Aktivist.nu

Aktivistens guide til CS-gas

vhs — 2009-04-27T19:58:11Z

Velkommen til den første af, forhåbentligt, en række udgivelser fra Det Virtuelle Kollektiv. Egentlig var vores plan ikke at udgive noget endnu, da vi langt fra er kommet igennem den information om CS-gas vi har indsamlet. Politiets fuldstændigt uhæmmede brug af CS-gas overfor en fredelig demonstration under G13, har dog fået os til at fremskynde det hele, og udgive denne ”læs-let” (mindre kemi, flere slagord) udgave af den del af vores indsamlede viden der er praktisk anvendelig, i forhold til aktivistens virke. På længere sigt er vi i gang med en så-komplet-som-mulig meta-analyse af CS-gas, og en række lignende praktiske udgivelser om forskellige forhindringer, hjælpemidler og andet som aktivister kunne finde praktisk. Mange varme tanker, store kram og håb om en bedre fremtid i en mindre orwelliansk verden.

Dette dokument er udelukkende skrevet for at give dig en oversigt over oplysninger de i forvejen har adgang til, og fordi vi mener at det er informationer som alle mennesker, der risikerer at blive udsat for CS-gas, burde have. Hvis nogen, dig inkluderet, vælger at føre nogle tips, guides eller andet fra dette dokument ud i livet, er det på eget ansvar. Vi fraråder selvfølgelig alle at gøre noget som helst ulovligt, og har på ingen måde ansvaret for hvad du gør, når du har læst dette dokument.

Hvis vi skulle være så usandsynligt heldige, at en politibetjent ville tage sig tid til at læse dette dokument, kan vi specielt anbefale afsnittet om de langsigtede effekter af CS-gas. Det ville være klædeligt for politiet at have sådanne informationer med i deres overvejelser når de bruger CS-gas mod civilbefolkningen, og før de bruger det i så sindsyge mængder som det er set fra tid til anden. Desuden kan følgende tankerække overvejes; I er ansat af befolkningen, til at beskytte befolkningen. Befolkningen inkluderer også mennesker der ikke går med slips, kysser jeres fødder når i går forbi eller stemmer på Lene Espersen. Tænk jer om en ekstra gang før i roder jer ud i kemisk krigsførelse mod den befolkning der har ansat jer til at passe på sig. Når man har ansvaret for at beskytte befolkningen, bør man gå ind til dette med et vist ansvar. Alle – også mennesker der er uenige med den siddende regering – er en del af befolkningen.

- Det Virtuelle Kollektiv

NB. Artiklen kan også downloades i sin fulde udgave som pdf-fil her

HVAD ER CS-GAS

Forskellige former for tåregas

Ordet tåregas bruges til at beskrive en række såkaldte RCA'er (Riot Control Agent) der anvendes af politi, militær og andre magtinstitutioner verden over. Derfor er det vigtigt at du forstår at dette dokument udelukkende handler om CS-gas, og dermed ikke om CS-Spray, CN-gas, CR-gas, OC spray eller andre RCA'er. Nogle af informationerne vil givet være brugbare i forhold til f.eks. CN-gas eller CS-Spray, men lad være med at gå ud fra at de er det, da det muligvis vil give dig en falsk tryghed eller ligefrem få dig til at gøre skade på dig selv. Vi arbejder på at skrive lignende udgivelser om de andre mest anvendte RCA'er, men indtil da, så hold, for din egen skyld, i mente at informationerne og rådene heri er specifikke for CS-gas.

CS 2-chlorbenzyliden malononitril, med den kemiske formel C10H5ClN2 blev udviklet i 50'erne og 60'erne og har fået navnet CS efter dets to opfindere Ben Corson og Roger Staughtons efternavne.

Ved stuetemperatur, og op til 93°C er CS et fast stof, og det har et kogepunkt på 310°C - At kalde det for ”gas” er derfor misvisende, da det ved alle temperaturer hvor et menneske kan leve, og dermed hvor det vil blive brugt mod os, er et fast stof. Det er nok gået op for nogle kloge hoveder, at det ville være ret besværligt at løbe rundt og gnubbe os alle sammen med store blokke af CS, derfor har man fundet på en del forskellige måder at levere stoffet til offeret (dig) på. Af hvad vi har læst indtil videre fremgår det, at der er fire praktisk anvendelige måder at levere CS på:

CS der smeltes og bruges som aerosol direkte i den smeltede form. (væske-partikler)
CS opløst i organisk opløsningsmiddel og brugt som aerosol. (væske/faste partikler)
CS der leveres via varme gasser genereret i pyrotekniske granater (solide partikler)
Mikro-pulveriseret silikoniseret CS tørpulver (CS2) (solide partikler)

Det alle disse leveringsmetoder har tilfælles, er at CS'en bliver leveret til os i form af partikler og ikke som gas. Det bliver muligvis leveret via en anden gas (CS-partiklerne bæres af en gas), men det er partikler vi skal forsvare os imod. Dog er det, afhængigt af hvordan den leveres, absolut også ønskværdigt at forsvare sig imod leveringsmetoden. I Danmark er det, peger alt vi har læst på, røg der bærer partiklerne, og selvom CS partiklerne er hovedfjenden, er det aldrig rart at få røg i øjnene. Derudover er vi ikke 100% sikre på at partiklerne ikke er opløst i noget før de leveres. Det er dog til dels irellevant da en beskyttelse der virker mod CS-partikler i langt de fleste tilfælde også vil virke mod leveringsmetoden.

Der kan skrives, og er ved at blive skrevet, langt mere om CS, og langt mere specifik kemisk- og medicinsk information, men som skrevet i introduktionen mente vi at det var vigtigere at få det her ud nu, politiets aggresive adfærd taget i betragtning. Afsnittet her vil muligvis blive opdateret senere, og under alle omstændigheder arbejder vi på en langt mere formel og nørdet redegørelse for CS-gas.

En godbid til kemi-interesserede

Hoveddelen af de materialer vi har samlet ved første runde datamining (bredtfavenende kriterier) har ikke været igennem anden runde (snævre kriterier, inddeling i grupper etc.) og er derfor heller ikke blevet nærstuderet endnu. Derfor må de kemi-interesserede lade sig nøje med et par løse og lettilgængelige godbidder for nu.

CS er et syntetisk fremstillet, hvidt krystalprodukt.
Det fremstilles ved brug af Knoevenagelsk kondensering i følgende reaktion: ClC6H4CHO + H2C(CN)2 → ClC6H4CHC(CN)2 + H2 og katalyseres med en mild base.
Det er opløseligt i organiske opløsningsmidler og har, ved stuetemperatur, en opløselighed på ca. 39% i methylenklorid og 42% i acetone.
CS undergår hydrolyse i vand og det virker til at være en væsentlig faktor i CS's toxikologi.
Ved en PH på 7.4 og temperatur på 25°C bliver mængden af CS molekyler i vand reduceret til 50% i løbet af 14 minutter (her fristes man til at indsætte et exotermisk-inspireret ”av”.).
CS nedbrydes normalt til CN, C2H2, HCl, NOx, CO, COCl2, og N2O.
Sidst, men ikke mindst, kan det afsløres at den gennemsnitlige diameter af partikelstørrelsen gennem de ovenfor beskrevne leveringsmetoder, er 0,5 - 2 mikrometer, men dette skøn er meget usikkert da der er mange faktorer involveret, og målingerne af dette blev foretaget før good conduct retningslinier og laboratorie- og teststandarder blev indført i USA hvor de blev foretaget.

HVAD GØR CS-GAS

Børn og alder

Jo yngre du er – jo stærkere reagerer du. I alle de undersøgelser, hvor de er beskrevet specifikt, reagerer børn stærkere på CS end voksne. Dette tilsyneladende med en glidende overgang. Specielt med hensyn til lungerne er den volumen, børn op til 7 års alderen indånder i forhold til overfladearealet 8-20 gange større end hos en fuldvoksen. Så hvis man skulle være i den ubehagelige situation, at nogen uansvarligt vælger at angribe en gruppe der inkluderer børn, bør ALLE i vores øjne tage et personligt ansvar for at få børnene og deres forældre flyttet væk fra CS-gassen så hurtigt som det overhovedet er muligt. Ydermere vil vi mene at det er vigtigt at ældre aktivister hjælper de yngre aktivister, da disse ofte vil være stærkere udsat for effekterne af CS. Vi prøver ikke at indføre alders-fascisme, men den store gruppe af 12-14 årige aktivister lider væsentligt mere under CS-gas end de ældre gør, og vi skal passe på hinanden.

Psykologiske effekter

CS-gas er ikke et psykofarmakum, det roder ikke altså med kemien i vores hjerne, er ikke humørregulerende eller lignende. Det til trods mener vi i kollektivet at den psykologiske effekt CS-gas har på os er langt den værste, på to måder.

Frygt skaber frygt: En aktion slutter ikke fordi det svier, fordi vi græder eller fordi vi hoster. En aktion slutter enten fordi vi går vores vej selv, eller fordi nogen fysisk neutraliserer os (tæver os og anholder os). Hele pointen med CS-gas er, set fra politiets, og andres, side, er at få os til at blive bange og løbe, og at gøre dem der ikke løber lettere at neutralisere fysisk. Uanset om du vil flygte eller blive når der kommer CS-gas, er frygt uhensigtsmæssigt, da folk der løber skrigende omkring, udover at skade sig selv mere, spreder frygt og panik, og får andre til at gøre det samme. Der er ingen skam i at flygte fra CS-gas, men det er bedre for alle at gøre det på en effektiv og kontrolleret måde.

Frygt gør CS-gas meget mere effektivt: Alle de ting der sker i vores krop når vi bliver stressede, bange og panikker, gør CS-gassens effekter meget værre, og udsætter os for mere af den.
Vi trækker vejret hurtigere og indånder mere CS-gas.
Vi koldsveder og giver CS partiklerne mere at binde sig til og reagere med på vores hud.
Vi bliver desorienterede og agerer ineffektivt i forhold til at undgå CS-gassen.

Vi er på ingen måde fortalere for at man skal ignorere CS-gas eller ”seje sig igennem”, og vi vil gerne, igen, understrege at der ingen skam er i at løbe fra CS-gas. Det skal bare gøres klart at jo mere man synker ned i en tilstand af frygt og panik, eller vrede for den sags skyld, jo mere CS vil man med en rimelig sandsynlighed blive påvirket af. Det er selvfølgelig ikke muligt at have total kontrol over sine følelser, men hvis man forbereder sig på CS og dets effekter, håber vi at man kan styre sin frygt, og reagere på den mest effektive måde, hvad enten man vil flygte eller blive. Specielt i forbindelse med vrede har vi set, og læst om, en del eksempler på folk, der har udsat sig selv for massive doser CS. Selvom man måske ikke får lige så heroiske historier at fortælle til næste fest, er det alt andet lige bedre at være i stand til at kæmpe videre dagen efter, og bedre at have sit helbred nogenlunde intakt.

Fysiske effekter

På grund af ovenfor nævnte ikke-analyserede data, og mangel på forskning i CS er det kun symptomer vi beskæftiger os med her, og ikke de kemiske reaktioner der leder op til dem. De er delt op efter hvilken del af vores krop de påvirker, og mange af dem er beskrevet som ”fra X til Y” hvor X er den mildeste manifestation af symptomet, og Y den stærkeste. Hvor stærk en effekt du oplever er i høj grad afhængigt af hvor meget du udsættes for, hvor længe du udsættes for det, din smertetærskel og hvor følsom du er overfor CS. Enkelte individer er meget følsomme, andre er noget der ligner immune, men det er en sjældenhed. De fleste vil opleve effekter der ligger et sted omkring midten mellem de svageste og stærkeste. Du er altså ikke mindre sej fordi du bukker under for CS-gassen og trækker dig tilbage, mens andre bliver. De eneste der får noget ud af at du føler dig ”svag”, ”opgivende” eller ”mindre aktivistisk” er dem der skyder CS-gas på dig. Nogle kan klare mere, andre mindre, længere er den ikke.

Det skal pointeres at der skrives om CS-gas leveret via granater, medmindre andet er nævnt. Den potentielle koncentration i CS-sprayvåben er meget højere, hvilket medfører nogle helt andre risikoer, hvis man f.eks. sprayes i munden mens man ånder ind, eller sprayes direkte i øjet på klods hold. Udover oversættelsen til engelsk arbejder vi også på flere, og mere præcise, informationer om forskellige leveringsmetoder, og vil desuden inddele mere tydeligt efter leveringsmetode når det er passende.

Øjnene: Fra en stærkt irriterende svien til en følelse af at dine øjne brænder.
Fra svært kontrollabel blinken til at øjnene lukker sig ufrivilligt og ikke kan åbnes uanset hvor meget man prøver. En følelse af blindhed, ofte forbundet med den ukontrollable blinken. I realiteten påvirker selv en heftig koncentration af CS ikke din evne til at se direkte, så hvis du kan holde øjet åbent kan du se (gennem tårerne). Tårer og mængder af dem. Flere end da dit livs kærlighed gik fra dig, og flere end da dit kæledyr døde.

ADVARSEL: Øjet består af blødt væv, og da CS-partikler er faste, er det muligt at de kan blive presset ind i vævet, hvis du har kontaktlinser på, eller hvis de skydes mod øjet i høj fart (f.eks. CS-spray på klods hold). Vi har ikke fundet nogen påviselige tilfælde af, at folk er blevet blinde af at have kontaktlinser på, men det gør i de fleste tilfælde effekten værre. De andre tilfælde af reelle langsigtede øjenskader forårsaget af CS-gas angreb har været fyldt med spørgsmål om hvorvidt det var CS-partikler eller leveringsmetoden der forsagede skaden, så vi anbefaler en konservativ ingen-kontaktlinse strategi indtil andet bliver forsvarligt at anbefale.

Næse / Mund: Fra en stærkt irriterende svien til en smertefuld brændende følelse. Løbende næse. Nysen. Fra en smule mere savl, til en massiv overproduktion - det kan føles meget mærkeligt og ubehageligt, og er en af de ting vi har hørt overrasker og skræmmer mange, men det er altså ikke videre farligt, bare sært og ubehageligt.

Luftvejene: Fra en stærkt irriterende svien til en smertefuld brændende følelse. Overproduktion af ”slim” i lungerne, og hoste som følge deraf. Husk at slim er din ven, slim indkapsler onde partikler, bakterier og andet, og får dig til at hoste dem op så du kan sluge det eller spytte det ud. En følelse af at din brystkasse bliver snæver og stram, at det bliver sværere at trække vejret. De undersøgelser vi har været igennem har dog ikke kunnet påvise nogen ændring i folks evne til at trække vejret umiddelbart efter de har været udsat for CS, så vi er i tvivl om hvorvidt det er en instinktiv reaktion på smerten eller et reélt fysisk problem. Det gør dog hverken oplevelsen mindre irriterende eller skræmmende.

HVIS DU HAR LUFTVEJSSYGDOMME: Da CS er en yderst effektiv irritant af luftvejene må det forventes at være i stand til at fremprovokere en reaktion fra luftvejssygdomme som astma. Hvis du har astma og planlægger at deltage i et arrangement, hvor du risikerer at blive udsat for CS-gas (en fredelig ikke-voldelig demo f.eks.) så anbefaler vi på det stærkeste at du anskaffer dig en effektiv gasmaske, og tager din inhalator med. Som de fleste med luftvejssygdomme ved er et pludseligt og stærkt anfald af dette en reel trussel mod en persons liv, og det gør ikke truslen mindre at man i mange situationer er ude af stand til at skaffe ambulance, antihistaminer etc. Vi vil ikke anbefale at du regner med at nogen omkring dig har en adrenalin (epinephrin) sprøjte i lommen.

EN VIGTIG ADVARSEL: De studier der er lavet af risikoen for permanente, eller langvarige skader på luftvejene i forbindelse med CS er både få og uenige. Men hvor der er påvist skader har disse først vist sig mindst 12 timer efter CS-forgiftningen. Så hvis du oplever problemer med luftvejene i dagene, efter du har været udsat, så tag lige forbi din praktiserende læge og bliv tjekket. Det skal dog pointeres at de konfirmerede tilfælde af alvorlige eller permanente luftvejsskader vi har fundet, indtil videre har været under Vietnam krigen, men det er jo gratis at gå til lægen, så i forhold til CS-gas er det bedre at gøre det en gang for meget end for lidt.

Huden: Fra en sær kriblen til en brændende smerte. Fra ingen mærkbar påvirkning, henover rød følsom hud, til noget svarende til 2. grads forbrændinger fra solen (væskefyldte blærer og den slags). Forbrændinger er vi dog kun stødt på, hvor forholdende har været meget fugtige og varme, eller hvor CS-koncentrationerne har været ekstremt høje. Det er dog værd at bemærke at det er en skidt idé at være gennemblødt af sved og så blive ramt af et CS-gas angreb på din bare, svedige og varme hud.

Maven: Det er ikke almindeligt at man kommer til at sluge CS i nogen betydningsfuld mængde når det bliver leveret via gas-granater. Hovedsageligt drejer det sig om folk der bliver sprayet i munden. Det sker dog at folk kommer til at sluge for meget CS, f.eks. når man af refleks sluger alt det mundvand der kan opstå og derved får masse CS med ned. Pas på med det, der er der nogle ubehagelige symptomer: Fra små sure opstød til kraftige opkast. Fra svien i maven til reelle mave-smerte-kramper.

Blodbanerne: Heldigvis er der, så vidt vi ved, ikke nogen metode hvormed CS-partikler leveres hvor det injiceres direkte i blodbanerne, men for helhedens skyld er den eneste påvirkning man har observeret, at det muligvis kan forhøje blodtrykket og pulsen lidt i en kort periode. Desværre er det ud fra forsøgsbeskrivelserne umuligt at afgøre om dette var grundet nervøsitet, smerte osv. eller grundet selve CS-partiklerne i blodbanerne.

Langsigtede effekter

Vi er, som skrevet i indledningen, langt fra færdige med at filtrere, oversætte, læse, forstå og sammenholde alle de informationer vi har samlet ind, og det er derfor umuligt for os at sige noget definitivt om de langsigtede effekter af CS. Vi har dog alligevel tilføjet en række punkter vi mener er vigtige, skræmmende, opsigtsvækkende osv. Dette har vi gjort da vi mener at det er direkte uansvarligt at have andet end en sikkerhedsmæssig konservativ tilgang til en ukendt trussel der ikke kan klassificeres som andet en kemisk krigsførsel. Humlen er at du ikke skal have mareridt, holde dig væk fra aktioner eller skrive pressemeddelelser baseret på en opfattelse af at punkterne herunder er fakta, men forhold dig til dem alligevel.

Et vandtæt argument der dog kan, og bør, bruges i enhver debat, pressemeddelelse eller hyggesludder om CS er at der er alt for mange ubesvarede spørgsmål om det, taget i betragtning at det er et kemisk våben, der indsættes i så massive mængder mod civilbefolkningen i mange lande.

Der er tilsyneladende en, statistisk set, stor mængde kvinder der har fået alt for tidlig menstruation efter at have været udsat for CS. Det er dog ikke blevet undersøgt grundigt nok til at man med nævneværdig sikkerhed kan sige at det hænger sammen.

