Erobringen af brødet

Af Peter Kropotkin

Et af Pjotr Kropotkins vigtigste værker er La Conquête du Pain (Erobringen af brødet), som blev udgivet i Paris i 1892. Denne tekst består af centrale uddrag fra bogen, som beskriver Kroptokins idéer om den anarkistiske kommunisme.

Afskaf magten

Ved at sætte "anarkiet" som ideal for politisk organisation, gør vi ikke andet end at give udtryk for en klar tendens ved menneskets fremskridt. Hver gang udviklingen i de europæiske samfund har tilladt det, har folket rystet autoriteterne af sig og lavet udkast til et system baseret på principperne om individuel frihed. Og historien viser os, at de perioder, hvor magthaverne blev styrtet som følge af delvist eller alment oprør, også har været perioder med pludselige fremskridt på det økonomiske og intellektuelle område. Sådan var det efter frigørelsen af kommunerne, hvor frie laug ved frit arbejde rejste bygningsværker, der aldrig siden er blevet overgået. Sådan var det efter de store bondeopstande, som skabte reformationen og satte pave¬dømmet i fare. Sådan var det også med det samfund, der blev skabt på den anden side af Atlanterhavet af misfornøjede fra den gamle verden, et samfund, som et kort øjeblik var frit.

Og hvis vi iagtager de civiliserede nationers nuværende udvikling, lægger vi mærke til en umiskendelig tendens til at indskrænke magthavernes virkefelt og overlade stadig større frihed til den enkelte. Sådan er den nuværende udvikling, selvom den ganske vidst bliver hæmmet af forvrøvlede gamle institutioner og fordomme, der er nedarvede fra fortiden. Som al udvikling venter den bare på, at revolutionen skal fjerne det gamle skrammel, der står i vejen for den og dermed give frit løb for et nyt samfund.

Efter lang tids forsøg på at løse det uløselige problem - problemet med at skabe et styre, "som kan tvinge individet til lydighed uden selv at ophøre med at tjene samfundet" - forsøger menneskeheden til sidst at befri sig fra alle former for herredømme, den vil tilfredsstille sin trang til organisation ved fri overenskomst mellem individer og grupper med fælles mål. Den mindste territoriale enheds uafhængighed bliver et tvingende behov, gensidig overenskomst træder i stedet for lov, og særinteresser reguleres mod et fælles mål, som går på tværs af de nuværende grænser.

Der bliver nu sat tvivl ved alt det, der før var magthavernes opgaver. Ting ordnes lettere og bedre uden magthavernes indblanding. Ved at studere de fremskridt, der er gjort i denne retning, kommer vi til den konklusion, at menneskeheden søger at indskrænke myndighedernes virksomhed til nul, d.v.s at afskaffe staten, denne personificering af uretfærdighed, undertrykkelse og privilegier.

Vi kan allerede skimte en verden, hvor individet ikke længere er bundet af love, men kun af sociale hensyn - et resultat af det behov, vi alle føler, for at søge støtte, samarbejde og sympati hos vore medmennesker.

Idéen om et samfund uden stat vil sikkert vække lige så mange indvendinger som den statsøkonomiske idé om et samfund uden privat kapital. Vi er alle opflasket med fordomme om, at staten repræsenterer et slags forsyn. Al vor opdragelse, fra undervisningen i de romerske traditioner til de byzantiske love, den såkaldte romerret, og alle de forskellige fag, der undervises i ved universiteterne, har vænnet os til at tro på magthavernes og statsforsynets fortræffelighed.

Hele filosofiske systemer er blevet udarbejdet og forkyndt for at opretholde denne fordom. Retsteorier opstilles i det samme øjemed. Al politik bygger på dette princip, og uanset politisk farve kommer enhver politiker altid til folket og siger: "Giv mig magten. Jeg vil og kan befri jer fra den elendighed, der holder jer nede."

