrelsen og spontaniteten, der behøves til at lede de få aktive til sejr over fjenden".
Andre 25% blev beskrevet som "trofaste, men ikke aktive", resten var enten middelmådige eller, på det private område, direkte reaktionære. I KPD var der, relativt set, fire gange så mange sande revolutionære, der tog personlige konsekvenser, end i SPD, specielt blandt kadrerne. Men det indtryk, at det kun var kadrerne, der var gode revolutionære, er i hvertfald en fordom. De fandtes specielt blandt de ikke-stalinistiske kommunister, der ikke længere var medlem af KPD, og de var ikke inkluderet i undersøgelsen, og strømmen mellem højre- og venstre-partierne var meget høj.
En nødvendig bemærkning til forbindelsen mellem politisk bevidsthed og personlig adfærd skal gøres:
Undersøgelsen var blot et spørgeskema - havde den kigget ind i den faktiske adfærd, også i de "privatpersonlige revolutionæres", havde resultaterne bestemt set endnu mere miserable ud. Hvem er så ikke nysgerrig for at vide, hvilket resultat en lignende undersøgelse, der undersøger de nuværende forhold på venstrefløjen, ville komme frem til?!
7.
"Forsøg på at definere det kollektive subjekt i en komplet social forandring er stort set endt i en af to grøfter. Enten er en organisation - parti, fagforening osv. - nævnt, og så er det revolutionære subjekt ikke længere af kød og blod, men en institution, der er fremmed for dens medlemmer, og kan defineres præcist ved hjælp af dets program, interne regler, medlemslister m.v. Eller også er ingen organisation nævnt, men en tendens eller forsamling af individer, hvis væren ikke er troværdig og genkandelig og hvis program ikke er tilstede, men skal udledes som formodninger"
(Ruedi, autonom kammerat for Schweiz).
De to grøfter kan undgås, hvis vi har snakker om den autonome venstrefløj. Den er helt klart en tendens og ikke en streng organisation med et afklaret program. De punkter, hvorom folk mødes, er mere defineret ud fra den konkrete situation, og forandrer sig gennem tiden. Hvem og hvad der menes med den autonome venstrefløj, vil være klart efter endt læsning.
Den autonome venstrefløj er som gruppering ikke parat til revolutionære forandringer, og store dele af det autonome miljø ønsker ikke mere solidt organiserede strukturer. Det er snarere en følelse af oprør og modstand mod de herskende strukturer. På trods af lejlighedsvise initiativer og påstande om det modsatte, er det en defensiv tendens - hvilket ikke er overraskende, hvis man ser på magtbalancen i Tyskland.
Den autonome tendens er en uomgængelig del af historien, der ikke dukker op af ingenting omkring 1980. Det er ikke noget tilfældt, at det ikke blev bragt til live af arbejderne i fabrikkerne. Det er ikke noget tilfælde, at det ikke blev en anti-patriarkalsk kraft med kvinder i front. Det er ikke noget tilfælde, at det er hvide og praktisk talt udelukkende tyskere.
Alt dette er fortsat som "hvide pletter" i dets teori og praksis. Undertrykkende forhold indenfor egne rækker forbliver usynlige, og nogle globale undertrykkelses- og udbytningsforhold bliver kun taget op på en meget abstrakt måde, uden at blivedraget nogen konsekvenser. Dette er næsten aldrig bemærket, fordi horisonten af erfaringer, der er blevet indsnævret netop på grund af disse "hvide pletter", kan fyldes til bristepunktet med de punkter, hvor den autonome venstrefløj var/er stærk (f.eks. anti-atomkraftbevægelsen, Hafenstrasse etc.).