Der er tilsyneladende en, statistisk set, stor mængde kvinder der har aborteret eller dødfødt efter at have været udsat for CS. Igen er det ikke undersøgt grundigt nok til at man kan sige at det med 100% sikkerhed hænger sammen. Sammenholdt med det første punkt kan noget tyde på en form for påvirkning af kvinders hormonsystemer. Dog er det på nuværende tidspunkt ren spekulation.

Disse to punkter er i vores øjne grund til bekymring, også selvom det er spekulationer, og som sikkerhedsforanstaltning bør du, hvis du er gravid, være varsom i forhold til aktioner der indebærer en risiko for at blive udsat for CS-gas. Det skal dog understreges at det kan være CS, den måde CS'en bliver leveret på, en højspændingsledning der var i det område aktionen var i, tilfældigheder eller for så vidt grønne mænd fra rummet, der er ansvarlige for de statistiske abnormaliteter, men vi vil gerne opfordre gravide kvinder til at sørge for - så vidt muligt - at undgå at blive udsat for CS-gas.

Der er flere casestudies der peger på en mulig forbindelse mellem at have været udsat for CS mange gange, og længere varende / kroniske skader på lungerne. Selvom vi langt fra kan sige noget entydigt om det, er det groteskt at der ikke foreligger nogen reel undersøgelse af dette.

En del af den forskning der er foretaget vedrørende dødeligheden af CS og de langsigtede effekter er hemmelig og top-secret og vi skal komme efter dig. Dette er i sig selv problematisk, taget i betragtning at det er et våben, der hovedsageligt anvendes af politiet som vi, befolkningen, har ansat, til at opretholde loven. Der er ingen grund til at disse informationer hemmeligholdes, men det gør de.

Specielt med hensyn til CS-spray er vi bekymrede for hvad CS-partikler der laver exoterme reaktioner dybt begravet i et øje kan gøre, men igen er der stadig meget der skal læses før vi bliver kloge nok til at sige noget mere. Dog er der, så vidt vi ved, ikke eksempler på CS-spray brugt mod demonstranter, aktivister etc. i Danmark. Peberspray er blevet brugt mod hooligans på et tidspunkt, men peberspray ligger uden for dette dokuments rækkevidde.

HVAD GØR VI MOD CS-GAS

Før du bliver udsat for CS-gas

Før du overhovedet står på gaden, til aktionen eller hvor du nu skal hen, er der et par ting der er smarte at gøre, og nogle ting der er rigtigt dumme at gøre, hvis du gerne vil undgå de allerværste skader og den værste smerte. Hermed to lister over de gode idéer og de virkeligt dårlige.

Pre-aktions dont's: Lad være med at barbere dig, ”rå” hud (hud der ikke er hærdet af luften, slid etc.) reagerer stærkere med CS-partiklerne, hvilket betyder mere smerte for dig. Husk dog at hvis du bruger gasmaske så er skæg skidt, så barber dig et døgn før, så er stubbene ikke så farlige at de gør masken utæt. Lad være med at tage kontaktlinser på, alle ved det, men det skal gentages igen og igen. CS-partikler kan blive fanget bag kontaktlinsen og blive presset ned i det bløde væv, samt blive stærkt koncentreret og det er her vi snakker om potentielle permanente skader på øjet. Det er i den grad værd at bruge den 20'er på et par discountbriller i et supermarked eller på en tankstation.

Her kommer der en vigtig en: Lad være med at putte vaseline eller andre ting baseret på mineralsk olie på din hud for at beskytte dig. Det bliver foreslået nogle steder, og dem der foreslår det er enten pansere, onde mennesker eller retarderede. CS-partiklerne bliver opsamlet af det, og det gør ondt.

Lad være med at tage nogen form for fedt- eller oliebaseret creme på. Overhovedet. Også selvom du virkelig elsker din baby-numse-bløde hud. Den bliver ikke mere baby-numset af at CS-partiklerne bliver opfanget i høje koncentrationer og giver dig eksem og forbrændinger.

Lad være med at drikke dig stiv før en aktion. Det er rigtigt at nogle bliver resistente overfor CS når de er plørestive, eller rettere, resistente overfor smerte. Det eneste der sker er at man udsætter sig for mere CS end man kan klare. Vi ved godt vi ikke er din mor, men vi vil heller ikke have at du kommer alvorligt til skade.

Pre-aktions do's: Rens din krop og dit hår (specielt hvis du har dreads) grundigt med en ren castille-sæbe (ca. halvdelen af vores virtuelle kollektiv insisterer på at det hedder sømandssæbe). Nøgleordet her er ”ren”. Det skal ikke være en parfumeret, luksus-veganer-sæbe, men en ren castile-sæbe uden fancy olier og konsistens-forbedrende materialer - den variant, der er slimet, nederen og frastødende. Idéen er at fjerne olier, døde hudceller og andet snask og snavs fra din hud, så CS-partiklerne ikke kan binde sig til det. Vi anbefaler at tage badet lige før man tager af sted på aktion. Sidenote: Hvis du ikke har en castile-sæbe så lad være med at gå i bad, for animalske olier, fedt og alt det andet jazz de putter i ”almindelig” sæbe gør det kun meget meget værre. Så vask dig vegansk, vask dig med plain vand eller lad være med at vaske dig overhovedet. Du kan finde tricks til at lave castille-sæbe overalt på nettet: Google er din ven.

Drik rigeligt vand, spis rigelig mad og få sovet rigeligt. Jo bedre fysisk stand du er i når CS-gassen rammer, jo mindre stresset bliver din krop. Jo trættere og mere nedkørt du er pga. dårlig kost, væskemangel osv., jo lettere bliver du bange, og jo lettere bliver din krop stresset og sætter gang i de deraf følgende reaktioner som hurtigere åndedræt osv. Så vær fysisk på toppen.

Beslut dig på forhånd for hvordan du vil forholde dig til gas-angreb, og sørg for at dit crew, din klan, din affinity-gruppe eller hvad du kalder det, ved hvad din plan er. Så slipper du for at stå og dreje forvirret rundt om dig selv, og alle er klar over hvem der gør hvad når gassen rammer.

Når du bliver udsat for CS-gas

Når gassen har svøbt sig omkring dig og dine venner, og du forhåbentligt har taget den beskyttelse du havde klar i tasken, om halsen eller i lommen på, er der et par gode råd der vil gøre det lettere for dig at klare dig igennem tågen, hvad enten du er på vej ud eller længere ind.

Don't panic!: Uanset om din plan er at komme væk når gassen rammer, eller blive og kæmpe i gassen, måske endda forsøge at få smidt CS-granaterne væk fra dine kammerater, så er den første, og absolut vigtigste, regel: Don't panic (vi elsker også HitchHikers). Hvis du glemmer alt andet der står i hele det her dokument, så husk: DON'T PANIC! Hvis du løber skrigende rundt skader du ikke kun dig selv, du skræmmer også andre, og får dem til at løbe skrigende rundt. Kontroller derfor dig selv og hav følgende råd i mente:

Lad være med at sprinte hvis du ikke er sikker på at du kan komme ud af CS-gassen før dit åndedræt går amok. Bevæg dig med hastige skridt i stedet for hvis du ikke bliver jaget af pansere eller nazi'er. Udover de fysiske konsekvenser spreder vild sprinten også panik. Lad være med at råbe og skrige mere end det allermest nødvendige (for at samle din afinnity gruppe etc.). Og hvis du skal råbe, så træk vejret ind, vent til du har brugt ilten, og råb den brugte luft ud istedet for at råbe ”frisk” luft med masser af ilt ud. Råben og skrigen er selvsagt også en panik-spredende faktor.

Træk vejret kontrolleret. Det er en balancegang at få nok ilt og tage så lidt luft ind som muligt, men prøv at bruge ilten i den luft du trækker ind før du trækker vejret igen. Du kan eventuelt gøre som Meyer, og snyde lidt ved at øve dig hjemmefra.

Lad være med at tage panikbeslutninger. Beslut dig kontrolleret for hvad du vil gøre, og gør det på en kontrolleret og effektiv måde.

Lad være med at røre dit ansigt, da det kun bliver værre jo mere du gnubber partiklerne ind i huden, øjnene etc. Det kræver at man ignorerer sine umiddelbare impulser, så visualiser det, sig det høj eller noget andet før du tager af sted så du lettere husker det i kampens hede.

Hvis du ikke har noget øjenbeskyttelse så luk det ene øje indtil du er sluppet ud, så har du et smadret øje og et mindre smadret øje til at se med i den friske luft.

Spyt i stedet for at sluge hvis du begynder at producere voldsomme mængder mundvand, medmindre du gerne vil sluge en masse CS-partikler.

Prøv at lade være med at varme din krop for meget op, jo varmere du er, jo mere åbne er dine porer, og jo flere CS-partikler trænger der ind i dem. Det er selvfølgeligt vigtigere at komme ud af gassen hvis du vil væk, men varme er en dårlig ting.

At kaste granaterne tilbage: Dette emne fortjener et lille mini-afsnit helt for sig selv, for der er nogle ting der kan gøre en meget stor forskel på ens oplevelse af hvordan det er at løbe omkring med en brændende varm CS-spyttende granat i hænderne.

Hold granaten over hovedet hvis du skal løbe med den. Den varme røg stiger opad og du undgår både at få lige så meget på dig selv, og på dem omkring dig, hvis du holder den højt oppe. Saml granaten op og kast den kontrolleret, eller spark kontrolleret til den hvis du har kontrol over din fod. Lad være med at losse tilfældigt til den, der er ingen der bliver glade hvis du losser den i nakken på dine kammerater eller tilfældige forbipasserende.

Hav nogle ordentligt varmesikre handsker på. De skal være sikret mod direkte varmeoverførsel, ikke kun mod strålevarme. I gamle dage brugte man asbesthandsker, men da asbest er giftigt bruger man diverse alternativer i dag. Et par arbejdshandsker udenpå en thinsulate vante holder ikke. Brandmandshandsker eller handsker der er lavet til at erstatte asbesthandsker (f.eks. svejsehandsker) er det bedste bud.

Efter du er blevet udsat for CS-gas

Dette afsnit handler om ting du kan gøre når du er kommet ud af CS-gassen. Vi er stødt på utallige råd og tricks, nogle gode, nogle der ikke tydeliggjorde om de var til CS-gas, CN-gas, OC spray eller andet, nogle der var latterlige og en del der var direkte farlige. Et strålende eksempel var en, der skrev, at vand blandet med 20% tilfældig hypoklorid var toppen til at vaske øjnene i, men kort sagt er det ca. ligeså smart som at hælde blegemiddel i øjnene. Dette har ført til at vores liste er konservativ, i den forstand at vi nægter at tage noget med som ikke opfylder følgende krav.:
Det er konfirmeret af flere uafhængige kilder som vi mener er pålidelige.
Vi har ikke kunnet finde nogen måde hvorpå det, hvis anvisningerne følges, er skadeligt.
Om muligt har vi selv afprøvet rådet. Vi er desværre ikke millionærer, og vi har heller ikke mulighed for at ringe og bede om et CS-gas angreb som vi kan teste forskellige ting i.

Tøjskift: Hvis muligt så kom ud af det CS-forurenede tøj, put det i en plastikpose og luk den TÆT så du ikke fylder din taske, eller hvor du putter posen hen, med CS-partikler. Tæt betyder to-tre engangsstraps, gaffatape eller lignende, at sno toppen og rulle den sammen er ikke godt nok. Derudover er et par engangsstraps skidegode at have på sig ved enhver lejlighed. Husk at hænge det forurenede tøj op i vinden når du kommer hjem, og vask det 2-3 gange med alt hvad den kan trække af ubehagelige vaskemidler (svanemærkede eller lign. selvfølgelig) for at få CS-partiklerne ud. Du har, siger vores erfaring, ikke lyst til at putte en CS-forgiftet trøje ind i dit klædeskab.

Ren luft: Jo mere luft uden CS-gas du kan udsætte dig selv for, jo bedre. Ligesom at vinden bærer CS-partiklerne hen på dig bærer den dem også væk igen. Derudover er det så meget rarere at indånde ren luft end det er at indånde CS-gas. Når du vil have ren luft så sørg selvfølgelig for at komme et sted hen hvor vinden bærer CS-gassen væk fra dig.

Skyllevæsker: Herunder er der en række forskellige opløsninger der påstås at være geniale til at fjerne CS partikler fra huden, nogle af dem vi er stødt på virker fremragende, nogle af dem virker ikke, og nogle af dem gør det hele meget værre. Vi har derfor en særligt konservativ tilgang i dette afsnit. Først er der dog nogle generelle guidelines der gælder for alle skyllevæsker.

Skyl - ikke gnubbe, skrubbe eller andet, men skyl. Planen er at skylle partiklerne væk, ikke at presse dem ned i huden. Sørg for at væsken rammer det sted du vil skylle, og derefter falder væk fra kroppen. Hvis du hælder vand i ansigtet og det så løber ned over din krop flytter du bare CS-partiklerne fra ansigtet til kroppen. Jo mere du kan spule det CS-ramte sted, i stedet for bare at hælde vand på det, jo bedre. Derfor er flasker med ”sports-toppe” hvor man kan trykke på flasken og klemme vandet ud med høj fart ideelle. Der er selvfølgelig en grænse - lad være med at bruge motoriserede højtryksspulere eller lignende, så risikerer du at presse partiklerne ned i huden.

Jo koldere skyllevæsken er jo bedre. Kulde lukker porerne og ”forsegler” dermed din hud bedre mod CS-partikler. Varme gør det modsatte, så hvis der er nogen risiko for at komme i kontakt med flere CS-partikler før du kommer hjem, så er kold hud vejen frem.

Hvis du skyller munden skal du ikke sluge væsken. Skyld munden, gurgl og spyt ud. Gør dette gentagne gange før du drikker noget, da CS-partikler i mavesækken kan provokere maven nok til at du knækker dig voldsomt.

Alle procenttal er angivet i vægt, ikke volumen. Hvis du skal blande noget op i 1 liter vand, svarer 1% derfor til 10 gram.

Helt almindeligt vand: Det er ikke super-effektivt, men det er mange gange bedre end ingenting. Specielt hvis det er iskoldt. Vær dog opmærksom på at hvis du har meget ”frisk” CS på dig, kan der godt komme en hurtig smerte lige når du sprøjter vand på fordi partiklerne reagerer med vandet. Vi vil derfor ikke anbefale vand øjeblikket efter du er blevet udsat for CS-gas.

Vand med 6% NaHCO3 (også kendt som ”Natron”): Den gamle traver som virker hver gang. Det er let at få fat i Natron hvor som helst. Der er dog det at huske med denne blanding at dens effektivitet aftager med tiden, derfor er det bedste at have vandflasker og små poser natron som man blander på stedet. Lad være med at skylle dine øjne med dette.

(Dansk)vand med citrus: Det er ikke noget mirakelmiddel, men i en snæver vending kan det være langt bedre end vand alene. En fordel ved danskvand er at der er brus i. Det gør at man kan tage låget af, sætte tommelfingeren i åbningen, ryste den, og så bruge den som højtryksspuler. Det virker ca. på samme måde med vand/citronsaft, og det er billigere, så hvis du har en tom flaske og et par citroner liggende er det en let nødløsning at tage med i tasken. Lad være med at skylle dine øjne med dette.

Ikke-hjemmeblandet-saltvand: Dette er specielt til øjnene, da det er ubehageligt at få citron, natron eller mange andre ting i øjnene. Det bedste du kan gøre er at skylle dine øjne med øjenskyllevæske. En flaske øjenskyllevæske med et låg der passer ned over øjet koster omkring en 20'er og er det i dén grad værd. Vi vil anbefale, at man køber det på flaske i stedet for at blande det selv, da det skal være ret præcist blandet for at være behageligt. Hvis man alligevel står med en pipette, præcis vægt og demineraliseret vand er blandings forholdet 0,9% sodiom klorid, men gå på apoteket og køb en flaske. Nogle steder kan saltvand også fås på sprayflaske, hvilket ifølge vores erfaring er sværere at behandle sig selv med, men tilgengæld væsentligt lettere at behandle andre med. Så hvis du vil være en omsorgsfuld aktivist kan en sprayflaske med ca. 1 minuts holdbarhed (nok til ca. 4-6 patienter) anskaffes for omkring en 50'er.

Anti-Mavesyre / Magnesium Mikstur / LAW (Liquid Antacid and Water): En sikker vinder er det der bredt er kendt som LAW metoden (Liquid Antacid and Water). Da CS er et surt stof kan man opløse det i et basisk stof, og et lettilgængeligt basisk stof er ”magnesium mikstur”/”flydende Link” der er et middel mod sure opstød, og som kan købes i dunke i håndkøb på apoteker for en billig penge. Man blander det med vand i forholdet 40 % Link/mikstur og 60 % vand og hælder det udover de CS-ramte områder på sin, eller andres, krop. Det smarte ved LAW er at man også kan bruge det til øjnene. Bemærk at vi kun har testet det med midler baseret på enten magnesiumhydroxid eller aluminiumhydroxid. Ikke nogle af de skum-lignende stoffer. Vi har rettet blandingsforholdet fra 1:1 til 4:6 da 1:1 er det maksimale blandingsforhold, og det er umuligt at være 100% præcis uden præcist udstyr, som de færreste har, til rådighed.

MOFIBA: Hvis du ved hvad MOFIBA er, har du forhåbentligt også lært at bruge det, og kan gøre det ordentligt, og så er det toppen. Hvis du ikke ved hvad det er og læser om det første gang her, så find nogen der ved hvordan man gør og få dem til at vise dig det. MOFIBA (Mineral Oil Followed Immediately By Antacid) er en super effektiv måde at fjerne CS-partikler fra hud, men hvis det bliver gjort forkert kommer man til skade. Det går grundlæggende ud på at gnide et lille område med mineralsk olie og med det samme vaske det med en antacid (anti-mavesyre tabletter opløst i vand.). Det smarte er at den mineralske olie samler alle partiklerne op, og så vasker man den lynhurtigt af igen da mineralsk olie er seriøst skadeligt for huden.

BESKYTTELSESGEAR

Fra sorte plastiksække til gasmasker. Vi har samlet alt det vi ved, og har kunnet læse os til om hvad det bedste, billigste, mest MacGyver-agtige gear er. Vi regner med at dette afsnit vil blive udvidet mere eller mindre i det uendelige da både vi og andre hele tiden hitter på nye idéer, og da der hele tiden kommer nye materialer der er gode til at lave billigt beskyttelsesgrej. Først er der nogle tanker om materialer generelt, derefter nogle DIY-tricks. Til sidst er der et afsnit om ”rigtige” gasmasker.

Generelle overvejelser om beklædning

Flere tynde lag: Materialevalg har meget at sige om hvor effektivt dit tøj beskytter dig mod CS-gas, men det betyder også noget hvordan materialet bruges. Hvis du har valget mellem flere tynde lag eller et tykt lag i samme materiale er flere tynde lag langt mere effektivt. Kort fortalt skal partiklerne ved flere tynde lag først difundere gennem et lag stof, så kastes fra det lag til det næste, så skal de diffundere igennem endnu et lag stof osv. Ved et tykt lag stof skal de kun diffundere gennem et lag stof. Det er et tykkere lag men de slipper for at skulle springe fra et lag til det næste. Derudover er det meget lettere at varmeregulere sin krop med mange lag tøj, og du har, som skrevet flere gange før, ikke lyst til at være kogende hed når gassen rammer.