Fra vuggen til graven bliver alle vores handlinger ledet af dette princip. I alle bøger om sociologi eller retsvidenskab intager styremagternes organisation og handlinger så meget plads, at vi bliver ledet til at tro, at der ikke findes noget andet end myndigheder og statsmænd. Pressen gentager den samme lektie igen og igen. Spalte op og spalte ned vies til folketingsdebatterne og politikernes intriger, mens landets uendeligt store dagligliv kun omtales i pressen i forbindelse med økonomiske spørgsmål, retssager, eller i sager hvor politiet er indblandet. Når man læser disse aviser, tænker man knap nok på de utallige individer - faktisk hele menneskeheden - som lever og dør, lider, arbejder og forbruger, tænker og skaber uden forbindelse med de få opblæste personligheder, som vi af uvidenhed har forstørret i sådan en grad, at deres skygge dækker hele menneskeheden. Men så snart vi bevæger os væk fra papiret til selve livet og betragter samfundet, bliver vi slået af, hvor uendelig lille en betydning styremagterne har.

Når man afskaffer ejendommen, vil det blive helt umuligt at organisere sig efter princippet om parlamentarisk repræsentation. Det absolutte monarki kunne passe til et samfund baseret på slaveri. Et samfund baseret på lønsystemer og kapitalistisk udbytning af masserne finder sit politiske udtryk i parlamentarismen. Men et frit samfund, der tager fællesarven i besiddelse, må gennem frie gruppedannelser og frie føderationer af grupper søge en ny ordning, der passer til historiens nye økonomiske udviklingstrin.

Den private ejendomsret

De anarkistiske idéer i almindelighed og idéerne om ekspropriation i særdeleshed har langt større tilslutning, end man tror, blandt selvstændige mennesker og blandt de, der ikke sætter lediggang som det højeste ideal. "Men," siger vores venner ofte, "Pas på ikke at gå for langt! Mennesket lader sig ikke forandre på en dag. Gå derfor ikke for hurtigt frem med jeres planer om ekspropriation og anarki. Ellers risikerer i ikke at opnå varige resultater."

Men det, vi frygter med hensyn til ekspropriation, er akkurat det modsatte. Vi er bange for ikke at gå langt nok, for at gennemføre eksproprieringen i alt for lille en målestok til, at den kan blive varig. Vi ønsker ikke, at de revolutionære impulser skal standses på halvvejen, at revolutionen skal udmattes af ufuldstændige tiltag, som ingen kan være tilfredse med. Hvis man i samfundet frembringer en voldsom omvæltning, der sætter en stopper for samfundets sædvanlige gøremål, vil sådanne tiltag være utilstrækkelige. Den almindelige misfornøjelse vil sprede sig og uundgåeligt føre til sejr for reaktionen.

I en moderne stat eksisterer der nemlig forhold, som er umulige at ændre, hvis man forsøger at tage hver del for sig. De forskellige hjul i den økonomiske organisation er så nøje forbundet, at man ikke kan forandre et af dem uden at forandre dem alle. Dette opdager man så snart man forsøger at ekspropriere et eller andet. Alt hænger sammen i vores samfund, og det er umuligt at reformere noget som helst uden at få det hele til at vakle. Den dag man angriber privatejendommen i en af dens former - som grundejendom eller industri - bliver man nødt til at angribe den i alle dens former.

Kapitalismen

Hvis et by- eller landsbysamfund vil sikre alle sine indbyggere det nødvendige (og begrebet ’nødvendigt’ kan strækkes helt til luksus), vil det være nødt til at bemægtige sig alt, der er uundværligt i produktionen, d.v.s. jord, maskiner, fabrikker, transportmidler o.s.v. Den kapital, der nu findes i private hænder, må eksproprieteres og gives tilbage til fællesskabet.

Det vi klandrer det borgerlige samfund for, er nemlig ikke blot, at kapitalisterne ved ethvert industri- eller handelsforetagende rager så meget til sig, at de kan leve uden at arbejde; hovedanklagen er, at al produktion har taget en helt forkert drejning. Dens formål er nemlig ikke, at sikre alles velfærd, og derfor må den forkastes.