Resultatet af at disse undertrykkelsesmekanismer bliver usynliggjort, er desværre, at egne kampanger og sejre bliver overvurderede. Ofte bliver al opmærksomhed rette imod en selv og ens egne projekter, istedet for at arbejde henimod en succesrig kamp mod alle former for undertrykkelse. En stor afstand mellem situationen i de umiddelbare omgivelser og meget fjerne globale mål/drømme er typisk for selvcentrerede bevægelser. For realiseringen af drømme kan kun foregå ved erkendelsen af undertrykkelsen af andre og engagementet i at tilkæmpe sig potentialer udenfor egns strukturer. Jo mindre dette er gjort, jo mere bastant bliver selvcentreringen, og jo mindre bliver dette bemærket. At være venstreorienteret/autonom betyder så kun, at få godkendt ens egne projekter eller livsstil, og ikke den fælles opposition mod alle former for undertrykkelse og solidaritet med alle undertrykte. Kampangnen mod IMF-kongressen i Kerlin 1988 var et godt eksempel på den, i hvert fald delvise, overvindelse af selvcentrering.
Den autonome venstrefløj - Hvilken klasse tilhører den? Hvilket køn er den? Og hvilken farve/nationalitet?
En ting ad gangen:
Klasseposition:
Dette er ikke et forsøg på at lukke den kritiserede økonomisme ind af bagdøren igen. Revolutionære "sandheder" kan ikke udledes af individets placering i produktionsprocessen.
Men klassepositioner betyder en hel del mere end bare det. De er medbestemmende for holdninger og indfaldsvinkler. Dem fra arbejderklassefamilier har andre erfarnger og bearbejder dem anderledes end middelklassebørnene. Fabrikken er, afhængigt af klassepositionen, kendt eller ukendt område; mangel på penge i hjemmet er at oplevet eller blot et abstrakt problem; også oplevelsen af patriarkat og racismer er afhængig af klasse. Valget af politiske angrebspunkter er under indflydelse af klassetilhørsforhold; venstreorienterede arbejdere kæmper ofte en daglig kamp mod deres bosser og kapitalens krav - mens de, der har mulighed for at studere, har mere plads til internationale aktiviteter (der kan ikke indvandes noget imod nogle af dem!).
Klassepositionen bestemmer også livsstilen, hvilket ofte virker vigtigt for de autonome. Fabriksarbejde tvinger dig til at gå tideligt i seng, og hvis du skal gå i overalls eller stå og sælge kjoler hele dagen, er du nødt til at kunne lide andet tøj, end den almindelige autonome kan. Hvis du bliver lærling som 16-årig, har du ikke store muligheder for at etablere dig selv over årene i et venstreorienteret autonomt storby-miljø. De autonomes livsstil - også de autonome kvinders - er utilgængeligt for mange klassepositioner. Der er undtagelser, men de har ikke haft nogen afgørende indflydelse på hovedsammensætningen af det venstreorienterede autonome miljø.
Den temmelige forvirrende autonome klasseposition, der i mange tilfælde ikke er en arbejderklasseposition, skaber eller fortsætter de hvide pletter. Problemerne i politiske relationer hviler delvist på ideologiforståelsen blandt de autonome, der ofte ser på eller tænker om sig selv som "ikke-arbejdende", hvilket ofte ikke tilsvarer de faktiske forhold. På den anden side har denne selvforståelse forbindelse med finanseringen af autonomes livsbetingelser igennem statens eller forældrenes penge - hvilket absolut har meget med klasseposition at gøre.
Industriarbejdernes strejker bliver betragtet som eksterne begivenheder, så længe der ikke er nogen stor medieinteresse eller nogle pansere involverede. Betydningen af statens repression er mere eller mindre overvurderet, og den økonomiske vold undervurderet. Hvad der sker i de små firmaer og store fabrikker i tilfælde af rationaliseringer, eller industrielle småkrige og sabotage, er kun kendt for autonome specialister. Kapitalens internationale forbindelser og rekonstruktion forstås oftest ud fra overordnede økonomiske hensyn, og sjældent ud fra den betydning de har på arbejderklassens materielle forhold. Andre måder at kæmpe på og vise solidaritet, forsvinder som regel i de "hvide pletter". Dette leder ofte til, at arbejderne fordømmes til at være idioter, der kun har sig selv at bebrejde, hvis de "gider" gå på arbejde.