Håndled, ankler, hals og liv: Brede, elastiske og forholdsvist stramtsiddende lukninger om håndled, ankler, halsen og livet er absolut at foretrække frem for smalle og uelastiske lukninger. Man bevæger sig ofte meget til aktioner, og en bred elastisk lukning er langt bedre til at blive ved med at holde tæt, og er også mere behagelig at have på hvis den sidder stramt, da trykket fordeles over et større hudområde, hvor en smal lukning (et tyndt bælte f.eks.) generer og hæmmer blodtilførslen.

Lukninger: Med lukninger mener vi om der er knapper eller lynlåse og den slags ting. En vandtæt lynlås med velcro-flapper udover er absolut at foretrække, men da de færreste er klar til at bruge mange penge på aktionsgear, er her de lukninger vi kan komme på - de værste først, de bedste til sidst: Knapper, billig velcro (det almindelige der er meget fluffy), god velcro (ikke fluffy, mest på dyrt outdoor gear), lynlåse, vandtætte lynlåse. En kombination af flere er at foretrække, og ingen lukning overhovedet er langt det bedste. Anorakker, hættetrøjer uden lynlås, bukser med elastik i livet og uden gylp osv. er din ven.

Lapper: Det er vist ikke ligefrem unormalt med hullede bukser, men når du bliver bombarderet med CS-gas er huller noget lort. En smart midlertidig lap er at lukke hullerne med gaffatape fra indersiden og ydersiden (så de klistrer sammen i hullet.). Lad dog være med at isolere dit tøj totalt med gaffatape, så kommer CS-gassen til at være dit mindste problem når du drukner i dit eget sved og ikke kan bevæge dig.

Materialer generelt

Der findes et utal af materialer som bruges til fremstilling af beklædning og i dette afsnit vil vi gennemgå de mest brugte. I takt med at vi får indsamlet viden og testet mere kommer der sikkert flere materialer på listen.

Gældende for alle materialer er: Jo tættere vævet, glattere og ikke-sugende (test det ved at hælde lidt vand på det og se om det bliver suget ind i materialet) et materiale er, jo bedre. Men det er altid en balancegang mellem beskyttelse, bevægelighed og temperatur. Tykke regn-heldragte ville være smarte, men du ville i de fleste tilfælde dø af varmeslag før der blev skudt noget CS-gas efter dig.

Fleece: Om vi så blev betalt for det ville vi ikke tage fleece på til en aktion. Ikke medmindre vi havde et super-duper beskyttelseslag udenpå. Fleece er uden tvivl det værste man overhovedet kan have på af de ting folk almindeligvis går med. Det fungerer mere eller mindre som en væge og transporterer partiklerne lige igennem sig.

Uld: Uld kan selvfølgeligt være vævet meget tæt, men uld har en tendens til at opføre sig meget lig fleece, blot ikke ligeså effektivt. Vi vil ikke anbefale dig at tage uld på, men det er bedre end fleece.

Bomuld: Den gode nyhed er at standarduniformen for aktivister er et acceptabelt forsvar mod CS-gas. Bomuld er i og for sig fint. Det er hverken fantastisk godt eller fantastisk dårligt, bedre end dunet løs uld og fleece, værre end vindtæt/vandtæt tøj. En t-shirt og en hættetrøje gør et udmærket job som beskyttelse mod CS-gas, men det er ikke et magisk stof. Bemærk dog at bomulds effektivitet går lige fra super-skod til ret godt afhængigt af hvor tætvævet det er.

Syntetiske stoffer: Nylon og polyester er ofte mindre væskesugende end bomuld, og er derfor et skridt op ad ”beskyttelses-stigen” så at sige. Det er dog langt fra ligeså brugt i aktivistens standarduniform, men hvis du nu har en tætvævet nylon ting liggende så overvej at tage den på.

Plastik og gummi: Er skidegodt. Billigt regntøj fra brugsen, genbrugsen og den slags er et hit. Jo mere vandtæt det er, jo mere CS-tæt er det. En tilføjet bonus er at materialerne det er lavet af oftest er meget lette, og man kan få regnsæt der, evt. kombineret med langt undertøj, gør en langt mere mobil end jeans og hættetrøjer gør.

Interimistisk ABC/NBC-gear

Her er så en forhåbentligt hurtigt voksende liste over DIY-gear man kan lave for at beskytte sig mod CS-gas.

(Partisaner)tørklædet: Hvis der er nogen beklædningsgenstand der tilnærmelsesvist er universel for aktivisme på vores elskede venstrefløj, og efterhånden også blandt de moderne unge, er det partisanertørklædet. I sig selv giver det ikke nogen fantastisk beskyttelse når det trækkes op over næsen, men det er absolut bedre end ingenting. Der er selvfølgelig en del måder man kan gøre det meget mere effektivt. (disse tricks gælder selvfølgeligt også almindelig tørklæder.)

Vand / Eddike / Citronsaft: Kan alle tre gøre et tørklæde mange gange bedre. Vand gør at en del af CS-partiklerne reagerer med det og at stoffet kan optage flere partikler før de trænger igennem det, da der nu er vand der hvor vævningen danner ”huller” i stoffet. Hvis man tilføjer syre i form af eddike eller citronsaft virker det endnu bedre. Citronsaft er at foretrække da edikke kan irritere huden.

Svømmegear: Dykkermasker og svømmebriller yder, hvis de sidder ordentligt, superb beskyttelse mod CS-gas. Nogle anbefaler at man skal anskaffe sig svømmebriller / masker af typen der ”ikke kan gå i stykker”. Det er noget sludder da der ikke findes ikke noget materiale der ”ikke kan gå i stykker”. Det du leder efter er enten hærdet glas (masker) der splintrer i kubiske stykker (tænk busstoppestedsglas) eller et lettere elastisk plastik/gummi materiale (svømmebriller) der slet ikke splintrer, men nærmere bøjer, buler og knækker. Heldigvis er langt de fleste svømmebriller, selv ned i 20 kroners-klassen, lavet af et sådant materiale. Så det er en super-god og billig måde at beskytte øjnene på. Desværre har forskellige producenter forskellige navne til disse svømmebriller, men hvis du siger ”nogle der ikke splintrer og snitter mit øje op hvis de går i stykker” burde ekspedienten forstå hvad det er du vil have.

Engangshandskeforing: Hvis du alligevel plejer at have en eller anden form for handske på til aktioner, så kan de let isoleres mod CS-gas. Du køber en kasse pudderfrie vinylhandsker, en pakke bomulds-inderhandsker og tager bomuldshandske og vinylhandske indenunder dine normale handsker, og så er du isoleret. Bomuldshandsken er ikke nødvendig men fjerner ubehaget ved at have en vinylhandske direkte mod huden. Både vinyl og bomuldshandsker kan købes hos de fleste medicinal-forsynings forretninger. Det koster ca. 150 kroner for handsker nok til de næste 100 aktioner.

HEPA Hurra! HEPA-filtre (High Efficiency Particulate Air) er det tætteste vi er kommet på aktivistens drøm om en billig DIY-gasmaske for nu. HEPA-filtre er filtre der kan fjerne mindst 99,97% af de luftbårne partikler der er sværest at fange (0,3 mikrometer partikler). Det fantastiske ved HEPA-filtre er at de er at finde utroligt mange steder, f.eks I støvsugerposer. De kan dog også købes som store ”måtter” hvilket klart er at foretrække til mere seriøse projekter, da du så er sikker på at få et testet kvalitetsfilter. Du kan isolere næsten hvad som helst med HEPA-filter, så længe du sørger for at filteret er intakt. Der må IKKE være huller i det. Hvad og hvordan du isolerer ting med HEPA-filter vil vi lade være op til din fantasi, men et godt eksempel er de HEPArtisanertørklæder (har vi døbt dem) nogle af os har.

ADVARSEL: Vi vil anbefale dig at slå ”HEPA” op i den engelske Wikipedia for at forstå præcist hvordan det fungerer. Der er dog to ting der er værd at bemærke her: For det første afhænger et HEPA-filters effektivitet af hvor tykt og helt det er. Et 1mm tykt lag hullet HEPA-filter er ikke noget værd. For det andet erstatter et HEPA-filter ikke et kvalitetsfilter til en gasmaske, men hvad lettilgængelige og billige alternativer angår er det det bedste vi har fundet. Det er dog svært selv at lave et filter-system, som sidder ligeså tæt som en ”rigtig” gasmaske. Var dig også for kopier af HEPA-filtre, eller materialer der påstår at de er lige så gode.

HEPArtisanertørklæde: Tag et partisanertørklæde og fold det helt ud på en plan flade. Del det op i to trekanter - som når du folder det sammen - og dæk den ene trekant med HEPA-filter. Fold tørklædet henover midten så du har en sandwich med HEPA-filter i midten.Sy/tape/klips hele vejen rundt i kanten så HEPA-filteret bliver på sin plads, og du har en mere effektiv beskyttelse mod CS-partikler.

Beskyttelsesdragter: Vi ved godt det strider mod rebel-moden, virker helt åndssvagt og sikkert er noget de fleste vil ignorere, men en ”rigtig” beskyttelsesdragt kan i den grad gøre dit tøj mere CS-resistent. En Tyvec-Classic beskyttelsesdragt der kan købes i næsten ethvert byggemarked er ikke en CS-sikker dragt, men den tager en stor del af det, og den er billig. Den koster omkring 30 kroner. Problemet er at den er hvid, løstsiddende og totalt på tværs af alting. Man kan ikke bare male den sort, så bliver den, afhængig af malingen, enten stiv som et bræt, eller totalt ligegyldig i forhold til CS. Overvej alligevel at anskaffe en beskyttelsesdragt, det er en billig måde at blive sikret væsentligt bedre på.

Gasmasker og filtre

Gasmasker er selvfølgeligt toppen af ansigtsbeskyttelse mod enhver form for kemisk krigsførelse - CS, CN, CR og OC inkluderet - og derfor virker det umiddelbart som noget der i den grad er værd at bruge penge på. Der er dog en række problemer og konsekvenser man bør overveje før man køber en. Da det i langt højere grad filteret, end selve masken, der afgør om der ydes nogen egentlig beskyttelse, indeholder afsnittet først vores tanker om gasmasker og derefter information om filtre.

Generelle overvejelser om gasmasker

Gasmasker skal slutte tæt, ikke ret tæt eller rimeligt tæt, men helt tæt. Selv små utætheder nedsætter drastisk maskens evne til at beskytte dig. Specielt hvis man anskaffer sig en billig gasmaske er det en god idé at prøve den på først. Hvis den sidder ordentligt yder den ligeså god beskyttelse som en dyr, men hvis den sidder utæt og falder ned er den ubrugelig.

Skæg og gasmasker er en dårlig kombination. Der er lavet specielle masker der enten slutter tæt helt nede omkring halsen, under skæggrænsen, eller er mere ligesom hætter man trækker over hele hovedet. Disse er dog ofte enten vanvittigt dyre eller lavet til at blive brugt i kombination med en heldragt der er mere end vanvittigt dyr, så hvis du ikke har lyst til at barbere dit skæg af skal du overveje at finde en anden løsning. Hvis du hverken kan undvære dig skæg eller en gasmaske, så er det endnu mere vigtigt at du prøver om den sidder godt før du køber.

En gasmaske der bæres til en demonstration klassificeres som noget i retning af ”En genstand der bruges til at bryde loven” og kan dermed konfiskeres, da man bryder maskeringsforbuddet. Kort fortalt mister du din gasmaske hvis du bliver anholdt med den på til en demonstration.

Gasmasker har en tendens til at ophidse politibetjente. De er tilsyneladende af den opfattelse at gasmasker er meget farlige våben, og at de derfor må bruge mere magt overfor bæreren.

Halvmaske eller helmaske: Det første valg du skal foretage dig, er om du skal have en halvmaske eller en helmaske. Hvis der skulle være tvivl dækker halvmasker kun mund og næse, mens helmasker dækker hele ansigtet. Helmasker er væsentligt dyrere end halvmasker, og kan mere eller mindre erstattes af et par gode svømmebriller og en halvmaske, så medmindre du regner med at være i CS-gas i lang tid, vil vi anbefale halvmasker. En helmaske er dog bedre beskyttelse for ansigtet, ingen tvivl om det.

Overskudslageret og loppemarkedet: Når man på et loppemarked eller i et militært overskudslager finder en militær gasmaske til en 50'er og de normalt koster 800 kroner, er det fristende at købe den. Man kan sagtens finde gasmasker der virker strålende sådanne steder, men man skal tage sig i agt, og være yderst opmærksom på følgende ting:
Mørt gummi forekommer i en del gamle gasmasker. Mange gamle modeller blev ikke lavet af silikonegummi, EPDM eller lignende materialer, og kan derfor let blive møre med tiden. Bøj masken og tjek den grundigt efter for revner, huller eller andre potentielle problemer.
Du skal kunne skifte filteret på den. Der er ikke noget men/eller/måske her: Hvis du ikke kan skifte filteret er du ikke interesseret i en genbrugsmaske. Det mest almindelige filtergevind er af typen DIN40. De fleste andre filtergevind/bajonetfæster er lavet til en specifik producents maske (3M bajonet gevind, SEKUR gevind etc.). Men langt de fleste militære masker, politimasker o.l. bruger DIN40 gevind. Hav eventuelt et billigt DIN40 filter med rundt i overskudslagre og på loppemarkeder. Et sådant kan købes for omkring en 50'er.
Det er meget svært at se forskel på hærdet glas og almindeligt glas, og vi har ikke umiddelbart nogen skudsikker metode til at teste det, så det er en fare ved at købe gasmasker på den måde. Filtre til gasmasker

Når du så har fundet din gasmaske skal du finde et filter, eller et par filtre, til den. Her er en - forhåbentlig - fyldestgørende bunke information, om hvordan du finder et filter du kan bruge til noget, og undgår at bruge 500 kroner på et filter, der ikke hjælper en dadel mod CS-gas.

Filtre deles ind i klasser som hvert har et bogstav, ofte efterfulgt af et tal. F.eks. kan man til de fleste masker købe et ABE2 filter (A2B2E2).
A = Organiske Dampe med kogepunkt på over 65°C.
B = Andre organiske dampe og gasser.
E = Svovldioxid og andre sure gasser.
K = Amoniak og organiske aminer.
P = Partikelfilter.

For A, B, E og K's vedkommende betyder tallet (1 i langt de fleste tilfælde) hvor mange ppm (pars per million) af det farlige stof filteret fungerer i. ”1” betyder ikke 1 PPM, men betyder at det er det filter der kan klare færrest PPM. For P's vedkommende betyder tallet flere ting afhængigt af producenten, hvilket kan være ganske forvirrende. Det betyder filterets effektivitet over for enten faste partikler alene, eller både faste og væskeformige partikler. P1 filtre kan dog altid kun håndtere faste partikler.

Når du skal købe en maske med faste filtre, eller en maske med filtre til skal du optimalt sørge for at du kan få en kombination af et ABE1 filter, og et P3 filter. ABEK1 filtre koster oftest det samme som ABE1 filtre så køb det hvis det er tilfældet, hellere være for meget sikker end for lidt. Et ABE1 og P3 filter er vores anbefalede filterkombination. Hvis det er muligt at montere forfiltre (filtre der tager snavs og forhindrer det i at stoppe de andre filtre til) er det et klart plus. Hvis du kun må vælge et filter er det et P3 filter du skal tage. CS er partikler, og P filtre tager partikler. De andre filtre er hovedsageligt anbefalet for at håndtere leveringsmetoder, herunder eventuelle sprayvåben o.l.

Det skal her til næst-sidst bemærkes, at næsten en hvilkensomhelst tætsluttende gasmaske, er bedre end ingen gasmaske. Langt de fleste gasmasker har enelleranden form for partikelfiltrering.

Til sidst en advarsel: Hvis en elleranden rådden sælger prøver at forklare dig at du sagtens kan nøjes med et A2 filter eller noget i den retning, så gå et andet sted hen. Vi har, som en del af vores undersøgelser, skrevet til en del sælgere, og har fra et par af dem hørt at man bare skulle have et A2 filter og et par gode fleece handsker eller noget lignende retarderet. Et P2 filter et minimumskravet.

Udlandet og NBC filtre: Det er kun militæret, politiet osv. Der har adgang til de ”rigtige” kemisk krigsførsels-filtre i Danmark. Det er ulovligt at købe, sælge og besidde sådanne filtre for os dødelige mennesker, der har ansat politiet og hæren. Sådan forholder det sig dog ikke i alle lande. Hvis du f.eks. skal til demo i USA er Scott-masker med cremen af filtre, deres NBC filter, let tilgængelige. Vi vil dog på det stærkeste fraråde at man prøver at snig-importere den slags. Det er skide ulovligt og vi kan ikke forestille os at der kommer noget godt ud af at blive taget til en demo med et sådant filter.

FARVEL OG LOMME-LISTER

På de følgende sider har vi lavet nogle ”lomme-lister” som er lette at printe ud, kopiere og dele ud til alskens godtfolk. Tanken er at det ikke er nødvendigt for alle at printe hele dette lange dokument ud, og så sparer vi noget papir ved blot at printe disse sidste sider ud, og have dem i lommen. Selvfølgelig forstår vi godt hvis du vil have vores over-lækre guide til CS-gas med dig i tasken, og føl dig fri til at printe på livet løs, men hvis det bare er en huskeliste til lommen du vil have, så er du kommet til de rette sider.

Derudover vil vi kort sige fra alle os til alle jer: Hver eneste gang vi går på gaden og kæmper den gode kamp, rykker vi verden lidt mere i en rigtig retning. De prøver at stoppe os med fysisk vold, psykisk vold og hvad de ellers kan finde på, og vi håber at du med dette dokument er lidt bedre rustet til at tage alt deres lort. Bliv ved med at gøre alle de skøre, fjollede, fantastiske, mærkelige, vrede, glade og vidunderlige ting i gør - og vi ses derude.

- Det Virtuelle Kollektiv.

Før, under og efter aktion tips

FØR AKTIONEN: Vask dig med ren Castille sæbe eller vand, lad være med at vaske dig med andet. Sørg for at være veludhvilet, mæt og have drukket rigeligt med vand. Beslut dig på forhånd for hvad du vil gøre hvis gassen kommer. Lad være med at barbere dig i de 24 timer op til. Lad være med at tage kontaktlinser på til aktionen. Lad være med at putte vaseline, creme, olie, eller noget som helst andet på din hud før aktionen. Lad være med at drikke dig stiv til aktionen.

NÅR GASSEN RAMMER: Lad være med at gå i panik. Lad være med at løbe, gå hurtigt. Lad være med at råbe og skrige mere end nødvendigt. Når du råber så råb med luft du allerede har brugt ilten i (når du alligevel skal ånde ud.) Træk vejret kontrolleret, udnyt luften, så du indånder så lidt som muligt. Lad være med at gå i panik. Lad være med at klø, gnubbe eller andet, du gnider CS partikler ind i huden. Hvis du ingen beskyttelse har så luk det ene øje indtil du er kommet ud, så har du ét brugbart øje. Lad være med at gå i panik. Tag dig af de yngste aktivister, de er hårdest udsat.

HVIS DU KASTER GRANATER VÆK: Hold granaterne oppe over hovedet når du løber med dem. Lad være med at sparke dem i en tilfældig retning. Hav varmesikrede handsker på.