Sådan som produktionen af varer drives idag, kan den umuligt tjene det fælles bedste. Hvis det var tilfældet, måtte kapitalisten opgive sin funktion og gøre det, han ikke kan gøre, så længe han er, det han er: en privat driftsherre, som søger at berige sig selv. Den kapitalistiske samfundsorden, der bygger på den enkelte driftsherres personlige interesser, har givet samfundet alt det, man kunne forvente: den har ført til, at arbejderen producerer mere. Idet kapitalisten drog fordel af den revolution, dampkraften skabte i industrien, af den hurtige udvikling i kemi og mekanik, og af andre opfindelser i dette århundrede, gik han ind for at øge udbyttet af menneskeligt arbejde til egen fordel, hvilket i høj grad lykkedes. Men at tildele ham en anden opgave ville være tåbeligt. Hvis vi f.eks. forlangte, at han skulle lade dette øgede udbytte af arbejdet komme hele samfundet til gode, ville dette være at forlange næstekærlighed og godhed, men et kapitalistisk foretagende kan ikke bygge på godhed.

Det er nu op til samfundet at udvikle denne øgede produktivitet, der idag er begrænset til visse industrier, og anvende den i alles interesse. Men det er klart, at for at sikre alles velvære, må samfundet overtage alle produktionsmidlerne.

Vanen tro vil økonomerne utvivlsomt minde os om den relative velfærd, som unge, stærke og faglærte arbejdere i visse industrier har opnået under det nuværende system. Det er altid dette mindretal, man peger på med stolthed. Men denne velfærd, som kun er de færreste forundt, giver den dem nogen sikkerhed? Måske vil skødesløshed, ligegyldighed eller griskhed fra arbejdsherrernes side allerede i morgen føre til, at disse privilegier kastes på gaden, og således må de betale for den velstand, de har haft, med måneder eller års nød og elendighed. Hvor mange gange har vi ikke set, at vigtige industrier (tekstil, jern, sukker o.s.v.) har ligget nede eller gået tilbage som følge af spekulationer, naturlige forandringer af produktionsmetoder eller på grund af kapitalisternes egen indbyrdes konkurrence? Vigtige industrier som tekstil- og maskin-industrien har for nylig gennemgået de kriser, der særligt kendetegnes ved periodisk produktionsstop.

Men hvad skal vi så sige om den pris, der betales for den relative velfærd, som enkelte grupper af arbejdere har? For det er på bekostning af landbruget, ved en skammelig udbytning af bønderne og ved massernes elendige kår, at denne velfærd opnås. I modsætning til dette lille mindretal af arbejdere, der nyder godt af en vis velstand, hvor mange er der ikke, der lever fra hånden til munden uden fast dagsløn og klar til at gå hvorhen, der er brug for dem? Hvor mange bønder arbejder ikke 14 timer om dagen for en slik eller ingenting? Kapitalen affolker landsbyer, udbytter kolonierne og de lande, der har en mindre udviklet industri.

Ved ikke at give arbejderne en teknisk uddannelse tvinges flertallet til middelmådighed i sit eget fag. Og dette er ingen tilfældighed. Det er en nødvendig følge af det kapitalistiske system. For at betale visse grupper af arbejdere, må bønderne i vore dage være samfundets pakæsel. Der må være en flugt fra landsbyen til byen. Små firmaer må ophobes i storbyernes rådne forstæder og fabrikere tusind ting af dårlig kvalitet for næsten ingenting, for på den måde at gøre de store firmaers produkter tilgængelige for købere med dårlig løn. For at de dårlige klæder skal kunne omsættes blandt underbetalte købere, må de laves af skræddere med en sulteløn! For at arbejderne i nogle priviligerede industrier skal få en slags begrænset velfærd under det kapitalistiske system, må de vestlige lande udbytte koloniområdernes tilbagestående lande.

Den nuværende ordnings værste side består derfor ikke i, at produktionens "merværdi" går til kapitalisten, som Rodbertus og Marx har hævdet. På den måde indsnævrer de bare begrebet socialisme og reducerer forståelsen af det kapitalistiske herredømme. Merværdien er i sig selv blot en følge af dybere årsager. Problemet består i, at der overhovedet findes en "merværdi" i stedet for et overskud, der forbruges af hvert slægtsled. For hvis der skal være en "merværdi," må mænd, kvinder og børn tvunget af sult sælge sin arbejdskraft for en lille del af det, denne arbejdskraft producerer eller ville være i stand til at producere.