"En patriarkalsk mand kan ikke være venstreorienteret" (Enhver feminist)
Den autonome venstrefløjs køn:
Mens den autonome venstrefløjs klasseposition ikke flyder nogen plads i bevidstheden, og dens hvidhed ikke bliver gjort til et problem, er det anderledes på nogle områder i dens patriarkalske strukturer. Det er resultatet af kvindeorganisationernes arbejde og feministiske kritik. Den såkaldte "kønsneutralitet" på venstrefløjen blev afsløret som værende baseret på mandlige fælleskaber; befrielsen af arbejderen, som værende absolut kun befrielsen af den mandlige arbejder; venstrefløjen som en påstået fri-zone og model for drømmene blev bragt ned på et realistisk plan i de ("private") forhold mellem kvinder og mænd.
Hvis man ser på omfanget af denne kritik, er det ikke noget under, at den måtte kæmpe sig vej igennem venstrefløjen igen og igen, også igennem den autonome venstrefløj.
Tre eksempler for de sidste 20 år:
"Vi kan se, at i står med næsen mod en kæmpe betonmur, for i kan ikke se, at uden jeres gerninger organiserer folk sig, og i et antal i ville tro, var starten på revolutionen, hvis det var arbejdere"
(Helke Sander, sidst i 60’erne på SDS’s (Socialistiske Tyske Studenter) kongres. "Folk" betyder her den nye kvindebevægelse).
"En karneval af feminister vælter rundt i området, spiller pop-musik, klædt ud, smider med maling og stinker med et stænk af fejlagtig ideologi".
Således udtalte den dengang største Marxistiske/Leninistiske gruppe, KBW, sig om en kvindedemonstration. I følge KBW er feminister "absolut reaktionære", og måtte "bekæmpes nådeløst"! De gamle kadrer for KBW findes i dag ofte i de "realistiske" fløje af det Grønne Parti.
Og i 1989 mente et strategipapir at dække alt for, at et "radikalt venstre" kunne klare sig, uden så meget, som at nævne feministisk teori. Først efter protester blev denne indlagt i papiret, men i følge de deltagende feminister blev deres tilføjelser ikke rigtigt taget alvorligt, i hvert fald ikke af de gamle venstrefløjspersoner.
Konsekvenserne af disse uoverensstemmelser bliver sammenfattet i et andet citat:
"Autonome organissationer påpegede og tog afstand fra især de traditionelle venstreorienterede organisationer, der altid krævede lederskabet i forhold til organiseringen, ideologien og programmet. Feministernes krav om autonomi betyder i denne sammenhæng afvisning af alle tendenser, der underordner det kvindelige spørgsmål og kvindebevægelsen i forhold til andre, tilsyneladende mere generalle temaer og bevægelser. Den autonome organisering af kvinder er et udtryk for deres ønske om at opnå den kvalitative udskillende karakter af såvel som identitet, ligesom en uafhøngig magtbase for den feministiske bevægelse"
(Maria Mies)
Når de autonome mænds holdninger ikke kommer op til overfladen i nogen sammenhæng - og ofte bliver angrebet af kvinderne - er den smarteste ting at gøre, at være "neutral" overfor kvindernes holdninger. Denne "neutralitet" forhindrer sammenstød med kvindernes strukturer, der er blevet stærkere, men forandrer ikke meget i strukturerne eller i bevidstheden. Gamle holdninger er bare maskerede og muligheder for vold er stadig forekommende, som mange eksempler desværre viser. "Indtil nu har fordømmelsen af dette været moralsk, og problemet foretrækkes overladt til social-arbejdere og psykologer. Særligt ikke på hele venstrefløjen, og på ingen måde hos mændene. Hvad jeg kan forestille mig for de blandede strukturer, er, at vi kvinder kræver af fyrene, at de politisk/organiseret gør op med volden mod kvinder, der bliver udøvet af dem og deres køn i samfundet. De skal arbejde med det, tænke over det, og bestemme om de vil være en del af problemet eller en del af løsningen" (Fra et brev fra en kvinde i diskussionen)
Anti-patriarkalsk kritik har, som det vil blive udtrykt af Cheryl Bernard, når den bliver samlet op af mænd, det samme troværdighedsproblem som hvide menneskers anti-racisme. Ikke desto mindre skal positionerne gøres klare, for den da kan kritik blive givet, og kritik er nødvendig for forandring. Skyldig tavshed eller snakken efter munden er ikke noget værd i kritiske tider.