EFTER DU ER BLEVET RAMT AF CS-GAS: Stil dig i vinden og lad den blæse partiklerne af dig. Skyl øjnene med øjenskyl. Skyl munden og spyt ud flere gange før du drikker vand. Skift tøj og luk det CS-forurenede tøj inde i en tæt lukket pose. Slap af i fem minutter hvis du kan. Spul dig med citrus danskvand. Skyl dig med vand. Lad være med at gnubbe og klø.

Tips om skyllevæsker

SKYLLEVÆSKEREGLER: Jo koldere det er jo bedre, kulde får porerne i huden til at lukke sig så de ikke lukker CS partikler så meget ind. Sprøjt vand på det sted du vil rense, og sørg for at vandet falder direkte fra det sted og væk fra dig. Spul i stedet for at skyl; prøv at få væsken til at ramme huden med en vis fart. Skyl munden og spyt ud nogle gange før du drikker noget vand. Don't panic!

(DANSK)VAND MED CITRON:Danskvand er bedre end almindeligt, vand da du kan ryste flasken og ”spule” det på dig selv. Der skal være citrus (citronsyre) i for at den ønskede effekt opnås. Lad være med at spule dine øjne med det.

VAND: Almindeligt vand skal ikke bruges umiddelbart efter du er blevet ramt, vent i nogle minutter først da CS reagerer med vand. Under alle omstændigheder kan smerten kortvarigt blusse op når du skyller dig med rent vand.

VAND MED 6% NaHCO3 (NATRON) : Natron kan købes i supermarkeder etc. Husk at virkningen aftager med tiden, derfor er det bedste at have vandflasker og små poser natron som man blander på stedet. Lad være med at spule dine øjne med det.

APOTEKS-SALTVAND: Køb øjenskyl på apoteket, det er billigt og perfekt til at rense øjnene med. Lad være med at blande det selv.

SYRENEUTRALISERENDE STOFFER: Flydende Link eller Magnesiummikstur kan købes på apoteket billigt. Blandes med vand (40 % mikstur / 60 % vand).

KILDELISTE

Da vi ikke går ind for årstalsfascisme, bogstavfascisme eller andre former for led diskriminering er listen i totalt tilfældig rækkefølge. Viva la revolución.

Wikipedias opslag om CS-gas - http://en.wikipedia.org/wiki/CS_gasZarcs
informationsside om CS-gas - http://www.zarc.com/english/tear_gases/csmain.html
”CS attack by former pupil injures 68 children” - The Guardian
”WMD Profiles - Chemical” - Iraq Watch
”Experts fear unknown CS-spray risk” – BBC
”CS-spray scarred man for life” – BBC
”A primer on CS-gas” - Waco the inside story
”Foggy over CS-gas safety” Torronto Now
”Is CS-gas Dangerous” - F. T. Fraunfelder - the British Medicine Journal
”Treating CS-gas injuries” - P. J. Gray - the British Medicine Journal
”Mechanism of Toxicity of Injected CS Gas” - G. R. N. Jones & M. S. Israel
CDC's infokort om CS
Beredskabsstyrelsens infokort om CS
HSDB's infokort om CS
”The health impact of crowd-control agents” E. Weir - Canadian Medical Association Journal
”Tear Gas - Harassing Agent or Toxic Chemical Weapon?” - H. Hu, J. Fine, P. Epstein, K. Kelsey, P. Reynolds & B. Walker - Journal of the American Medical Association
”Comparative acute toxicity of o-chlorobenzylidene malononitrile (CS) and oleoresin capsicum (OC) in awake rats” - S. Debarre - Human & Experimental Toxicology
”Textbook of Military Medicine, Medical Aspects of Chemical and Biological Warfare”
”Medical Management of Chemical Casualties Handbook, Third Edition”
”Field Management of Chemical Casualties Handbook, Second Edition”
Arbejdstilsynets AT vejledning
”Possible lethal effects of CS tear gas on Branch Davidians during the FBI raid on the Mount Carmel compound near Waco, Texas April 19 1993” U. Heinrich”
Detailed Facts About Tear Agents” USACFHPAPM
”Eye burns caused by teargas” D.H. Hoffmann
”CS Spray - Increasing public safety?” the Police Complaints Authority”
Safer Restraint” - the Police Complaints Authority

Note fra Aktivist.nu: Denne artikel er hugget fra Det Virtuelle Kollektiv og (i brud med ophavsretten) ikke gengivet i sin helhed. Alle afsnit om CS-gas, hvordan det virker, og hvordan man beskytter sig imod det, er dog fuldstændigt identiske med den oprindelige tekst. Aktivist.nu har blot forkortet lidt i indledningen, hvor Det Virtuelle Kollektive præsenterer sig selv og i afslutningen, hvor der er en takkeliste. Har du lyst til at læse disse afsnit eller til at printe artiklen vil vi anbefale, at du benytter den oprindelige og layoutede udgave, som kan hentes hos www.detvirtuellekollektiv.dk eller downloades her.

Mennesket, samfundet og staten

vhs — 2009-04-09T00:53:00Z

Mennesket er forvirret - vor civilisations fundament synes at vakle. Det mister troen på de eksisterende institutioner, og de mere intelligente indser, at den kapitalistiske industrialisme netop ødelægger de mål, man troede den tjente. Verden kan ikke finde en udvej.

Redningen søges i fascisme og andre autoritære styreformer. Den kamp mellem modsatte ideer, som i dag udkæmpes i verden, drejer sig om sociale problemer, hvis løsning trænger sig stærkt på. Menneskets lykke og skæbne afhænger af den rigtige løsning på disse problemer: Kriserne, arbejdsløsheden, afrustning, krige og internationale konferencer etc.

Den regerende stat med dens funktioner og magt er nu genstand for en vital interesse hos ethvert tænkende menneske. Den politiske udvikling i alle de civiliserede lande har klargjort disse spørgsmål. Skal vi have et autoritært styre? Er demokrati og parlamentarisme at foretrække, eller er fascisme i den ene eller anden form og diktatur - monarkiets, bourgeoisiets eller proletariatets - løsningen på de sygdomme og problemer, som plager samfundet i dag?

Med andre ord - kan vi helbrede demokratiet ved at indføre mere af dette demokrati, eller skal vi hugge folkestyrets gordiske knude over med diktaturets sværd? Svaret er hverken det ene eller det andet. Jeg er såvel modstander af diktatur og fascisme som af det parlamentariske styre og såkaldte politiske demokrati.

Nazismen blev med rette kaldt et angreb på civilisationen. Denne karakteristisk passer så vel på alle former for diktatur som al undertrykkelse og autoritet. For hvad er civilisationens sande væsen? Udviklingen har i al væsentlighed været udvidelsen af de individuelle friheder i overensstemmelse med indskrænkninger i de ydre magters autoritet. Dette gælder både for den materielle som den politiske og økonomiske eksistens.

Materielt har mennesket gjort sådanne fremskridt, at det har overvundet naturkræfterne og gjort dem til sine egne redskaber. Primitive mennesker gik et skridt på udviklingens vej, da de gjorde ild og dermed triumferede over mørket, og da de udnyttede vind- og vandkraften.

Hvilken rolle spillede autoriteten og regeringen i menneskets stræben efter forbedringer, opfindelser og opdagelser? Intet som helst, eller i hvert fald intet som hjalp. Det har altid været mennesket som udførte hvert eneste mirakel på det område, som regel på trods af forbud, forfølgelser og indgreb fra autoriteterne, gejstlige og andre mennesker.

På det politiske område gik udviklingen tilsvarende mere og mere væk fra den autoritet, som tilhørte stammens høvding eller klanen, fyrsten eller kongen, regeringen eller staten. Økonomisk har udviklingen betydet større velstand for flere. kulturelt har den afspejlet alle de andres udvikling - større politisk selvstændighed, intellektuelt og psykisk.

Set ud fra denne vinkel antager problemet omkring menneskets forhold til staten en helt anden betydning. Det er ikke længere et spørgsmål om diktaturet er et alternativ til demokratiet, eller om Italiens fascisme er bedre end hitlerismen. Et større og endnu vigtigere spørgsmål stiller sig selv: er staten gavnlig for menneskeheden og hvordan påvirker den mennesket i samfund s systemet?

Det enkelte menneske er den virkelige realitet i samfundet. Et kosmos i sig selv. Det eksisterer ikke for staten eller for den abstraktion, som kaldes "samfundet" eller "nationen", som kun er en samling af mennesker. Det enkelte menneske har altid været det eneste fundament og basis for udvikling og evolution. Civilisationen har været en fortsat kamp udkæmpet af mennesket eller af grupper af mennesker - mod såvel staten som mod "samfundet", det vil sige mod den af staten kuede og hypnotiserede tilbedende majoritet. Menneskets hårdeste kamp har været ført mod menneskeskabte forhindringer og hæmninger påført det for at lamme dets vækst og udvikling. Menneskets tanker er altid blevet forfalsket af traditioner og skik og forvansket af falsk undervisning i magthavernes og de privilegeredes interesse. Med andre ord staten og de herskende klasser. Denne konstante og uophørlige kamp har været menneskehedens historie.

Individualiteten kan beskrives som den enkeltes bevidsthed om, hvad han/hun er, hvordan man lever. Det er iboende i ethvert menneskeligt væsen og i dets opvækst. Staten og samfundsinstitutionerne kommer og går, kun individualiteten består. selve individualitetens væsen er udtryksmuligheden, følelsen af værdighed og uafhængighed er jorden, hvoraf den gror. Det enkelte menneske er ikke den upersonlige og mekaniske eksistens, som staten betragter som "individ". Individualitet er ikke alene resultatet af arv og miljø, af årsag og virkning. Man er det og en stor del mere og en hel del andet. det levende menneske kan ikke defineres, det er alt livs og alle værdiers oprindelse. Det er ikke en part af dette eller hint, det er en helhed, en individuel helhed, en vækst ændrende sig og dog altid konstant en helhed.

Individualitet må ikke forveksles med individualismens forskellige ideer og begreber, endnu mindre med den "markerede individualisme", som kun er et maskeret forsøg på at kue og tilintetgøre mennesket og dets individualitet. Den såkaldte individualisme er den sociale og økonomiske laissez faire: udnyttelsen af masserne i klassesamfundet ved hjælp af legal svindel, åndelig nedværdigelse og systematisk påvirkning af slavesjælen, hvilket fremtræder som "opdragelse". Denne korrupte og perverse "individualisme" er individualitetens spændetrøje. Det har forvandlet livet til en nedværdigende konkurrence om ejendom, social prestige og overhøjhed. Den højeste visdom er "djævlen tager de bageste".

Den "markerede individualisme" har uundgåeligt resulteret i det værste moderne slaveri, de groveste klasseforskelle, drivende millioner af mennesker til køen af fattige, der venter på at få brød. "Markeret individualisme" er ensbetydende med al "individualisme" for de herskende, medens folket er ensrettede slaver tjenende en håndfuld "find dig selv supermænd". Amerika er måske det bedste eksempel på den slags individualisme, i hvis navn politiske tyranni og social undertrykkelse forsvares og gøres til en dyd, medens enhver higen efter og ethvert forsøg på at opnå frihed og social eksistensmulighed fordømmes som "antiamerikansk" og skadeligt i samme individualismes navn.

Der var engang, hvor staten var ukendt. Under naturgivne forhold eksisterer mennesket uden nogen stat eller etableret regering. Folket levede som familier i små fællesskaber. De dyrkede jorden og udførte håndværket og kunsten. Mennesket og senere familien var organiseret i et socialt liv, hvor alle var frie og lige med deres omgivelser. Menneskets samfund var ikke en stat, men en association, en frivillig sammenslutning med gensidig hjælp og beskyttelse. De ældre og mere erfarne medlemmer var vejledere og rådgivere for andre. De hjalp dem til at håndtere livets affærer - ikke til at regere og dominere over mennesket.

Den politiske regering og staten var en meget senere udvikling, voksende ud af de stærkeres lyst til at vinde over svagere, de få over de mange. Staten, gejstlig og verdslig, tjente til at give det forkerte gjort af de få med de mange et skær aflegalitet og retfærd. Dette skær afretfærd var nødvendigt for lettere at lovgive over folket, fordi ingen regering kan eksistere uden folkets samtykke, åbent eller stiltiende, påtaget. Forfatning og demokrati er moderne former for dette påståede samtykke, dette samtykke indpodet og indoktrineret gennem det, som kaldes "opdragelse" i hjemmet, i kirken og i enhver anden del aflivet.

Dette samtykke er troen på autoriteten og i dets nødvendighed. Dets fundament er doktrinen om, at mennesket er ondt, umoralsk og for uvidende til at vide, hvad der er godt for det selv. På dette hviler al regering og undertrykkelse. Gud og staten eksisterer og holdes oppe ved hjælp af dette dogme. Og dog er staten ikke andet end et begreb. Det er en abstraktion. Ligesom andre lignende begreber - nation, race og menneskehed - det er ingen levende eksistens. At kalde staten en organisme er ordfetichisme.

Staten er benævnelsen for det lovgivende og administrerende maskineri, hvorved visse folks anliggender bliver administreret og det endda dårligt. Der er intet ukrænkeligt eller mystisk og helligt over den. Staten er ikke mere samvittighedsfuld eller moralsk end et kapitalistisk aktieselskab, der ejer en kulmine eller en jernbane.

Staten eksisterer i samme udstrækning som gud og fanden. De er skabt af mennesket, som er den eneste realitet. Staten er ikke andet end menneskets skygge, skyggen af uvidenhed og angst.

Livet begynder og ender med det individuelle menneske. Uden det er der ingen eksistens, intet liv, ingen stat. Nej, ingengang "samfundet" kan eksistere uden mennesket. Det er mennesket som lever, ånder og lider. Dets udvikling og fremfærd har været en fortsat kamp mod dets egen fetichdyrkelse af "staten".

I tidligere tider formede de religiøse autoriteter deres politiske liv i kirkens billede. Statens autoriteter, lovgivernes, "rettigheder" kom fra oven; magt som tro var guddommelig. Filosoffer har skrevet tykke bøger for at bevise statens ukrænkelighed, nogen iklædte den endda ufejlbarlighed og hellige attributter. Andre talte sindssygt om, at staten var "overmenneskelig", det største, "det absolutte". Tvivl blev fordømt som blasfemi. Slaveri var den største dyd. Ved sådanne regler og afretning blev bestemte ting betragtet som selvindlysende, ukrænkelige i kraft af deres sandhed, men selvfølgelig kun takket været en konstant og vedvarende påvirkning. Al fremgang har nødvendigvis været en afsløring af "guddommelighed" og "mysticisme", af påstået ukrænkelighed, evindelig "sandhed", det har været en gradvis eliminering af det abstrakte til fordel for det virkelige og konkrete. Kort sagt: til fordel for kendsgerninger på bekostning af indbildning, for viden på bekostning af uvidenhed, for lys på bekostning af mørke.

Denne langsomme og besværlige frigørelse af mennesket blev ikke udrettet ved statens hjælp. Istedet var det en fortsat kamp, en kamp på liv og død mod staten, hvor selv den mindste uafhængighed og frihed skulle erobrers. Det har kostet megen tid og megen blod for menneskeheden at sikre den smule, den har vundet fra konger, tsarer og regeringer.

Helten i denne lange kamp var mennesket. det har altid været mennesket, tit alene og enkeltvis, andre gange i fællesskab med andre af hans slægt, som har kæmpet og udgydt blod i årelange kampe mod undertrykkelse og udbytning, mod de magter, som gør det til slave og fornedrer det.

Mere sigende: det var mennesket, individet, hvis sjæl først gjorde oprør mod uret og fornedrelse. Det var individet, som først udtænkte ideen om modstanden mod de vilkår, det var underlagt. Kort sagt: det er altid individet, som er frigørelsens ophav, såvel i ideer som i handlinger. Dette regerer ikke kun til den politiske kamp, men til hele menneskets liv og bestræbelser, til alle tider og i alle egne. Det har altid været det individuelle menneske, der i et stærkt sind og en vilje til frihed banede vejen for hvert eneste menneskelige fremskridt, hvert eneste skridt mod en friere og bedre verden, i viden, filosofi og kunst, som i industri; hvis geni rejste sig højt, forstående det "umulige", forestillende sig dets virkeliggørelse og gennemtrængende andre med dets entusiasme til at arbejde og kæmpe for det. Det har altid været profeten, den seende, idealisten, som drømte om en verden og som tjente som sømærke på vejen til et bedre samfund - en ændring af samfundsforholdene. Hver eneste af statens autoriteter vil uanset dens systems beskaffenhed eller farve være absolutisk eller forfatningsmæssig, monarkistisk eller republikansk, fascistisk, nazistisk eller autoritær kommunistisk - den vil altid være konservativ, statisk, intolerant mod forandringer og i modsætning til dem, det er dens natur. Uanset hvilke forandringer det undergår, så er det altid resultatet af, at der udøves et modtryk. Et modtryk som er kraftigt nok til at tvinge den herskende magt med fredelige midler til at give efter, eller i modsat fald, i almindelighed "i modsat fald", ved revolutionen.

Enhver regering og autoritets natur er reaktionær og konservativ. af to grunde: først fordi det er regeringens natur ikke kun at beholde den magt den har, men også at befæste, udvide og bevare den, nationalt som internationalt. Jo stærkere autoriteten bliver jo større staten og dens magt bliver, desto mindre kan den tolerer en lignende autoritet eller politisk magt ved siden af sig selv. regeringens adfærd kræver, at dens indflydelse og prestige vokser konstant, i hjemlandet som i udlandet, og det udnytter enhver lejlighed til at forøge den.

Denne tendens er motiveret i de finansielle og økonomiske interesser, som staten repræsenterer og tjener. regeringernes egentlige eksistensberettigelse er blevet så tydelig, at selv professorer, hvis øjne i tidligere tider lejlighedsvis var lukket, ikke kan overse den. Den anden faktor, som tilskynder regeringen til at blive endnu mere konservativ og reaktionær, er dens naturlige mistro til mennesket og dens angst for individualiteten. Vort politiske og sociale system kan ikke tolerere mennesket og dets konstante krav om indførelsen af nye tilstande. I "selvforsvar" undertrykker, forfølger og straffer staten derfor individet, ja, berøver det endog livet.

Den bliver bistået af enhver institution, som står for den bestående ordens bevarelse. Dens udvej er enhver form for vold og magt, og dens anstrengelser understøttes af "moralsk harme' fra majoriteten mod kætterne, de sociale afvigere og de politiske rebeller - majoriteten er i århundreder blevet indøvet i statens tilbedelse, opdraget i disciplin og lydighed, og kuet i ærefrygt for autoriteten i hjemmet, skolen, kirken og medierne.

Autoritetens kraftigste bastion er ensretningen, den mindste afvigelse er kriminel. Det moderne livs mekanisering har øget ensretningen tusindfold. Den er allestedsværende, iboende i vaner, smag, påklædning, tanker og ideer. Den mest sammentrængte dumhed er her "den offentlige mening". Få har mod til at kunne modstå den. Den, som nægter at underkaste sig, bliver straks stemplet som "afviger", "anderledes" og beskrevet som fredsforstyrrende element i det moderne livs behagelige styreform.