Men dette problem vil vare så længe, det, der er nødvendigt for produktionen, kun tilhører nogle få. Så længe mennesket er tvunget til at betale afgift til ejendomsbesidderne for at få lov til at dyrke jorden eller starte en maskine, og så længe det står ejeren helt frit at producere de varer, der giver størst mulighed for profit - istedet for flest muligt af de varer, der er livsnødvendige for alle - kan en lille del af samfundets velfærd kun opretholdes ved flertallets nød og elendighed. Det er i virkeligheden ikke nok at fordele det overskud, en industri skaber, mellem arbejderne i denne industri, hvis man samtidig er nødt til at udbytte tusinder af arbejdere i andre industrier. Det gælder om at producere den størst mulige sum af de produkter, der er nødvendige for alles velfærd, med mindst muligt forbrug af menneskelige kræfter.

Dette helhedssyn kan ikke være en privat ejers sag. Derfor må samfundet som helhed, idet det sætter sig dette ideal, eksproprietere alt, som øger velfærden ved at skabe rigdom. Det må tage jorden, fabrikkerne, minerne, transportmidlerne o.s.v. i besiddelse, og derefter finde ud af hvad der er i alles interesse at producere. Afgørelsen om produktionsmetoder og produktionsmidler må tages af hele samfundet.

Lønarbejdet

Visse kollektivistiske forfattere ønsker, at man skal skelne mellem kvalificeret eller uddannet ar bejdskraft og manuel arbejdskraft. De hævder, at én af ingeniørens, arkitektens eller lægens arbejdstimer bør regnes som to eller tre af smedens, murerens eller sygeplejersken. Og samme distinktion, mener de, må gøres mellem arbejdere i erhverv, som kræver en kortere eller længere læretid, og almindelige løsarbejdere.

Men at lave denne distinktion vil være at fastholde alle de forskelle, der findes i samfundet, som det er nu. Dette betyder, at man på forhånd trækker en skillelinie mellem arbejderne og dem, der gør krav på at styre dem. Det er at dele samfundet i to adskilte klasser, hvor kundskabens aristokrati er hævet over massen med de barkede næver, som må være deres tjenere. Masserne må ved sine hænders arbejde brødføde og underholde et kunskabsaristokrati, som benytter sin lediggang til at lære at herske over de masser, de bliver underholdt af. Det vil være at starte forfra på det nuværende samfunds træk og give dem sin anerkendelse gennem den samfundsmæssige revolution. Det vil være at gøre et misbrug, man idag fordømmer vort gamle faldeværdige samfund for, til et princip.

Vi ved hvilke svar, de vil give os. De vil snakke om "videnskabelig socialisme"; de vil citere borgerlige økonomer og Marx med for at bevise, at en lønskala har sin berettigelse, fordi ingeniørens "arbejdskraft" har kostet samfundet mere end grøftegraverens "arbejdskraft". Har økonomerne faktisk ikke forsøgt at vise os, at når ingeniøren får udbetalt tyve gange mere end grøftegraveren, så er det fordi, de "nødvendige" omkostninger ved at uddanne en ingeniør er større end de "nødvendige" omkostninger ved en grøftegravers uddannelse? Og har Marx ikke påstået, at det er lige så logisk at skelne mellem forskellige typer af manuelt arbejde? Han kunne ikke komme til en anden konklusion, fordi han selv har gentaget Ricardos teori om værdien og hævdet, at varebyttet sker i forhold til mængden af det arbejde, der er samfundsmæssigt nødvendigt for at producere varerne.

Men vi ved også hvad der ligger under her. Vi ved, at hvis en ingeniør, en videnskabsmand eller en læge får 10 eller 100 gange så stor betaling som en arbejder, og hvis en væver får tre gange så meget som en landbrugsarbejder og ti gange som tændstiksarbejderen, så skyldes det ikke deres "produktionsomkostninger". Det skyldes undervisningsmonopol eller et industrimonopol. Ingeniøren, videnskabsmanden og lægen udnytter ganske enkelt en kapital - sit eksamensbevis - på samme måde som borgeren udnytter en fabrik, eller som adelsmanden udnytter sine medfødte privilegier.