Der, hvor kvinders strukturer er mindre aktive, er de "hvide pletter" særligt store. Men her spiller fjendtligheden mod teorier også en rolle, for de undertrykkende forhold, som mænd ikke selv kan opleve, kan kun bekæmpes med teori (og efterfølgende praktiske konsekvenser selvfølgelig). Fjendtligheden mod teori bliver på den måde meget oplevet i forhold til køn, med umiddelbare konsekvenser for forholdet mellem kvinder og mænd på venstrefløjen.
Feministiske indfaldsvinkler i de mere abstrakte teoretiske oplæg fra den autonome venstrefløj, er stadigvæk afhængig af, i hvilket omfang kvinder bidrager med dem. som regel er der kun et par bemærkninger om patriarkat ("race" er som emne så godt som ikke-eksisterende), og de ser mere ud som om, at de er blevet påklistret i teksten i sidste øjeblik end som virkelig gennemtænkte. Virkeligheden og omfanget af patriarkalsk undertrykkelse er på den måde mere eller mindre tabt.
"Den hvide tilbyder sin afvisning af de herskende værdier som bevis på de fælles interresser, sætter problemet op i mere generelle kategorier, der vedrører begge "racer" (fremmedgørelse, kapitalisme, etc.), men dette er kun troværdigt i et vist omfang - fordi: hans byrde kan aldrig blive lige så stor som den sortes, for han kan stadig nyde sin "races" privilegier. Den svagere er dermed underlagt den magtfulde; ikke undertrykt af hans vold, men afhængig afhand viden og indsigt".
(Cheryl Bebard)
Den autonome venstrefløj i Tyskland er udstyret med privilegierne af deres hvidhed, hvad enten de vil det eller ej. Den kendsgerning, at indenfor kvindebevægelsen bliver de mulige racistiske "hvide pletter" hårdt diskuteret i øjeblikket, har ikke engang rørt den autonome venstrefløj som helhed. Ingen vil påstå, at den ikke behøver at korrigere sine "hvide pletter".
Anti-racistiske kampanger, som dem mod Shell og Daimler (Marcedes) i Syd-Afrika, er alle gode og udmærkede, men de er på ingen måde et udtryk for eller bevis på det modsatte, fordi de bliver parktiseret på afstand, hvor den berørte kun meget vanskeligt kan nå individuelle venstreorienterede mennesker med deres krav og kritik. Denne form for solidaritet bliver givet efter lokale spilleregler og med bevaringen af den sædvanlige opførsel. Den kræver ingen nærmere reflektioner, fordi den bliver opfattet, som ethvert andet nyt kampange-emne.
Dette er forskellen fra solidaritet i forhold til dem, der lider under racismer i vore egne kvarterer. De kunne dukke op og stille spørgsmål ved politikken og livsstilen - som f.eks. den chilenska flygtede, illegale mand, der undrede sig over, hvorfor folk frivilligt og bevidst viste, at de var venstreorinterede ved at gå i læderjakker og palæstinatørklæder. På dem ville "hvide pletter" og racistiske idéer prelle af. For eksempel som dette:
"Venstrefløjsfolk kan ikke forestille sig andet end, at flygtninge/ immigranter nogensinde kunne ønske sig andet, end at prøve at være ligesom dem - de ønskede sig hellere en frisindet socialist og internationalist kolonialiseret end en muslim, fetichist eller jøde!"
(Memmi)
I over 20 år har immigranter og flygtninge levet i Tyskland. De har aldrig været tilsvarende repræsenteret i 68-bevægelsen eller på den autonome venstrefløj. Dels fordi de ikke ønsker det, dels på grund af deres klasseposition. Mange flygtninge forsvandt ind i de private forhold og i organisationerne, der beskæftiger sig med det land, hvor de kom fra. Men den uproblematiske "race-mæssige" neutralitet på venstrefløjen i Tyskland har ligeledes gjort dem usynlige, og deres særlige undertrykkelse har kun spillet en rolle i få grupper og kampanger. I forbindelse med eurocentrisk analyse-metode blev racismer kun nævnt som et kapitalistisk splittelsesprojekt eller neo-nazistisk ideologi. At disse racismer repræsenterer faktiske undertrykkelsesformer, og derfor har udviklet ligeså faktiske levemåder, blev tabt på vejen.