Måske er det mere ensartetheden og monotomien i hverdagslivet end den autoritære samfundsstruktur, der hærger individet. Dets "eneståenhed", "særskildthed" og "adskillelse" gør det fremmed, ikke kun i dets hjemland, men også der, hvor det bor. Tit netop mere for den indfødte end for den fremmede, som sædvanligvis indgår i systemet. I sandhed er hjemlandet, med dens traditionelle baggrund, tidlige indtryk, erindringer og andre ting, der betyder noget dyrebart for en, ikke nok til at få følsomme mennesker til at føle sig hjemme. Følelsen af "at høre til", bevidstheden om at være "et" med folket og omgivelserne er vigtigere. Dette gælder både for forholdet til ens familie, det mindre lokalsamfund, livets og aktiviteternes større aspekt - sædvanligvis kaldt "sit land". Det menneske, hvis visioner omfatter hele verden, føler sig ofte mere uden for samværet med sine omgivelser, i sit hjemland mere end noget andet sted. I førkrigstiden kunne mennesker i det mindste flygte fra national og lokal kedsomhed. Hele verden var åben for længsler og stræben. Nu er verden blevet til et fængsel, og livet en stadig ensom indespærring. Dette er især sandt efter fremkomsten af såvel højre- og venstrediktaturet.

Nietzche kaldte staten for et koldt uhyre. Hvad ville han have kaldt det skrækkelige bæst i det moderne diktaturs skikkelse? Ikke fordi nogen regering nogen sinde har tilladt ret megen frihed for mennesket, men den nye stats ideologiske fortalere tillader heller ikke den. "Individet er intet", siger de, "det er kollektivet der tæller". Intet andet end individets totale overgivelse vol tilfredsstille den nye guddoms umættelige appetit. Sært nok er de højest råbende forkæmpere for dette nye evangelium mellem de britiske og amerikanske intellektuelle. Netop nu er de forelsket i proletariatets diktatur. Kun i teorien vel at mærke. I praksis foretrækker de stadig de få friheder i deres egne lande. De rejser til Rusland på et kort besøg eller som sælgere af "revolutionen", men de føler sig mere sikre og veltilpasse hjemme.

Det er nok ikke kun manglen på mod, der holder disse englændere og amerikanere i deres hjemlande hellere end i det kommende tusindårsrige. T underbevidstheden må der skjule sig en følelse af, at individualiteten forbliver den mest fundamentale faktor i alle menneskelige fællesskaber, undertrykt og forfulgt men aldrig overvundet, og at den i det lange løb vil blive sejrherren.

"Menneskeheden", hvilket er et andet navn for personlighed og individualitet, borer sig vej gennem alle de hule dogmer, gennem traditioners og skikkes tykke vægge, trodsende alle tabuer, tilsidesættende al autoritet, stående foran skafottet og hånen for da endelig at blive velsignet som profet og martyr for kommende generationer. Men til trods for "menneskeheden", den naturlige hårdnakkede individualitets kvalitet, vil vi stadig drage omkring i urskovene.

Peter Kropotkin har vist, hvor vidunderlige resultater denne enestående individualitet har udført, da den blev dyrket i fællesskabet med andre individer. Den ensidige og fuldkommen mangelfulde darwinistiske teori om kampen for eksistensen blev revideret af den store anarkistiske tænker og videnskabsmand til den biologiske og sociologiske fuldkommenhed . I sit grundige arbejde "Gensidig hjælp" viste Kropotkin, at såvel i dyrenes rige som i menneskenes samfund, har fællesskabet - i modsætning til en dødbringende strid og kamp - arbejdet for overlevelse og menneskelig udvikling. Han viste, at kun gennem gensidig hjælp og frivillig fællesskab - ikke den almægtige og altødelæggende stat - kan skabe basis for det frie individuelle og kollektive liv.

I dag er individet en brik i kløerne på diktaturets fanatiske tilhængere og de ikke mindre fanatiske tilhængere af den "markerede individualisme". Undskyldningen for de førstnævnte er deres påstand om et nyt mål. De sidstnævnte gør end ikke krav på om noget nyt. I det hele taget har den "markerede individualisme" ikke lært noget eller glemt noget. Under dens ledelse bliver den brutale kamp for fysisk eksistens opretholdt. Besynderligt som det ser ud, og aldeles absurdt som det er, går kampen for fysisk overlevelse lystigt videre, skønt dets nødvendighed er helt forsvundet.

Kampen fortsættes tilsyneladende virkelig fordi der ingen nødvendighed er for den. Beviser såkaldt overproduktion ikke det? Er de verdensomfattende kriser ikke veltalende eksempler på at kampen bliver opretholdt af den "markerede individualismes" blindhed over for risikoen for dens egen destruktion?

En af de sindssyge træk ved denne kamp er den totale negation af forbindelsen mellem de producerende og de ting, han producerer. Gennemsnitsarbejderen har ingen kontakt med den industri han arbejder i. Han er fremmedgjort i produktionsprocessen, hvori han er en mekanisk del. Som ethvert tandhjul i maskinen kan han udskiftes til enhver tid med andre lignende upersonlige menneskelige eksistenser.

Den intellektuelle proletar er ikke meget bedre stillet, selvom han tåbeligt nok skulle tro, at han er fri. Han har også kun en lille valgmulighed eller kontrol over sig selv, som hans kammerater der arbejder med hænderne. Materielle betragtninger og begær efter større social prestige er i almindelighed de bestemmende faktorer i den intellektuelles kald. Derved kommer tendensen til at følge i familiens traditionelle fodspor, at uddanne sig til doktor, sagfører, lærer, ingeniør etc. Den slagne vej kræver mindre indsats og personlighed. Følgelig er næsten alle anbragt "på den forkerte hylde" i vort nuværende samfundssystem.

Masserne aser videre, dels fordi deres sunde fornuft er blevet sløvet gennem den døde rutine i arbejdet, og dels fordi de skal tjene til livets ophold. Dette gælder i endnu højere grad for dagens politiske supermarked. Der er ingen plads til uafhængige tanker og aktiviteter i deres partiprogram for frie valg. Der er kun plads til stemmeafgivende og skattebetalende marionetter.

Statens og individets interesser afviger fundamentalt og er modstridende. Staten, og de politiske og økonomiske institutioner, som den opretholder, kan kun eksistere ved at ensrette individet til deres særlige formål; ved at opdrage det til at respektere "lov og orden", oplære det til lydighed, underkastelse og ubetinget tro på regeringens visdom og justits, loyalt tjenende og totalt selvopofrende, når staten kommanderer det - som i krigen. Staten sætter endog sig selv og sine egne interesser over religiøse krav og over gud. Den straffer mennesket for religiøse- og samvittighedsskrupler, fordi der ikke er nogen individualitet uden frihed, og frihed er den størst trussel mod autoriteten.

Individets kamp med denne mægtige overmagt er svær - farlig for liv og lemmer - fordi det ikke er sandhed eller løgn, som er kriteriet for den modstand, man møder. Det er ikke menneskets tanker eller handlingers gyldighed eller brugbarhed, der fremprovokerer statens magtudøvelse og "den offentlige mening". Forfølgelserne af reformatorerne og de protesterende har altid været et produkt af de etablerede autoritets frygt for, at der stilles spørgsmål ved deres ufejlbarlighed, eller at man vil underminere deres magt.

Menneskets virkelige frigørelse, individuelt og kollektivt, ligger i emancipationen fra autoriteten og troen på den. Al menneskelig udvikling har været en kamp i den retning og for det mål. Det er ikke opfindelser og teknik, der udgør udviklingen. Evnen til at kunne køre med hastigheder som 100 km i timen er ikke udtryk for civilisation. Virkelig civilisation bliver målt i antallet af selvstændige mennesker, enheden i alt socialt liv, med denne individualitet, og den udstrækning hvori de er fri til at vokse og ekspandere uhindret af den angribende og tvingende autoritet.

Kriteriet for graden af civilisation og kultur er graden af frihed og økonomisk uafhængighed, som mennesket nyder, samfundsmæssigt og international fællesskab og kollektivitet, uindskrænket af menneskeskabte love og andre kunstige forhindringer, af fraværet af priviligerede klasser, af reel frihed og menneskelig værdighed, kort sagt af menneskets virkelige emancipation.

Politisk absolutisme er blevet ophævet fordi menneskeheden har erfaret, at absolutisk magt er skadeligt og destruktiv. Men det samme gælder al magt, uanset om magten tilhører de priviligerede, kapitalen, præsterne eller politikerne eller det såkaldte demokrati. I dets indflydelse på individualiteten betyder det ikke noget om den særlige tvangskarakter er ligeså brun som fascismen, gul som nazismen eller så prætentiøs rød som den autoritære kommunisme. Det er magten som korrumperer og degraderer både herre og slave, og så er det ligegyldigt om magten tilhører en autokrat, en parlamentariker eller en autoritær kommunist. Mere ondartet end en diktators magt er en klasses; det frygteligste tyranni er flertallets tyranni.

Den historiske udvikling har lært menneskeheden, at inddeling og strid betyder død, og at fællesskab og kollektivitet forbedrer menneskets stilling, forstærker dets styrke og udvider dets velfærd. Regeringens ånd har altid modarbejdet den sociale anvendelse af denne livsvigtige erfaring, undtagen når den tjente staten og hjalp dens egne specielle interesser. Det er denne anti-progressive og anti-sociale ånd, som staten og de priviligerede klasser står bag, og som har været ansvarlig for den bitre kamp mellem mennesker.

Mennesket, og dermed stadig større grupper af mennesker, begynder nu at gennemskue det etablerede systems orden. Det er ikke længere så forblindet i de blændende og falske ideer om staten og i den ''velsignede markerede individualisme". Menneskeheden rækker ud efter den større frihed i de menneskelige forhold, som kun friheden kan give. For virkelig frihed er ikke kun et stykke papir, som kaldes forfatning, legale "rettigheder" eller "lov". Det er ikke en abstraktion, afledet af denne ikke-eksistens, som man kalder "staten". Det er ikke det at blive fri for noget, fordi man med en sådan frihed udhungrer til døde. Virkelig frihed er positiv, det er friheden til at gøre noget, det er friheden til at eksistere og handle, kort sagt: friheden til virkelig og aktiv eksistens.

Den slags frihed er ikke en gave, men er de naturlige rettigheder for mennesket, for hvert eneste levende væsen. Den kan ikke gives, den kan ikke overdrages ved nogen lov eller af nogen regering. Dens nødvendighed, længslen efter den, er forbundet med individualiteten. Ulydighed mod enhver form for tvang er det instinktive udtryk for den. Revolte og revolution er mere eller mindre et bevidst forsøg på at virkeliggøre den. Disse manifestationer, individuelle og i fællesskab, er fundamentale udtryk for menneskeværd. Disse værdier må fremmes, samfundet må indse, at dets største og mest holdbare værdi er fællesskabet og individualiteten.

I religion som i politik snakker folk om abstraktioner og tror, at de taler om realiteter. Men når det kommer til konkrete ting og realiteter, synes de fleste mennesker at miste den væsentligste berøring med de ting. Det må være fordi realiteter alene er for saglige, for koldt til at begejstre det menneskelige sind. Den kan ikke vækkes til begejstring blot ved ting lidt ud over det almindelige, ud over det sædvanlige. Med andre ord, idealet er gnisten, som tænder menneskets fantasi og hjerte. Nogen idealer er nødvendige for at vække mennesket fra inertien og hverdagslivet i hans eksistens, ændre den usle til en heltefigur.

Netop her kommer selvfølgelig de marxistiske revolutionære, som er mere ”marxistiske” end Marx selv. For sådanne er mennesket slet og ret en marionet i hænderne på den metafysiske almægtighed kaldet økonomisk determinisme eller mere vulgært klassekampen. Menneskets ønsker, individuelt eller kollektivt, dets psykiske liv og mentale orientering tæller ikke hos marxisterne og påvirker ikke deres forestillinger om mennesket historie.

Ingen intelligent student ville benægte den økonomiske faktors betydning i den sociale vækst og menneskehedens udvikling. Men kun en uindskrænket og overlagt dogmatisme kan blive ved med at lukke øjnene for den vigtige rolle som ideer, der undfanges af menneskets fantasi og stræben , spiller.

Det ville være forgæves og unyttigt at forsøge at skabe balance mellem faktorerne i menneskets erfaring. Der er ingen enkelt faktor i sammensætningen af menneskets og fællesskabets adfærd, som kan udpeges som den afgørende faktor. Vi ved for lidt, og vil måske aldrig vide nok om menneskelig psykologi til at kunne veje og udtrykke de relative værdier af denne eller hin faktor i fastsættelsen af menneskets adfærd. For at udfærdige sådanne dogmer til at have samfundsbetydning må man være udstyret med den blinde tro, som marxisterne har.

Heldigvis har selv nogle marxister indset, at alt ikke er som det skal være med. den marxistiske tro. Når alt kommer til alt var Marx ikke andet end et menneske - alt for menneskelig - altså under ingen omstændigheder ufejlbarlig. Den praktiske anvendelse af den økonomiske determinisme i Rusland overbeviser efterhånden de mere intelligente marxister. Det kan ses i den marxistiske omvurdering som sker i socialistiske og selv kommunistiske kredse i nogen europæiske lande. De erkender langsomt, at deres teori har overset det menneskelige element, den Menschen, som et socialistisk tidsskrift udtalte det. Vigtig som den økonomiske faktor er, er den dog alligevel utilstrækkelig. Menneskehedens frigørelse afhænger af den inspiration og handlekraft idealet giver.

Et sådant ideal ser jeg i anarkismen. Vel at mærke ikke i den populære urigtige fremstilling af anarkismen, som spredes af magthaverne i enhver stat. Jeg mener filosofien bag en ny samfundsopbygning baseret på de befriede individuelle kræfter og det fri fællesskab af frigjorte mennesker.

Af alle samfundsteorier er det kun anarkismen som stadig proklamerer, at samfundet eksisterer for mennesket og ikke mennesket for samfundet. Samfundets eneste legitime formål er at opfylde individets behov og imødekomme dets stræben. Kun ved at opfylde dem kan den retfærdiggøre sin eksistens og bidrage til udviklingen.

De politiske partier og personer, som slås vildt om magten vil håne mig som håbløst ude af tiden. Jeg tilstår gladeligt, at de har ret. Jeg finder trøst i forsikringen om, at deres hysteri mangler varig kvalitet. Deres sang er kun et modelune. Menneskehedens længsel efter frigørelse fra enhver autoritet og magt vil aldrig blive formidlet gennem deres forrykte teorier. Menneskehedens stræben efter frigørelse fra dens lænker er evig. Den må og vil fortsætte.

"Mennesket, samfundet og staten" er oprindeligt udgivet i Chicago i 1940. Oversat til dansk af Ribe-anarkisterne i 1978. Denne udgave stammer fra Forlaget Pirattryk.

Staten som konfliktløser

vhs — 2008-12-17T22:42:16Z

Retssystemet i de vestlige demokratier har en nærmest religiøs placering. Alle indvendinger og kritikpunkter til trods, er det dog et gode, som sikrer borgerne – for hvor var vi henne uden et retssystem? Tjae, hvor var vi egentlig henne? Et kendetegn ved retssystemet er, at det rykker konflikten væk fra de mennesker, den involverer, og det lokalsamfund, den foregår i. Måske er retssystemet slet ikke det bedste til at løse konflikter? Med fokus på vold mod kvinder vil denne artikel se nærmere på, hvor vi egentlig var henne uden retssystemet. Det er nemlig sådan, at der er en hel del problemer i den forbindelse: det er i sig selv et problem, at en kvinde bliver udsat for vold fra sin mand, både for hende, for ham og for eventuelle børn. Derudover har samfundet også et problem med både, at der er meget få kvinder, der anmelder deres voldelige mænd, og at de, der gør, alligevel ofte ender i et voldeligt forhold igen. Man fristes til at tænke, at der kunne være en sammenhæng der…

Vold mod kvinder

Den vold, der forekommer i hjemmene, bliver ofte kaldt vold mod kvinder, hvilket til dels kan være udmærket, da det ofte er kvinden i forholdet, der bliver udsat for volden. At det ikke kun er sådan, vil vi komme tilbage til senere. Indtil videre stiller vi skarpt på vold mod kvinder.

At man fra statens side har anerkendt vold mod kvinder som kriminelt, er historisk set et forholdsvist nyt fænomen; man har således tidligere henregnet denne type vold som et privat anliggende. Set i det lys er det ikke svært at forstå, at de forskellige kvinde- og krisecenterbevægelser rundt om i verden har kæmpet for at opnå denne anerkendelse fra statens side. Men som konsekvens af kriminaliseringen følger, at man forsøger at løse konflikten med strafferetten. Spørgsmålet er, om man dermed yder denne meget komplekse problemstilling retfærdighed?

Statist i sin egen konflikt

Den grundlæggende anke mod strafferetten som middel til at løse konflikter i forbindelse med vold i hjemmene er, at dette systems logik slet ikke matcher alle de forskellige problemer, der gemmer sig i en sådan konflikt. Når man anvender strafferetten, er formålet at få afsagt en dom, hvor det fremgår, om retten har fundet den påståede gerningsperson skyldig eller ej, og hvor der ligeledes udmåles en straf, hvis vedkommende findes skyldig.

Det er med dette udgangspunkt eller denne logik, at systemet tager over, når en kvinde går til politiet og melder sin kæreste eller mand for vold. Idet hun indgiver en anmeldelse, og ikke senere trækker den tilbage så det faktisk ender med en retssag, så bliver hun, den krænkede part, repræsenteret af staten, som fører hendes sag. Hendes egen rolle minder mest om vidnets rolle; hun skal blot fremkomme med de oplysninger, retten har brug for til sit formål; nemlig at tage stilling til skylds-spørgsmålet. Det samme gælder manden, krænkeren; også han er reduceret til statist.

Men er dette oplagt? Bliver disse to mennesker dermed klædt på til, efter eventuel afsoning, igen at være forældre sammen eller til blot at leve med konflikten? Skal den kvinde, der endelig har taget mod til sig for at få stoppet volden, ikke have lov til at råbe, må hun ikke skælde ud, må hun ikke fortælle, hvordan volden har ædt hende op, og hvordan fornedrelsen har udslettet hende, har hun ikke ret til at fortælle ham det, mens han lytter? Og ham, er det ok hvis han reduceres til et ondt voldeligt monster, har han ikke nærmere krav på, at der er nogen, der tager fat i ham og sætter ham i en situation, hvor han bliver nødt til at lytte? Skal ikke også han gives ordet, skal han ikke have mulighed for at fortælle, hvordan det er at slå et menneske, han holder af, og hvorfor han egentlig blev så vred eller såret, at han gjorde det?

Alt dette er givet relevant for en løsning eller soning af selve konflikten, men det er det ikke for strafferetten. Strafferettens svar er derimod, at findes manden skyldig, så idømmes han en straf, som ofte er indespærring i et fængsel. Under indespærringen lever manden i et lille aflåst rum, deltager muligvis i noget arbejde i fængslet, og har i visse tidsrum mulighed for at være ude på gangen sammen med de andre fængslede, ligesom han kan få besøg indimellem. Han tilskyndes på denne vis ikke til at forholde sig til den konflikt, han forlod udenfor murene; tværtimod tilskynder et nedbrydende fængselsophold nærmere til at gemme konflikten væk i skuffen med det i forvejen flossede selvværd.