Hvis en driftsherre betaler ingeniøren tyve gange så meget som arbejderen, så skyldes det en simpel beregning. Hvis ingeniøren kan spare ham for 100.000 kr. om året i produktionsomkostninger, betaler han gerne 20.000 kr. for dette. Og hvis driftsherren har en opsynsmand, som er i stand til at drive arbejderne så produktionen øges med 10.000 kr., så skynder han sig at give ham to eller tre tusinde mere om året. Driftsherren giver tusind kroner ud, når han regner med at få ti tusinde ind, sådan er kapitalherredømmets væsen. På samme måde vurderes forskellene i de manuelle brancher.

Man skal derfor ikke komme til os og snakke om de "produktionsomkostninger", der har fordyrret kvalificeret arbejde, og fortælle os, at en student, der har haft glade dage ved universitetet, har ret til en ti gange så høj løn som den landarbejderen får. Omkostningerne ved at oplære en væver er ikke fire gange så store som omkostningene ved at oplære en landarbejder. Væveren nyder simpelthen gavn af de fordele industrien i Europa har i forhold til lande, der endnu ikke har en industriproduktion, og desuden af de privilegier, enhver stat giver industrien på bekostning af landbruget.

Ingen har endnu beregnet "produktionsomkostningerne" for dem, der skaber produkterne. Selvom det er klart, at en dagdriver koster samfundet mere end en arbejder, er der blot tilbage at finde ud af, om ikke en stærk arbejder koster mere end en håndværker, når vi tager den høje barnedødelighed, mangelsygdommene og den lave levetid blandt arbejderne med i betragtningen.

Efter vor mening er lønskalaen et meget kompliceret produkt af skattesystemet, magthavernes formynderi og monopolkapitalismen - kort sagt af staten og kapitalen. Derfor vil vi hævde, at alle teorier om lønskalaen er efterrationaliseringer, som søger at retfærdiggøre den uret, der findes idag, og at vi ikke behøver at tage hensyn til dem.

Produktion

De tjenester, som gøres samfundet, hvadenten det er arbejde i fabrikkerne, på jorden, eller tjenester af intellektuel art, kan ikke værdsættes i penge. Der kan ikke gives nogen nøjagtig værdimålestok, hverken for det, man har kaldt bytteværdien eller for brugsværdien i forhold til produktionen. Hvis to personer i forskelligt erhverv år efter år med samme lyst arbejder fem timer om dagen for fællesskabet, vil vi sige, at deres arbejde i det store og hele er ligeværdigt. Men vi kan ikke dele deres arbejde op og sige, at produktet af hver enkelts arbejde hver dag, hver time, hvert minut, til enhver tid har samme værdi.

Man kan groft sige, at den mand, der hele sit liv har arbejdet ti timer om dagen, har ydet samfundet mere end ham, der kun har arbejdet fem timer om dagen eller overhovedet ikke har arbejdet. Men vi kan ikke tage det, han har lavet i løbet af to timer, og sige, at dette arbejdsprodukt er dobbelt så meget værd som det, den anden har lavet i løbet af en time, og aflønne dem i forhold til dette. Det ville være at overse alt det komplekse i det nuværende samfunds industri, jordbrug og i tilværelsen som helhed. Det ville være at lukke øjnene for i hvor høj grad, alt det arbejde, individet udfører, er et resultat af hele samfundets tidligere og nuværende arbejde. Det ville være at tro, vi befandt os i stenalderen, mens vi befinder os i stålalderen.

Hvis man går ned i en kulmine, vil man finde en arbejder ved en kæmpemæssig maskine, der hejser en kurv op og ned. I hånden holder han et håndtag, som han bruger til at betjene maskinen. Han sænker håndtaget og elevatoren farer tilbage på et øjeblik. Han sender elevatoren op og ned af skakten med en svimlende fart. Med spændt opmærksomhed følger han med øjnene en viser på væggen, som på en fin skala angiver hvor på et hvilket som helst tidspunkt, elevatoren befinder sig i skakten. Når viseren har nået et bestemt punkt, standser han pludselig elevatoren, ikke en meter højere eller lavere end han havde tænkt sig. Så snart minearbejderne har tømt vognene for kul og skubbet dem væk, drejer han på håndtaget, og sender atter elevatoren i dybet.