Immigranternes samfund skal også ses som et resultat af racismer og kommunikation med dem bliver ikke søgt eller gennemtrufet. Grunden til det er sikkert, at den autonome venstrefløj - og ikke alene den- har en faderlig adfærd overfor f.eks. "tyrkere". Uden noget kendskab til deres struktur, deres vaner og deres forståelige frygt for fremmedpolitiet, bliver kampanger startet og tvunget igennem. Det sædvanlige argument, at de fleste tyrkere ikke ønsker kontakt med den tyske venstrefløj, overser - hvis det da ikk er en sammenblanding af årsag og virkning - den kensgerning, at solidarisk kontakt kun er mulig mellem ligeværdige, som også er nødt til at KENDE hinanden.Og det er ikke enhver personlig kontakt, der behøver at være politisk lige med det samme. Venskab bygger på respekt. Og det er nøjagtig det, der er mange som ikke har overfor "tyrkerne", hvilket de kan føle meget præcist.
Et par andre eksempler på almindelige fejlbedømmelser p.g.a. racistiske "hvide pletter" og eurocentriske synspunkter: Ved rationaliseringer er det ikke ("race"-neutrale) arbejdere, der bliver fyret, men først og fremmest ikke-tyskere; i den "tredje verden" (dette skal uddybes meget mere end det er gjort her) er det ikke en ("race"-neutral) underklasse, der sulter, men fattige sorte; der er sådan en ting som "feminisering" af fattigdommen, men i Tyskland er der først og fremmets en "tyrkerisering" af fattigdommen; statens vold er ikke ("race"-neutralt) rettet mod alle-dem-der-gør-modstand, men først og fremmest mod udlændinge; de får flere problemer og længere fængselstraffe. Listen kan udvides.
8.
"Problemet omkring enhed hviler først og fremmest på definitionen af fjenden. Det betyder, at kun folk, der identificerer deres fjende på i hvert fald meget ens vis, kan håbe på at forene deres kræfter".
(Neville Alexander)
Ud fra den omfanttende analyse og kritik af "hvide pletter" rejser kravet om konsekvenser sig. Men vi vil ikke falde i den famle fælde og udtænke skarpsindige planer, og så vente på at de bliver udført.
Her er lige endnu et par generalle tanker og forslag for, at gøre dette papir til mere end bare parat til arkivet. Definitionen af fjenden kan blive mere komplet ved brug af triple-undertrykkelsesteorien. En ukomplet beskrivelse af fjenden har altid ført til en afkortelse af befrielseskampene og deres drømme.
Enten er det racemæssigt aspekt hos fjenden blevet formindsket, og de sortes befrielseskamp udeladt, det patriarkalske aspekt overset, og undertrykkelsen af kvinder forblev den samme, eller det kapitalistiske aspekt blev ikke set, og (ikke kun) arbejderne måtte lide.
Umiddelbare konsekvenser af bevidstheden om triple-undertrykkelse:
Bevidstheden om umulilgheden af, at separere kampene mod alle undertrykkelsesformer.
Bevidstheden om undertrykkelse, om hvis side du er på - den priviligerede eller den undertrykte.
Afskaffelse af orienteringen imod egne interesser, forstået på den måde, at undertrykkelser, der ikke rammer venstrefløjen så hårdt her i landet, bliver opprioriteret.
Kravet om personlig lykke skal måles i forhold til den mindre priviligerede. Den gamle modsætning mellem en strategi, der ønskede at realisere egne livsformer i befriede omgivelser, og et uselvisk revolutionært arbejde også mod undertrykkelser langt væk, har altid været til stede på den autonome venstrefløj. En konsekvens af at tage triple-undertrykkelsen alvorligt ville være at følge den anden sti!