Det er selvsagt altid ønskværdigt, at man får løst en konflikt på en måde, hvor de involverede kan leve med den, men i forhold til vold i hjemmene bliver denne side af konfliktløsningen særligt påtrængende, da de involverede lever i et tæt følelsesmæssigt forhold til hinanden. Om det pågældende par vedbliver at leve i et kærlighedsforhold, er ikke sikkert, men det sker temmelig ofte, ligesom der ofte er børn at skulle kunne samarbejde om efterfølgende. Dette medfører, at kravet om en konstruktiv konfliktløsning bliver ekstra iøjnefaldende, og manglerne ved strafferetten i den forbindelse tilsvarende tydeligere.

Gerningsmænd og ofre

Måden man forstår konflikt og konfliktløsning på, er tæt forbundet med praksis, og dermed knytter der sig en tænkning til strafferetssystemet, som stiller sig i vejen for nytænkning af måder at løse konflikt på. Særligt problematisk er sondringen gerningsmandoffer, som kræver at blive genovervejet, hvilket det følgende vil være et forsøg på.

Gerningsmænd og ofre er den akse hvorom tænkningen drejer, når man løser konflikter med strafferetten, men er det en konstruktiv sondring? I første omgang kan man stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er en rigtig forståelse af konflikten. Kan man koge den konflikt, der er i et hjem med vold, ned til de konkrete voldelige episoder, og på den baggrund forstå den egentlige konflikt? Nej, det er for simpelt; volden er nærmere et udtryk for en grundlæggende konflikt i og mellem de involverede personer, og set i dette lys gavner det ikke at italesætte den ene som offer og den anden som gerningsmand. Her skal slås fast, at målet ved at give slip på gerningsmand-offer tænkningen aldrig må blive, at negligere volden og ligestille den med de øvrige problemer i forholdet. Volden er destruktiv og det ultimative udtryk for manglende respekt for den andens værd, og dette skal ikke undervurderes. Lige præcis dette, ikke at undervurdere konfliktens karakter, er meningen med at gøre op med strafferetten og dens gerningsmænd og ofre.

Krænkere er ofte selv blevet krænket; en person der er yderst grænseoverskridende over for et andet menneske, eksempelvis gennem vold, har ofte en vag fornemmelse af sine egne overtrådte grænser. Den samme person er altså ofte både offer og gerningsperson, hvilket igen er med til at udhule sondringen, da gerningspersonen er skabt på baggrund af erfaringen som offer. Måske kunne man i forhold til vold i hjemmene sige, at der nærmere er tale om et offer, der med sin vold skaber flere ofre. Set i den kontekst, er det klart, at den løsningsmodel man som samfund stiller op med, må være mere raffineret, end at spærre den voldelige mand inde; også han kræver at blive taget alvorligt – både som krænker og som offer.

Volden og kønnene

Gerningsmænd og ofre – mænd og kvinder; ordene har klare kønnede associationer. Når en mand slår sin kæreste, så går han sandsynligvis på kompromis med sin samvittighed, men han får faktisk samtidig bekræftet sit køn; det er maskulint at slå, at være stærk og at være handlekraftig; en gerningsmand er faktisk en rigtig mand. Det samme gælder et offer, et offer er svagt, ude af stand til at gøre modstand; når en kvinde er offer, støder det ikke de kulturelle normer for kvindelighed.

Dette er problematisk på flere måder. At vold ikke udfordrer den kulturelle kategori for mandighed, er ikke det samme som, at vold dermed er accepteret. Det betyder blot, at en mand, der slår, stadig er kulturelt genkendelig som mand, hvorimod en mand, der bliver slået (af en kvinde!), ikke på samme måde fremstår som en rigtig mand. Det kan eksempelvis betyde, at hvis en mand, der føler sig truet på sin maskulinitet, bliver ydmyget, så vil voldelig adfærd være en måde at fremstå maskulin på. At gå væk fra gerningsmand-offer tænkningen ville ikke ændre ved at vold associeres som maskulint; det har en meget længere og rodfæstet historie, men det ville åbne op for, at man begynder at forstå konflikten knapt så firkantet; at den såkaldte gerningsmand også er svag, at et offer ikke kun er passivt, o.s.v..

En anden meget uheldig konsekvens af de kulturelle forestillinger omkring hvilket køn, der er ofret, og hvilket, der er voldeligt, er, at man dermed er med til at skabe et tabu om det problem, at der faktisk er mange mænd, der er udsat for vold fra deres kvindelige kærester. Denne type vold i hjemmene er et overset problem, som er væsentligt mere besværligt at forholde sig til; det kræver et opgør med forestillingerne omkring køn. Et øjeblik fristes man til at tænke, at den vold kvinder udøver, nok ikke er så voldsom, eller at det er i selvforsvar, og dér bliver man fanget i sin egen patriarkalske tankegang; hvorfor er det sværere at forestille sig en kvinde end en mand, som gennem vold forretter skade på et andet menneske? Denne forestilling om kvinden som det passive offer, henviser kvinden til en underlegen position, ikke kun underlegen i et voldeligt forhold, men manden underlegen generelt. Derfor hører det med til et respektfuldt kvindesyn at forstå kvinden som et helt menneske, som altså også kan rumme mere aggressive egenskaber; eksempelvis forestillingen om kvinden som magtmisbruger. På samme måde er en nuancering af mandesynet nødvendigt; det bliver svært at løse konflikter omkring vold i hjemmene, hvad enten det er kvinden eller manden, der er voldelig, hvis ikke man også kan forstå manden som svag.

Den genoprettende ret

De kulturelle forestillinger omkring køn, som er knyttet til tænkningen omkring de gerningsmænd og ofre, som er så centrale i strafferettens håndtering af konflikt, er ikke skabt af strafferetten, men man kan sige, at det bliver vanskeligere at frigøre sig fra dem p.g.a. strafferettens praksis.

Kritikken af strafferetten har rummet mange aspekter, men det helt gennemgående er, at man med strafferetten fjerner sig fra selve konflikten og giver den et nyt indhold (der bliver udpeget et offer og en gerningsmand og skyldsspørgsmålet bliver fastslået), ligesom man i løsningen af konflikten på denne måde tilnærmelsesvist ser bort fra de involverede mennesker. Og det er lige præcis dem, de involverede mennesker, der skal have konflikterne tilbage.

I Canada har man, inspireret af gammel indiansk tradition, udviklet restorative justice, på dansk den genoprettende ret, der er en konfliktløsningsmodel med en helt anden metode og et helt andet mål end strafferetten. I den genoprettende ret er målet at hele eller sone konflikten, og med det menes, at man forsøger at gøre det muligt for de involverede at leve med det hændte, og man forsøger at medvirke til at gøre et liv uden en tilbagevenden til den pågældende konflikt muligt.

Metoden til dette er kort beskrevet, at man, når alle er klar til det, arrangerer et møde eller en konfrontation mellem de mennesker, konflikten involverer. Hovedpersonerne er i tilfældet vold i hjemmet både den voldelige og den voldsramte part, men udover disse deltager også adskillige andre mennesker, som på en eller anden måde har en forbindelse til disse to og den konflikt, man samles om at løse. De andre mennesker kan være en lærer fra børnenes skole, familiemedlemmer, en medarbejder fra krisecentret, en person fra de sociale myndigheder, en psykolog, socialrådgiver e.l., venner eller andre, der menes at have relevans for at få håndteret den konkrete konflikt. Alle i denne forsamling har ret til at tale, det forventes at alle lytter, ligesom at ingen afbryder, og ikke mindst er alle følelser relevante. Her er der plads til at råbe/græde/blive tavs. Inden mødet eller konfrontationen er forbi, skal der formuleres en slags kontrakt, som går ud på, at man får lavet nogle konkrete tiltag, som skal forhindre at konflikten opstår igen, ligesom man i kontrakten laver aftaler for, hvad den krænkende part skal gøre for at vise, at vedkommende tager krænkelsen alvorligt. Indholdet af en sådan kontrakt kan altså både rumme en eller anden form for behandling af krænkeren eller lignende, ligesom den kan rumme løfter fra personer i lokalsamfundet om at træde til i bestemte situationer.

Det er nemlig helt centralt i den genoprettende ret, at man ser lokalsamfundet som en del af konfliktløsningen, da man mener, at de konflikter, der foregår i lokalsamfundet, er en del af det samfund, og dermed har det også et medansvar for, at de løses. Konflikter forstås som noget, der uvægerligt opstår mellem mennesker; de skal ikke skubbes væk. Man skal derimod forholde sig til og tage ansvar for dem.

Hvor var vi henne uden retssystemet?

Ja, hvor var vi henne uden retssystemet – man kan sige, at de ideer, der ligger i den genoprettende ret, i høj grad går ud på at give ansvaret for livet, med alt hvad det indebærer, tilbage til de mennesker og de fællesskaber, som egentlig lever de liv og de konflikter. At man løser konflikter i lokalsamfundene, med de mennesker som befinder sig i og i nærheden af konflikterne, betyder, at disse mennesker bliver eksperter i deres egne liv. Det betyder ikke, at man ikke også kan have brug for hjælp af specialiserede fagfolk, men hjælpen skal bruges der, hvor den er relevant for den helt konkrete konflikt.

I Canada blev den genoprettende ret skabt uden om det etablerede retssystem, men i dag har man flere steder fået lov til at løse konflikterne på denne måde. Og det er ikke småting, de beskæftiger sig med, faktisk er dele af den genoprettende ret udsprunget af et arbejde med at løse et stort problem med seksuelle overgreb i de indianske samfund.

Så ja, det er såmænd muligt at løse konflikter uden om det etablerede retssystem, og gevinsterne derved er måske ikke så dårlige endda. I forhold til at løse konflikter omkring vold i hjemmene, så virker den genoprettende ret i hvert fald til at have mere at byde på end retssystemet.

Et af retssystemets kritikpunkter af den genoprettende ret er, at det er for let for gerningsmanden - at denne ikke straffes nok. Det kan måske virke sådan, særligt hvis man er vant til at tænke indenfor en med-ondt-skal-ondt-fordrives-logik, men når man tænker efter, så tror jeg faktisk det forholder sig omvendt. Det er utvivlsomt, at en person der udøver vold mod sin kæreste, har store problemer, problemer som har været med til at lægge grunden for den voldelige adfærd. Skal man først til at forholde sig til de egentlige problemer, og al den lidelse der, både for den voldelige selv og sine omgivelser, er forbundet med dem, så er det væsentligt mere indgribende og hårdt, end det er at isolere sig fra dem.

Men et system som den genoprettende ret er ikke blot et system, man kan beslutte at overtage; det kræver deltagelse, engagement og ansvar, og ikke mindst kræver det, at man forstår konflikt på en grundlæggende anden måde, end der lægges op til med strafferetten. Ligeledes skal det være klart, at den genoprettende ret er en dynamisk størrelse, der konstant bliver skabt af de mennesker, som deltager. Det kræver, at man har en fortløbende kritisk refleksion over, hvordan den magt, som man udøver gennem den genoprettende ret, forvaltes. Kvindegrupper i Canada har eksempelvis påpeget, at der kan ligge en fare for, at man med denne konfliktløsningsmodel kommer til, ligesom det ofte sker i det etablerede retssystem, at reproducere de eksisterende magtstrukturer i konfliktløsningen.

Som en lille afsluttende bemærkning til det såkaldte autonome miljø i Danmark, så har der været forsøg på selv at løse problemer omkring voldelige kæresteforhold. Men spørgsmålet til denne måde at forholde sig til konflikten på er, om man ikke stort set bare har overtaget strafferettens logik. Godt nok har man villet løse konflikterne selv, men resultatet har ofte været, at man har nedsat en gruppe, som med en klar gerningsmand-offer-tænkning har besluttet, hvad der skulle ske, hvilket ofte har været, at gerningsmanden er blevet isoleret socialt og først efter endt psykologbehandling indlemmet i de sociale sammenhænge igen. Intentionen om at løse konflikterne i det nære sociale miljø har været udmærkede, men metoderne virker ikke som et egentligt alternativ til den etablerede strafferet.

Artiklen er skrevet af AF Oline Pedersen for Sabot #2, efterår 2002.

Aktivist.nu er tilbage

vhs — 2008-08-26T21:40:35Z

Aktivist.nu er tilbage

Flemming Steen Munchs yndlingshjemmeside Aktivist.nu er tilbage efter et par ugers nedetid. Tak til de, der reagerede midt i sommerferien og reclaimede siden!

Vi har lukket forumet, der var under konstant angreb af kommercielle spam-robotter, men måske kommer der et nyt sammen med en relanchering af hele hjemmesiden i løbet af efteråret. Bortset fra forumet, så er aktivist.nu på banen igen i samme stand som før, og arkivet kan benyttes.

Da forumet er lukket, er det pt ikke muligt at indsende nyt materiale til arkivet, men det problem bliver forhåbenligt snart løst.

MVH
redaktionen

Oktober-revolutionen 1917

vhs — 2008-06-04T00:01:51Z

Indhold
1: Tilblivelsen af den russiske revolution
2: Oktoberrevolutionens forskellige opstandscentre
3: Tiden efter revolutionen
4: Kvinderne og den russiske revolution
5: Remember Kronstadt!

Den russiske revolution foregik efter den russiske, julianske kalender den 25.oktober - efter den gregorianske kalender: 7.november 1917

1: TILBLIVELSEN AF DEN RUSSISKE REVOLUTION

Situationen var præget af mange sammenfaldende begivenheder:

Den samfundsmæssige polarisering mellem store del af befolkningen i Rusland, der levede i ufattelig social elendighed og det meget tynde lag af velhavende, priviligerede grupper, der udgjorde Tsar-imperiets politiske og økonomiske magthavere: den russiske adel (jord- og godsejere ), embedsmænd, det højere officerskorps, storbønder, fabriksledere og rige forretningsfolk (kapitalister ).

Social foramelse og tendenser til opløsning af tidligere eksisterende, sociale og økonomiske fællesskaber i forbindelse med tvangsrekrutteringen af hele generationer af bønder til den tsaristiske militærmaskine. Dette kastede landet ud i store sultekatastrofer, som skabte grobund for fælles vrede og en radikal modstand mod de herskende forhold.

Den massive revolutionære propaganda som netop tog udgangspunkt i denne sociale, eksplosive dynamik og hjalp den til at artikulere sig. Med en revolutionær samfundforandring som mål.

Mangel på en borgerlig-demokratisk tradition, som kunne kanalisere det ulmende oprør ind i parlamentariske, reformorienterede og kontrollerbare baner.

Prolog: Klar til kamp?

I det før-revolutionære Rusland i årene op til 1917 , eksisterede der en mængde af revolutionære grupper, partier og bevægelser med talrige indbyrdes personlige og politiske relationer. De vigtigste revolutionære samlingspunkter på dette tidspunkt var ”Den bolsjevistiske organisation“ [1], den betydeligt mindre ”Meshrajonka-kommité“ / ”Mellemdistriktkommiteen” [2], ”Nasche-Slowo-gruppen“ [3], Socialrevolutionære anarkister med betydelig regional indflydelse i det sydvestlige Ukraine [4], samt ”Internationalisterne“ [5] i det mensjevistiske parti omkring Lenins nære ven Martov. Derudover fandtes der et hav af autonome beboer-og fabrikskomitéer, elev- og studentergrupper, kvindegrupper, revolutionære soldaterkomitéer, bondekollektiver, etc. De fleste uden speciel partitilknytning.

Bolsjevikpartiet op til 1917

Bolsjevikpartiets fælles grundlag var på dette tidspunkt først og fremmest baseret på en internationalistisk anti-krigsmodstand og ikke på Lenins organisationskoncept – som bl.a. nogle ml-partier fejlagtig påstår. Således delte hverken et flertal i partiets ledelse eller et medlemsflertal Lenins position om den demokratiske centralismes organisationsprincipper (dvs. parti-mindretallets underordning under flertalsbeslutningerne indefor en disciplinerende organisatorisk ramme. se Lenins Hvad må der gøres?, udgivet i 1902). Uafhængigt heraf var Lenin den samlende, politisk dominerende personlighed.Således sluttede mange revolutionære sig til bolsjevikkerne, selv om de ikke delte Lenins organisatoriske principper.

Dette er bla. baggrunden for de levende diskussioner og politiske brydninger indenfor bolsjevikpartiet, som førtes i al offentlighed, og ikke så få gange formåede at korrigere en igangværende problematisk politisk praksis. Denne åbne diskussionskultur holdt ved indtil den 10. parti-kongres i marts 1921, hvor man fastlagde en centralisering af partiet på bekostning af medlemsdemokratiet, og i det hele taget gjorde op med den radikale sovjet-demokratiske tankegang, der bl.a. kom til udtryk i Lenins skrift Stat og revolution, efterår 1917 (værket var stærk inspireret af syndikalistiske ideer).

Efterhånden blev bolsjevikpartiet et samlingspunkt for revolutionære med meget forskellig politiske biografi og social baggrund. Allerede i 1914 sluttede leninister, venstre-revolutionære bolsjevikker og internationalistiske kredse hos mensjevikkerne sig sammen. Det fælles grundlag var en internationalistisk politikforståelse. I 1917 blev denne koalition formelt smeltet sammen til et fælles parti.

Februar-revolutionen i 1917

Med Tsar Nikolaus II`s fald, oplevede det russiske folk en fuldstændig uvant politisk frihed. Politiet og dets hemmelige polititjeneste Orchrana var desorganiseret/forsvundet. Undergrundsgrupperne kunne komme frem og arbejde legalt. Overrasket og fuld af forventninger strømmer de politiske fanger tilbage fra fangekolonierne i Sibirien. Emigranterne vender hjem fra det udenlandske eksil. Situationen var præget af en kolossal opbrudsstemning og håb om en ny fremtid, men også af et totalt svært gennemskueligt kaos.

Bolsjevikpartiet var på dette tidspunkt delt i tre politiske hovedgrupper med hver sit svar på den aktuelle situation. Uenighederne lå først og fremmest i de forskellige holdninger til den nye provisoriske overgangs-regering [6] og i holdningen til krigen (1. Verdenskrig):

Venstrefløjen i bolsjevikkerne (deriblandt syndikalisten Schljapnikow, feministen Alexandra Kollontai og bolsjevistiske veteraner som Saluzki og Molotow) stod talmæssigt svagt, men havde stor indflydelse i Petrograd. De antog en klar fjendtlig holdning til regeringen og bekæmpede krigen kompromisløst. Alexandra Kollontai sagde på bolsjevikkernes parti-konference, marts 1917: ”Den russiske revolution kan kun sikre Ruslands befolkning dens optimale frihed og sociale reformer, når den bliver starten på den europæiske revolutionære bevægelses kamp mod deres eget borgerskab!” og ”…det er nødvendigt at forberede kampen mod regeringen”. En holdning som var tæt på Lenins og de fleste revolutionære emigranters egne positioner.

De fleste bolsjevikker i Rusland, først og fremmest dem som kom fra Sibirien, var langt fra så kompromisløse (deriblandt gamle bolsjevikker som Kamenew, Muranow, Stalin). Denne fløj overtog mensjevikkernes [7] og de Socialrevolutionæres [8] position, som gik ud på at støtte den provisoriske regering, sålænge den ikke direkte skadede massernes interesser. Samtidig opgav denne fløj fra dette tidspunkt deres hidtidige betingelsesløse opposition til krigen (Jvnf. udtalelser fra deres platform, gengivet i E.H.Carr's bog: The Bolshevik Revolution, Bd.I.).