Hver dag må han holde denne anstrengende opmærksomhed otte-ti timer i træk. Hvis han mister koncentrationen et øjeblik, kan elevatoren støde mod maskineriet, knuse hjulene og rive taget af, knuse mennesker og standse alt arbejde i minen. Taber han tre sekunder i hvert løft, vil udbyttet i vore moderne, velindrettede mener blive fra tyve til femten tons mindre.

Er det denne arbejder, der er til størst nytte i minen? Er det fyren, der signalerer til ham nedefra om at sende elevatoren op? Er det minearbejderen, som hvert øjeblik vover livet på bunden af skakten, og som måske en dag vil blive dræbt af minegas? Eller måske ingeniøren, som ved blot en enkel regnefejl kan ramme forbi kullejet og komme til at bore i sten? Eller måske ejeren, der har satset hele sin formue, og som måske i strid med eksperternes råd har hævdet, at man kunne finde udmærket kul her?

Alle dem, der er knyttet til minen bidrager til at udvinde kul, hver med sine kræfter, sin energi, sin viden, sin forstand og sin dygtighed. Vi kan sige, at alle har ret til at leve, til at tilfredsstille sine behov, til og med sine luner efter at alle er sikrede de livsnødvendige behov. Men hvordan skal vi kunne vurdere hver enkelts arbejde?

Og er det kul, de har udvundet, et resultat af deres arbejde? Er det ikke også et resultat af det arbejde, der har bygget jernbanen, der fører til minen, eller de veje, der fører fra stationerne? Er det ikke også et resultat af arbejdet med at pløje og så markerne, udvinde jern, hugge tømmer i skoven, bygge maskinerne til at brænde kullet o.s.v.?

Det er helt meningsløst at adskille den enkeltes arbejde og værdsætte det adskilt fra det samlede arbejde og bruge arbejdstimerne som mål. Der er kun en mulighed tilbage: den at sætte behovene over arbejdet, og først og fremmest erkende retten til at leve, og dernæst retten til at leve godt, for alle der på en eller anden måde tager del i produktionen.

Den anarkistiske kommunisme

Som vi har hævdet andre steder, var fattigdommen den første årsag til rigdommen. Det var den, der skabte den første kapitalist. Det skyldes, at før ophobningen af "merværdi", som vi hører så meget om idag, måtte der findes fattigfolk, der var villige til at sælge sin arbejdskraft for at undgå sultedøden. Det var fattigdommen, der skabte kapitalisterne. Når antallet af fattige steg så voldsomt i løbet af middelalderen, skyldtes det de invasioner og krige, som fulgte med statsdannelserne, og den vækst i rigdomme, som ud¬plyndringerne af Østen resulterede i. Disse to årsager brød de bånd, der tidligere forenede by- og landkommunen, og istedet for det fællesskab, de tidligere praktiserede, førte det til forkyndelsen af det lønningsprincip, som udbytterne er så glade for.

Men skal den revolution, man vover at kalde "samfundsrevolutionen" - det navn, de udsultede, de lidende og de undertrykte holder så højt - slå dette princip fast? Det må aldrig ske. For den dag de gamle institutioner falder for proletarens økse, vil man høre stemmer, som råber: "Brød, boliger og velvære til alle!" Og disse stemmer skal blive hørt. Folket vil sige: "Lad os begynde med at tilfredsstille de behov for liv, glæde og frihed, vi aldrig har fået tilfredsstillet. Og når alle har følt denne lykke, skal vi gå til værks: Udslettelse af de sidste spor af det borgerlige herredømme, af den moral, der er hentet fra regnskabsbøgerne, af filosofien om ’gæld og kredit’, af institutionerne for ’dit og mit’." "Ved at ødelægge bygger vi op," sagde Proudhon. Vi skal bygge i kommunismens og anarkismens navn.

---

Teksten stammer fra Anarkistisk Læsebog oversat og udgivet på dansk af Forlaget Pirattryk. Overskrifter til afsnittene er indsat af Aktivist.nu for at tydeliggøre, hvor ét uddrag slutter og det næste begynder.