Hvad angår den indre struktur på den autonome venstrefløj, opstår der, som følge af teorien om triple-undertrykkelsen, en nødvendighed for autonome organissationer i forhold til undertrykkerlsen inden- og udenfor den autonome venstre. Kvindebevægelsen har allerede kæmpet for, og nået, den autonomi, og har ikke gjort sig afhængig af at overbevise hele venstrefløjen, men har skabt sig sin egen kraftbase. Det er en forudsætning for forandring, da interne undertrykkende forhold også er voldelige forhold. Og disse kan ikke forandres harmonisk, men kun ved at forandre styrkeforholdende. Hvis dette ikke var blevet gjort, ville kvinders position ikke være blevet set igennem i det nuværende omfang. Erkendelsen af triple-undertrykkelse ville også kræve en autonom organisering af arbejdere inden- og udenfor den autonome venstrefløj, så de kan sætte deres krav igennem, og det autonome venstre må rykke sig nærmere fronten mod kapitalisme. De eksisterende arbejdergrupper er desværre alt for små.
Og ikke mindst kræver teorien om triple-undertrykkelsen organisering af ikke-tyske, sorte og immigranter. Kun på basis af forskellige autonome organiseringer vil en forandring, der ikke er besiddende, omslyngende eller ulige, igen være mulig.
Alliancer bliver bedre formet ud fra ens egen styrke end ud fra et behov p.g.a. svaghed. og her gælder det igen, at venskab bygger på respekt!
Den hvide venstrefløj har som en samlet tradition en tendens til at være overbevist om, at de har en rimelig komplet, ofte ubøjelig sandhed. Analusen af triple-undertrykkelsen resulterer i læren at "andre" (jævnfør køn "race" og klasseposition) også har erfaringer med undertrykkelse og modstand, men erfaringer, der ikke subjektivt er åbne for "os", og at de objektivt også kun kan læres delvist.
Autonomi betyder netop forståelsen for at enhver gruppe eller individ kun selv kan bestemme, hvordan den/det kan og vil forsvare sig selv. Oversat betyder dette enden på enhver eurocentrisk og ideologisk "missionærbevidsthed".
Den påkrævende uselviskehed er -dog kun delvist, for i en revolutionær bevægelse skal en sådan moral have en værdi - ikke kun et moralsk grundbegreb. Det skal mere være et udtryk for bevidsthed om, at befrielse kun kan eksistere, hvis alle undertrykkelsesmekanismer bliver fjernet. Derfor er det mere et politisk grundbegreb. For at være mere kenkret: Fjenden, i skikkelse af det tyske system, forandrer sig til en mere klar form i dannelsen af det nye supermagtsEUropa. Den kapitalistiske udbytning i landet - specielt i det tidligere DDR - og den imperialistiske indflydelse toner stærkere og stærkere frem. Også selvom undertrykkelsen i "den tredje verden" vil skærpes endnu mere. Racismer vil forandre sig og bliver som helhed stærkere. Mod tyrkiske, rumænere, polakker, vietnamesere og mozambianere. Også hvide kvinder vil miste positioner, de har opnået, og blive tvunget tilbage i usynligheden på arbejdspladsen/i hjemmet. Dette er altsammen så åbenlyst og velkendt, at vi ikke behøver at beskrive det yderligere her.
Alle disse forandringer kan analyseres som undertrykkelser indenfor triple-undertrykkelsen, og kan forstås som en helhed, der kan bekæmpes. Det sidste "kan" afhænger af den påkrævede bevidsthed om umuligheden i at adskille kampene og af de (organisatoriske) konsekvenser, der følger med den.
At analysere dette, og måske give det et skub, er den praktiske intention med dette papir. Forhåbentlig kan dette også mærkes!
Oversat til dansk af Autonomi-Kollektivet
Nu passer Nazi-Daniel på dronningen
175 hadeforbrydelser i Danmark i 2008
COP15: NO BORDERS DAY OF ACTION
Flere Hvid Magt-grupper i Sverige
Nazister nåede ikke frem til Karl XII-statue
89-årig nazivagt på anklagebænken
Holocaust-tiltalt bragt til retten på båre
Klimaskeptisk højreradikal til COP15
Geneve: Omkring 5000 i vred protest mod WTO – ministerkonference
Schweizisk højreparti kræver forbud mod minareter
Bekræftet: Terror bag togulykken
Journalist isolationsfængslet i Teherans berygtede Evin-fængsel