Den tredie fløj i bolsjevikkerne (under ledelse af gamle bolsjevikker som Awilow, Woitinski, Basarow) mente, at nu hvor Rusland var republik, var det nødvendigt at forsvare fædrelandet ved at støtte krigen. En del af denne fløjs ledende folk forlod bolsjevikkerne og tilsluttede sig senere mere reformistiske strømninger.

Lenins aprilteser

Den 3.april 1917 ankom Lenin efter sin berømte rejse i en aflåst togvogn , der via snørklede omveje førtes tværs gennem Tyskland over Finland, til Petrograd. Ved hans ankomst præsenterede Lenin et radikalt politisk kursskifte, der rystede de fleste gamle bolsjevikker i deres grundvold. Således propaganderede Lenin med sine såkaldte April-teser, at kampen om magten via en socialistisk revolution nu stod på dagsordenen, og at den igangværende imperialistiske krig måtte forvandles til en borgerkrig i hele Europa mod borgerskabet. Dermed overtog Lenin centrale dele af Leo Trotskijs „permanente revolutions“- teori [9].

Med undtagelse af den lille venstrefløj i Bolsjevikpartiet omkring Schlapnikow, Alexandra Kollontai og Mollotow vakte Lenins teser stort set ingen resonans i partiet. Tværtimod offentliggjorde Kamenew en erklæring i partiavisen Prawda, hvori han fastslog, at Lenin ikke taler for partiet, og at tesen om den umiddelbare overgang fra den demokratiske til den socialistiske revolution må betragtes som værende absurd. Kamenew afsluttede hans erklæring med håbet om, ”at vores standpunkter forbliver det eneste mulige at forsvare for revolutionære socialdemokrater, sålænge partiet forbliver et revolutionært masseparti for proletariatet og ikke forandrer sig til en gruppe af kommunistiske propagandister .” … Kampen for at vinde partiets flertal for den revolutionære opstand var hermed begyndt.

2: OKTOBER-REVOLUTIONENS FORSKELLIGE OPSTANDSCENTRE

”At begrænse revolutionære erfaringer og teori til det dagsaktuelle er at dømme det til evig glemsel, hvor nutiden ophører med at kunne erkendes, så snart den glider ind i fortiden.”
Isaac Deutscher, marxistisk historiker

De forskellige opstandscentre

I den virkelige verden bliver historien lavet af mennesker, som har besluttet sig for handling. Om målet bliver nået, er som regel et andet spørgsmål. En sådan beslutning måtte det Bolsjevistiske Parti i efteråret 1917 tage: At handle ved at forsøge at omsætte den eksisterende revolutionære utilfredshed i befolkningen til en opstand og derved risikere at blive militært og politisk udslettet - eller at lade tingenes tilstand udvikle sig af sig selv og til gengæld risikere, at de sociale og politiske forhold blev stadfæstet i lang tid fremover, det vil sige, kanaliseret ind i en borgerlig-diktatorisk samfundsordens parlamentariske baner eller det som var værre.

Beslutningen om opstanden blev taget p.g.a. Lenins ihærdige agitation. Forberedelsen var præget af interne, bitre fraktionsstridigheder og en atmosfære af rasteløse selvransagelser - noget der var karakteristisk for bolsjevikpartiets generelle udvikling og faktisk varede indtil hierarkiseringen af partiet i begyndelsen af 1920`erne. En større del af bolsjevikpartiets basis var indstillet på at danne en enhedsfront med venstrefløjen i mensjevikkerne og det store socialrevolutionære parti. Denne fløj blev ledet af de gamle bolsjevikker omkring Sinowjew, Rykow, Kamenew og Stalin. Mens Lenin – støttet af bolsjevikkernes venstrefløj, deriblandt Bucharin, Sokolnikow, Trotskij, Joffe, etc. – propaganderede en revolutionær magtovertagelse, om nødvendigt, ledet af bolsjevikpartiet alene og evt. i samarbejde med venstrefløjen af Det socialrevolutionære parti. Argumentet for dette var, at samtlige af de reformistiske partier pga. deres samarbejde med Kerenskijs provisoriske kadet-regering, var dybt miskrederet i befolkningen.

Den yderste venstrefløj indenfor bolsjevikpartiet, som havde flertallet i partiets Petrograd–afdelinger, krævede direkte masseaktioner og væbnet modstand mod den provisoriske regering. De opponerede også mod partiets officielle parole om en fredsaflutningen med Tyskland, da de anså en revolutionær krig for en nødvendig forudsætning for at udløse den socialistiske revolution i Europa. De mente, at et Rusland, som gik uden om et sådant perspektiv pga. en generel selvopretsholdelsesdrift, ville styre ind i en isolation, der tvangsmæssigt ville medføre en samfundsmæssige udvikling, som ikke tillod socialistiske styrformer.

Lenin-fløjen satte sig alligevel igennem med sit krav om øjeblikkelig fred. Dette blev en af de vigtigste paroler i bolsjevikkernes kamp for at vinde flertallet af den russiske befolkning for revolutionen.

Burn system, burn!

I julidagene udbrød i mange byer store gadekampe, rettet mod Kerenskij-regeringen. Bolsjevikpartiet støttede aktivt disse kampe. Regeringen svarede igen med at forbyde en masse bevægelser, bydelskomitéer, etc. – samt Bolsjevikpartiet, som magthaverne rettede en massiv propagandakrig imod. Bl.a. spredte de rygter om, at Bolsjevikpartiets ledelse var det tyske kejserriges betalte agenter, altimens bolsjevikkerne nu delvist agerede i undergrunden og forberedte den væbnede opstand. (På dette tidspunkt var en del af deres ledere allerede opsporet og fængslet ).

I slutningen af august forsøgte Kerenskijs egen øverste general L.G. Kornilow at vælte den provisoriske regering ved et militærkup. For at kunne imødgå denne trussel om kup fra den yderste højrefløj, måtte regeringen tage enhver støtte fra venstrefløjen. I direkte forlængelse heraf standsede regeringen sine hidtidige skarpe forfølgelse af Bolsjevikpartiet og løslod derfor den 4.september 1917 de fleste bolsjevikker – heriblandt Kamenew og Trotskij fra fængslerne.

Samtidigt voksede tilslutningen til bolsjevikkerne og til de venstre-socialrevolutionære med kolossal hastighed: Fra at være et revolutionært mindretal blev disse to partier tilsammen den dominerende organisatoriske faktor for den revolutionære proces. (Således tilsluttede flertallet af arbejdernes og soldaternes rådsforsamling i Petrograd og derefter i de fleste russiske byer sig bolsjevikkernes oprørsprogram). I dette krisens øjeblik og i den revolutionære stemning, virkede bolsjevikkernes enkle paroler: ”BRØD, LAND, FRED” som en katalysator for en fælles opstandsrytme for Ruslands undertrykte og fattige mennesker og folkeslag.

Selve revolutionen

En egentlig skildring af oktoberrevolutionens forløb anser vi som ikke særlig kontroversielt blandt den revolutionære venstrefløj, derfor vil vi koncentrere os om de politiske brydninger efter selve opstanden.

Dog vil vi henvise interesserede kammerater til nogle vidt forskellige bøger, som på hver sin måde fyldestgørende beskriver denne begivenhed:
John Reed: Ti dage der rystede verden (journalistisk fremragende øjnevidnerberetning).
Isaac Deutscher: Den väbnade profeten (svensk). Findes også på engelsk, tysk, fransk m.v. (meget informativt, historisk-materialistisk, litterært værk).
E.H. Carr: The Bolshevik Revolution (politisk borgerlig, men empirisk nøjagtigt historieværk. Findes også på dansk).
Leo Trotskij: The history of the russian revolution (en historisk og sociologisk interessant analyse).
Pierre Broué: Trotskij – en politisk biografi, bind I + II. (fransk, tysk og engelsk)
Emma Goldman: Anarkistiske erindringer / Living my Life
H.Anweiler: Die Rätebewegung in Russland 1905-1921
Bunyan, Fischer: The Bolshevik Revolution 1917-1918
Robert V. Daniels: Red October, The Conscience of the Revolution.

3: TIDEN EFTER REVOLUTIONEN

”Bolsjevikpartiets historie er fraktionernes historie”
Lenin på partiets kongres i 1921

Bolsjevikkerne har med succes erobret magten og organiseret en ny regering i form af en råds/sovjetregering. Folkekommisærenes råd var således den øverste statslige myndighed med Lenin som formand. De fleste bolsjevikker så forventningsfuldt på Europas proletariat med håb om forestående revolutioner, der kunne komme det nye, isolerede Rusland til undsætning.

Socialistisk koalitionsregering eller bolsjevistisk et-parti regering

Imidlertid brød den gamle konflikt mellem de forskellige fløje i bolsjevikpartiet med fornyet kraft ud i lys lue. Stridsspørgsmålet var, hvad der skulle ske med de andre partier, som var repræsenteret i Sovjetkongressen. Af samtlige de i kongressen repræsenterede partier støttede alene ”Det venstresocialrevolutionære parti” Oktoberrevolutionens opstand ved med sine stemmer at sikre et flertal i den 2.sovjetkongres for revolutionen.

Alligevel støttede nogle fagforeninger med jernbanearbejdernes fagforening i spidsen, samt talrige sovjetdelegerede fra forskellige sociale bevægelser, og ikke mindst en større gruppe i selve bolsjevikpartiet dannelsen af en bred koalitions-regering mellem samtlige socialistiske partier. Der førtes således i nogle dage forhandlinger mellem bolsjevikkerne og de andre partier med henblik på dannelse af en socialistisk koalitionsregering.

Forhandlingerne brød imidlertid sammen uden resultat, da mensjevikkerne og højrefløjen af de socialrevolutionære under ingen omstændigheder ville acceptere Lenin og Troskij i en sådan regerings ledelse: Det vil sige den såkaldte ”centraleksekutivkommité“, der skulle være den nye sovjetregerings lovgivende myndighed. Derudover var de ikke villige til at indrømme bolsjevikkerne et flertal heri. Dette anså bolsjevikkernes flertal som et forsøg på at gøre oktoberopstanden ugyldig og dreje tiden tilbage. Forhandlingerne brød sammen og bolsjevikpartiets hegemoni i centraleksekutivkomiteen/regeringen var en realitet.

Kampen for ytrings– og mediefrihed

Krisen kulminerede mellem bolsjevikpartiets flertal og de ikke-bolsjevistiske partier, autonome komitéer og en stærk oppositionel strømning i selve bolsjevikpartiet i forbindelse med centraleksekutivkomitéens diskussion om kontrol med den ikke-socialistiske presse. Med en afstemning, hvor 34 var for og 24 imod, blev det besluttet at kontrollere pressen mht. dens loyalitet overfor den af bolsjevik-partiet udformede grundlovgivende forfatning (den såkaldte Arbejder-forfatning).

Dette skridt anså kritikkerne som direkte resultat af dannelsen af en ren bolsjevistisk regering, og mange bolsjevistiske oppositionelle trådte i protest tilbage fra parti– og statsembeder. Heriblandt samtlige kritikere af denne beslutning i Bolsjevikpartiets ledelse - dvs. Sinowjew, Kamenew, Rykow, Miljutin og Nogin. De hørte alle til partiets højrefløj, men også venstrefløjen under ledelse af folkekomissæren for arbejde (arbejdsministeren), syndikalisten Schlapnikow, tilsluttede sig denne masseprotestbølge mod centraleksekutivkomitéens beslutning:

”Vi mener, at det er nødvendigt at danne en socialistisk regering af samtlige i Sovjetkongressen repræsenterede partier… En ren bolsjevistisk regering vil i længden kun kunne opretholdes med politisk terror som middel. Det kan vi ikke godtage, for det vil føre til revolutionens og landets sammenbrud. Dette kan vi ikke tage ansvar for og derfor trækker vi os fra samtlige ledelsesfunktioner.” (kilde: Carr: The history of the russian revolution, Bd.I, side 147).

Oppositionen i bolsjevikpartiet

Bortset fra de nationalistiske kredse, som forlod bolsjevikpartiet i april 1917, er der efter oktoberrevolutionen i årene 1917/18 tale om tre oppositionstendenser:

Den bolsjevistiske, centralistiske fløj, ledet af Kamenjew, Rykow og Sinowjew. Det var folk, som var gamle bolsjevikker og tilhængere af Lenins rigorose centralistiske organisationsprincipper, men tilsyneladende udfra konservative forsigtighedskriterier. For andre var det af værdi i sig selv at være del af et statslig magtapparat. Det gælder for leninister som Stalin og Swerdlow, der - skønt de i mange spørgsmål var i fuld overensstemmelse med denne højrefløj - siden Lenins hjemvenden søgte at være i overensstemmelse med ham som partiets ledende personlighed.

Den parti-interne konservative fløj bestod fortrinsvis af folk, hvis holdninger var domineret af juridiske overvejelser og demokratiske principper. Deres kendeste repræsentanter var Lunarsharkij, grundlæggeren af det sovjetiske Marx-Engels-institut, Rjasanow og Losowskij. Denne fløj opnåede kun ringe indflydelse i partiets basis.

Den radikale venstrefløj. Den sidste oppositionsblok i årene fra 1917 var den radikale venstrefløj indenfor bolsjevikpartiet. Endnu var den en relativ lille gruppering med Schlapnikow og Alexandra Kollontai som de eneste virkelig kendte repræsentanter. I løbet af årene udviklede denne strømning sig til en mægtig politisk kraft i og omkring bolsjevikpartiet, der fremstod som bindeled mellem den radikale venstrefløj i bolsjevikpartiet og de talrige autonome og (anarko-)syndikalistiske grupper og bevægelser udenfor partiets virkefelt. „Deres senere kamp mod partidikaturet var ikke bestemt af forsigtighed men af revolutionære principper om proletarisk direkte demokrati og aktion“. (kilde: Robert V.Daniels: The Conscience of the revolution).

I det følgende en kort gennemgang af de vigtigste etapper frem til Lenins død I 1924:

Forhandlingerne i Brest-Litowsk

Tre måneder efter oktoberrevolutionen rystede et eksistentielt politisk problem bolsjevikpartiet. Foranledningen var gennemførelsen af en separat fredsaftale med Tyskland. Dette problem rummede centrale spørgsmål som arbejderrevolutionens politiske strategi for at fremme dens generelle samfundsmæssige forstillinger og perspektiver i såvel Rusland som på internationalt plan. Højrefløjen gik ind for en demokratisk, betingelsesløs fred. Lenin krævede”nødtvunget” det samme med en omgående afslutning af en separatfred.

Venstrefløjen gik ind for en revolutionær (partisan-) krig mod Tyskland: ”En demokratisk fred…vil kun blive opnået gennem folkenes revolutionære massekamp mod magthaverne i begge de to krigsførende blokke… At acceptere det af tyskerne påtvungne fredsdiktat ville være ensbetydende med at forkaste vores politik om en revolutionær socialisme og forlade vores hidtidige politik på såvel det udenrigspolitiske som indenrigspolitiske plan”. Denne udtalelse blev vedtaget af den af venstrefløjen dominerede parti-distriktskomité i Moskva, den 13.januar 1918.

Med hjælp fra Trotskijs gruppe (han og Karl Radek var de bolsjevistiske delegerede ved fredsforhandlingerne med det tyske hærledelse) og med støtte fra højrefløjen kunne Lenin med et spinkelt flertal få partiet til at antage sine fredspositioner. Trotskij og co. forlod hans noget handlingslammende position ”hverken krig eller fred” til fordel for Lenins positioner.

Kampen mod Makhno-bevægelsen

Den anarkistisk inspirerede, socialrevolutionære bondebevægelse under ledelsen af Nestor Makhno, var den eneste, som på dette tidspunkt med sine partisanenheder prøvede at sabotere den tyske hærs annektion af Ukraine og Hviderusland. Annektionen var fulgt efter bolsjevikkernes betingelsesløse fredsaftale med den tyske hærledelse. Talrige bolsjevikker fra partiets venstrefløj tilsluttede sig eller samarbejdede med Makhno-bevægelsen.

Først i 1919/20 kunne Den Røde Hær og dets partisanafdelinger tilkæmpe sig kontrollen med den sydvestlige del af Sovjetunionen. I den sidste fase i direkte konfrontation med de anarkistiske partisanenheder. I slutningen af 1921 blev de sidste anarkistisk autonome områder indkorporeret i den sovjetiske stats territorium. Efter nedkæmpelsen flygtede Makhno og få af hans kampfæller i eksil til Frankrig. Bolsjevikkerne beskyldte Makhno-partisanerne for at koordinere militære aktioner mod Den Røde Hær med tsaristiske hærenheder (en påstand vi ikke kunne finde dokumentation for). Bolsjevikkernes nedkæmpelse og udsletning af Makhnovitshja-bevægelsen og dennes sociale fællesskaber var et ildevarslende tegn om de senere begivenheder…

Anbefalet litteratur:
Peter A. Arschinoff: Die Geschichte der Machno Bewegung 1918-1921.
Vsevolod M. Volin: Die unbekannte Revolution bd.1+2, Verlag Association Hamburg
Victor Serge: En revolutionærs erindringer
Daniel Guérin: Anarkismen
Daniell Marcussen: Historien om anarkisterne i Ukraine

4: KVINDERNE OG DEN RUSSISKE REVOLUTION

Den russiske revolution i 1917 blev politisk og strategisk udtænkt og planlagt af mænd. Med ganske få undtagelser deltog kvinderne hovedsagligt i revolutionen som agitatorer og organisatorer på basisniveau. Det var mænd, som varetog de opgaver og funktioner, der var forbundet med status og magt. De revolutionære kvinders aktiviteter var først og fremmest at rejse land og rige rundt for at agitere for revolutionen blandt arbejder- og bondekvinder. Ikke en eneste kvinde satte sine ben i Bolsjevik-partiets øverste instans, Politbureauet. Kun 3 kvindelige aktivister - Kollontai, Stasova og Iakovleva – opnåede at blive medlemmer af Bolsjevikpartiets central-komité, og det kun for en ganske kort periode.

Det er derfor heller ikke så underligt, at historien, der fortrinsvis skrives af mænd, ikke har kunnet/villet oparbejde den store viden om de kvindelige revolutionære og kvindernes kampe dengang. Dog har den nyere tids kvindehistorikere formået at kaste et lille lys over kvindernes rolle i den russiske revolution, og det er det, vi vil beskæftige os med i dette afsnit.

En organiseret feministisk bevægelse tager form

Forud for revolutionen i 1917 gik et århundrede, hvor forestillinger, tanker, følelser og holdninger var under voldsomt opbrud i hele det russiske samfund. Det var også et århundrede, hvor kvindebevidstheden voksede og flere og flere kvinder afviste den traditionelle rolle, traditionen havde tiltænkt dem. Det var dog først i 1850'erne og i begndelsen af 1860'erne , at kvindespørgsmålet slog igennem som tema i den offentlige politiske debat. I denne periode voksede der en egentlig kvindebevægelse frem, som groft sagt kan inddeles i 3 hovedstrømninger: Den borgerlige feminisme, den nihilistiske feminisme og den radikale feminisme.

De borgerlige feminister ønskede at ligestille kvinder med mænd indenfor de givne samfundsmæssige rammer. De talte hverken om revolution eller personlig forandring. De talte om en retfærdig lovgivning med ligestilling af mænd og kvinder. Én af de borgerlige feministers fortjenester var, at russiske kvinder i 1870'erne fik adgang til universiteter og medicinske læreanstalter.

De såkaldte nihilistiske feminister stod først og fremmest for den personlige frigørelse og forandring. De udtrykte deres foragt for den herskende orden ved bl.a. at gøre op med tidens kvindeideal. I modsætning til alle konventioner klippede de deres hår kort, klædte sig i mandligt tøj, røg cigaretter, brugte et vildt og fanden i voldsk sprog og opførte sig på alle måder ”ukvindeligt”. De var del af en subkultur, hvis drivkraft var ønsket om ligeværdighed blandt frie mennesker og foragt for det gamle familie-mønster, klassesystemet og religionen. I et forsøg på at udleve disse idéer i praksis brød mange hustruer og døtre med deres familier, flyttede til de store byer Sankt Petersborg og Moskva , deltog i kurser, tilsluttede sig kvindegrupper og kvindekollektiver og startede således en personlig, seksuel og social forandrings-proces.

De radikale feminister kæmpede for socialisme, for en revolution som også ville betyde kvindernes frigørelse. De deltog i stort antal i den militante socialrevolutionære bevægelse Narodniki, senere Narodnja Volja (Folkets vilje) i årene 1860-1880. De gik til fabrikkerne, rejste til landsbyerne og agiterede for den socialistiske revolution. Hundredevis blev arresteret, fængslet eller sendt i eksil i Sibirien. Kvinderne udgjorde en relativ stor del af bevægelsen ”Folkets vilje” og spillede også en politisk ledende rolle i og med, at omkring 1/3 af bevægelsens eksekutivkomité-medlemmer var kvinder. Enkelte kvinder er gået over i historien pga. deres politiske gerninger.

F.eks. Vera Zasulich, som i 1877 affyrede de berømte skud mod en højtstående politiofficer i Sankt Petersborg. Hun var senere aktiv i redaktionen af den vigtige revolutionære russiske eksilavis ISKRA og personligt bindeled mellem Karl Marx,som hun var nær ven af og den yngre generation af russiske revolutionære (deriblandt Lenin, Martov, Axelrod, Potressow, Trotskij, etc.).

En anden kendt kvindelig revolutionær aktivist var Sofya Perovskaya, der i 1881 ledte det attentat, som dræbte tsaren af Rusland. Men revolution kom det ikke til i disse år. Sofya Perovskaya blev sammen med andre revolutionære aktivister henrettet efter attentatet på tsaren og bevægelsen ”Narodnja Volja” blev knust af statens repression.

Frem til oktoberrevolutionen

I 1905 var der opstand mod tsar-regimet i Rusland. I denne periode oplevede også kvindebevægelsen en vis opblomstring. De kvinder, som både var aktive i et venstrefløjsparti og i den politisk set meget sammensatte kvindebevægelse omkring 1905 blev ofte kritiseret af deres parti for seperatisme. For mange kvinder blev det til et valg mellem at organisere sig feministisk sammen med andre kvinder eller at tilslutte sig et revolutionært venstrefløjsparti.

Inspireret af den tyske marxist Clara Zetkin var bla. Alexandra Kollontai og Nadezha Krupskaya ( som senere giftede sig med Lenin) organisatoriske hovedkræfter bag den proletariske kvindebevægelse i Rusland. De afviste særskilte organiseringer af kvinder, betonede alliancen mellem mænd og kvinder i klassekampen – men insisterede på at sætte kvinders særlige behov og krav på den politiske dagsorden. De fokuserede især på kvindeproblemer som analfabetisme, underbetaling på arbejdsmarkedet, seksuel chikane på arbejdspladsen, elendige fødsels- og barselsforhold samt mænds vold mod kvinder.

Den første russiske kvindekonference i 1908

Konferencen var præget af udtalt fjendskab mellem feminister fra den proletariske kvindebevægelse og feminister, som fastholdt nødvendigheden af særskilte kvindeorganiseringer uden mænd. Efter denne konference havde kvindebevægelsen som sådan en nedgangsperiode. Dog fik den proletariske kvindebevægelse et vist opsving i årene 1912-1914. Det var også i denne periode, at 8. marts traditionen Kvindernes Internationale Kampdag opstod. (Selve idéen om 8. marts blev formuleret af Clara Zetkin på den socialistiske kvindekongres,der fandt sted i København i 1910, ifm. Den 2. Internationales kongres i det nu nedrivede Ungdomshus på Jagtvejen).

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og som følge heraf kom kvindekampen til at stå i skyggen af andre spørgsmål. I 1917 sejrede revolutionen i Rusland, og på det tidspunkt var kvindekampen på lavt blus.

Kvindedemonstration gav startskuddet til revolutionen

Selvom kvindekampen ikke på noget tidspunkt dominerede den revolutionære proces, så var den ikke desto mindre eksistent. Den revolte i Sankt Petersborg, som førte til tsarismens fald startede således med en demonstration til støtte for Kvindernes Internationale Kampdag.

I mange år havde de revolutionære feminister i Rusland underordnet deres kamp og deres krav den største sag: Revolutionen. De havde som regel fået den besked, at kvindespørgsmålet, det løses efter revolutionen. Da så revolutionen havde sejret i 1917, opstod en ny og større sag, som tog kvindekampen af dagsordenen: Borgerkrigen, det militære forsvar for revolutionen, som varede fra 1918 til 1921. Omkring 80.000 kvinder deltog aktivt på revolutionens side i disse krigsår. De kæmpede, led og døde i denne kamp.

Feministisk netværk : Zhenotdel

Selv om den russiske revolution på ingen måde var en feministisk revolution, så formåede de revolutionære kvinder dog alligevel at sætte deres spor. Således resulterede Oktoberrevolutionen i en lovgivning, som foreskrev lige løn for lige arbejde, fuldstændig politisk, juridisk og uddannelsesmæssig ligestilling mellem kvinder og mænd, der blev fri adgang til abort og kvinder fik bedre mulighed for skilsmisse. Men i erkendelse af, at en social revolution ikke kan skabes via lovgivning oprettedes der indenfor kommunistpartiet en kvindesektion – den såkaldte Zhenotdel.

Denne sektion, som eksisterede fra 1919-1930 skulle sætte gang i kvinders politiske aktivitet. Under ledelse af Inessa Armand og Alexandra Kollontai forsøgte Zhenotdel via et netværk af kvinder ud over hele landet at sprede revolutionens idéer, at få revolutionens lovgivning efterlevet i praksis (især når det gjaldt straf af voldelige ægtemænd) , at uddanne og skole arbejder- og bondekvinder, hvoraf mange var analfabeter. Zhenotdel iværksatte kampagner imod prostitution og imod tvangs-tilsløring af kvinder i de østlige, muslimske dele af Sovjetunionen. Men selv om kvinderne i Zhenotdel udviste en imponerende energi og et medrivende engagement, så forblev organisationen svag, og den kom på ingen måde til at præge udviklingen efter revolutionen.

Patriarkatet forblev intakt

Selvom bolsjevikkerne proklamerede ligestilling mellem kvinder og mænd, så brød de aldrig med den biologistiske opfattelse, at kvinder skønt ligeværdige med mænd, fra naturen af er bestemt for omsorg og pleje. Derfor blev der aldrig for alvor gjort op med den kønsbestemte arbejdsdeling , og der blev ikke skabt en generel bevidsthed om, hvordan det mandlige og det kvindelige formes af samfundsmæssige normer og krav. Skønt mange revolutionære feminister i årene fra 1917 til slutningen af 1920'erne arbejdede hårdt på at forbedre kvinders livsvilkår og på at revolutionere det herskende kvindesyn, så slog det aldrig igennem på samfundsmæssigt plan.

Stalinismens tilbagerulning

Da stalinismen i 1930'erne havde etableret sit terror-regime, betød det selvfølgelig også et stort tilbageslag for alle kvindefrigørelsesforsøg. Der blev indført de mest reaktionære og kvindefjendske abort- og skilsmisselove, Zhenotdel blev nedlagt med den begrundelse, at nu var der skabt lighed mellem kvinder og mænd og at denne kvindesektion derfor ikke længere havde nogen funktion. Kvinderne blev sendt tilbage bag hjemmets fire vægge, de blev dyrket som „supermødre“ og fejret som hjemmets helte. Dermed vendte Sovjetunionen tilbage til mange af de oprindelige patriarkalske tilstande, som havde hersket før revolutionen.

Anbefalet litteratur:
Sheila Rowbotham: Kvinder, modstand og revolution, Forlaget Rhodos, 1973.
Raya Dunayevskaya: Rosa Luxemburg. Women's liberation and Marx's Philosophy of revolution, Humanities Press, 1981.
Beatrice Brodsky Farnsworth: Alexandra Kollontai: Communist, feminists and the Bolshevik revolution, Stanford University Press, 1979.

(Afsnittet er skrevet af kvinder fra og omkring autonomi-kollektivet, forår 1998). Artiklen er tilegnet Marie Nielsen (1875 – 1951), dansk kvinde-rettighedsforkæmper og revolutionær socialist .

5: REMEMBER KRONSTADT!

Kronstadtrevolten, som tog udgangspunkt i en stor protestdemo den 2.marts 1921 i flådens hovedbase Kronstadt nær Petrograd, var uden tvivl den hidtil mest alvorlige indenrigspolitiske krise for Sovjetregeringen.

Kronstadtoprøret var en bevægelse af vrede og skuffede revolutionære. Deres kritik på den sociale og politiske udvikling efter revolutionen lignede på mange måder den kritik, som kom fra bolsjevikpartiets egen venstre-kommunistiske fløj. Forskellen mellem dem var, at Kronstadts revolutionære på ingen måde var bundet af loyalitet og parti-disciplin. De revolterede mod Sovjetregeringen i et forsvar for selve oktoberrevolutionens ånd.

Kronstadtoprørets program

”Vi kæmper for en autentisk magtudøvelse af det arbejdende folk“

Oprørene anklagede den bolsjevistiske regering for en undertrykkelsespolitik, som lignede Rusland under tsartiden: ”Arbejdet er ikke som marxismen har lovet til alles behov og glæde, men har ført til et nyt slaveri.” (Citeret fra ”Meddelelse fra den provisoriske revolutionskomité,udgivet som antologi hos forlaget Rhodos).

Kronstadtoprørets program var som før nævnt næsten autentisk med holdningen blandt den venstrekommunistiske og syndikalististiske ”Arbejderopposition” indenfor bolsjevikpartiet, borst set fra det væbnede oprør. Således var oprørernes holdning til fagforeninger enslydende med den holdning arbejderoppositionen tidligere havde ytret i politiske kontroverser med partiets flertalslinie: ”Vores fagforeninger har absolut ingen mulighed for at fungere som rene klasse-organisationer, takket være det herskende partis politik, der sigter på en centralisering af massernes udvikling til 'kommunismen'.“ (Citat fra ”Kronstadtoprøret – etapper af vores revolution”).

Kronstadtoprøret hentede inspiration til deres politiske alternativ fra de klassiske anarko-syndikalistiske idéer: ”Hvis fagforeningerne fik retten til omfattende autonomi, ville bolsjevikkernes centralistiske strukturer bryde sammen, og dermed ville kommissærenes og de politiske afdelingers eksistensberettigelse bortfalde. (..) Den socialistiske sovjetrepublik kan kun være stærk, når dens forvaltning bliver udøvet af den arbejdende klasse selv gennem demokratiske fagforeninger.” (Citat fra ”Kronstadtoprøret, etapper af vores revolution”).

Udbredt sympati fra bolsjevikkernes basis

Der herskede en udbredt anti-bureaukratisk stemning blandt de almindelige bolsjevikker, hvilket kom til udtryk i, at et større antal partimedlemmer gik over til oprørerne. Erklæringerne fra dem, som blev offentliggjort i den provisoriske revolutionskomités avis ISWESTIJA, dokumenterer dette:

”Det kommunistiske partis politik har ført landet ud i en håbløs situation, p.g.a. partiets bureaukratisering, p.g.a. partiets uvilje til at lytte til masserne. Igennem 3 år er partiet blevet stoppet med selvglade folk og karrieremagere, som har frembragt en bureaukratisme, der ikke magter opgaven at kæmpe mod sammenbruddet. (..) Magtmisbruget i partiets apparat smadrer kommunismens smukke idéer.”

At Kronstadts reformkrav rent faktisk indeholdt et legitimt grundlag, blev symbolsk nok også bekræftet af en gamel bolsjevik som Kalinin (Sovjetunionens første ”præsident”), da han dagen før revoltens udbrud opholdt sig i Kronstadt og forgæves forsøgte, at finde frem til et fælles kompromis med rebellerne. Kalinin mente, at Kronstadtoprørets krav-katalog fra den 1.marts ”med visse korrekturer var acceptabelt nok” og ”er baseret på reelle misforhold i det kommunistiske parti .” (Kommunistpartiets organ Prawda, den 6.marts 1921). Kalinin hentydede til reformkrav som f.eks. afholdelse af frie valg og tilladelse til fri ikke-profitorienteret handel, etc.

Spildte muligheder

Sovjetregeringen i Moskva fordømte revolten, såsnart det blev kendt, at Kronstadtoprørerne trodsede Sovjetregeringen og havde anholdt ledende partifolk. En officiel regeringserklæring betegnede oprøret som ”en ny hvidgardistisk (dvs. tsaristisk militær) sammensværgelse (.. ) som uden tvivl blev tilskyndet og organiseret af den franske kontrarevolution.” (Prawda, 3.marts 1921).

Sovjetledelsens flertal var indstillet på så hurtigt som muligt at knuse alle, som modsatte sig dens magtposition. Bolsjevikpartiets ledelsesflertal anså dette oprør som et angreb på deres autoritet og på deres regeringsposition. Denne holdning overraskede dengang mange erklærede tilhængere af Oktoberrevolutionen og af Sovjetregeringen.

Uden tvivl kunne Kronstadtrevolten have formet sig anderledes, hvis bolsjevik-partiets flertal havde gennemført de nødvendige politiske og økonomiske reformer. Det ved vi i dag udfra vores kendskab til det videre forløb. Selv indenfor den traditionelle kommunistiske tradtion er det kun de mest dogmatiske strømninger, som p.g.a. mangel på selvstændig analyse opremser bolsjevikpartiets flertals propaganda og dermed retfærdiggør regeringens nedslagtning af oprøret i Kronstadt.

Autonome strejkebølger

På samme tidspunkt bliver Petrograd rystet af en bølge af vilde arbejderstrejker. Både mensjevikkerne og de socialrevolutionære kræfter forsøger at vinde indflydelse på strejkerne, som dog suverænt blev organiseret af autonome, selvforvaltede basiskomitéer uden særlig partitilknytning. (Kilde: E.H.Carr: ”The Russian Revolution”).

Bolsjevikkerne anså enhver diskussion om Kronstadt-oprørets krav for at være begyndelsen på Sovjetmagtens sammenbrud, ikke mindst fordi, der herskede en udbredt utilfredshed i befolkningen. Victor Serge, en kendt internationalist og libertær kommunist, som på dette tidspunkt opholdt sig i Petrograd repræsenterede, på trods af hans sympati med oprøret, denne holdning: ”Hvis det bolsjevistiske diktatur falder, vil der straks opstå kaos, og dette kaos vil fremme bøndernes politiske magt, føre til en massakre på kommunisterne, fremme emigranternes tilbagevenden og måske føre til, at der etableres et andet anti-proletarisk diktatur.” (Citat fra Victor Serge: ”En revolutionærs erindringer” udgivet af forlaget Politisk Revy). Victor Serge reviderede nogle år senere denne holdning under indtryk af udviklingen af bureaukratiets / stalinismens diktatur.

For det kommunistiske parti gjaldt det først og fremmest om at sætte en stopper for idéen om, at Kronstadt-bevægelsen i virkeligheden forsvarede oktober-revolutionens grundlag.

Idéen om den tredje revolution.

Alexander Berkman, en amerikansk anarkist som under revolten opholdt sig i Petrograd, beretter følgende: ”Selv nogle kommunister er oprørte over den tone, som regeringen slår an. De mener, at det er en skæbnesvanger fejltagelse, at tyde arbejdernes fortvivlede skrig efter brød som politisk opposition. Kronstadt-oprørernes sympati med de strejkende og kravene om demokratiske valg bliver af Sinowjew fremstillet som 'kontra-revolutionær sammensværgelse'. (..) Alle er enige om, at matroserne fra Kronstadt er Sovjets mest trofaste tilhængere, hvis mål er at gennemtvinge nogle helt nødvendige reformer.” (Citat fra Alexander Berkman: ”The bolshevik Myth”, London, 1925.)

Militæret nedkæmper Kronstadt-oprøret

En større del af regeringshæren, som blev taget tilfange under de første dages kampe mod øfæstningen Kronstadt gik over på rebellernes side, da de fik at vide, at matroserne og arbejderne sammen havde væltet kommisærvældets magt. (Dette fremgår af en resolution fra 240 fanger fra regeringshæren, offentliggjort i avisen Iswestija, d. 16. marts 1921).

Konfronteret med denne polarisering og med den almene usikkerhed langt ind i kommunistpartiets egne rækker, valgte sovjetregeringen at indsætte tropper fra sikkerhedstjenesten, de såkaldte tjekkister [Tjekkaen: ”Den 7.december 1917 oprettedes Tjekaen, den 'Ekstraordinære Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og Sabotage'. Den skulle beskytte 1917-revolutionen mod hvidgardisterne, men skabte et mere og mere selvstændigt repressivt korps, som ikke alene gik til angreb på tzar-tilhængere, men også på alle de strømninger i arbejder-bevægelsen, som var i opposition til bolsjevikkernes politik – uanset om denne opposition kun kom til udtryk på det ideologiske plan.” (Citatet er fra Léonce Aguirre, i de franske trotskisters ugeavis Rouge, den 29.marts 2001).] , samt officerelever fra den røde hærs militærakademi under ledelse af Tuchatschewskij. Det endelige stormangreb på Kronstadt blev ledet af kommunistpartiets øverste funktionær-korps. En større gruppe delegerede, som på dette tidspunkt deltog i partiets 10. kongres, blev således transporteret fra kongressen i Moskva direkte til fronten.

Kronstadt-revolten blev blodigt undertrykt – og denne tragedie markerer en slags prolog der varsler bolsjevikpartietspolitiske undergang.

Oppositionen indenfor bolsjevikpartiet

Begivenhederne omkring Kronstadt-oprøret fik bolsjevikpartiets ledelse til at foretage direkte udemokratiske indgreb mod den radikale venstrefløj indenfor partiet. Ledelsen ønskede at gardere sig mod al fremtidig opposition. Den radikale venstrefløj blev beskyldt for at være inficeret af kontra-revolutionære idéer i lighed med Kronstadt-oprørerne. Ledelsen angreb især ”Arbejderoppositionen”, som var den mest dynamiske og indflydelsesrige oppositionsgruppe indenfor bolsjevikpartiet.

I sin åbningstale på den 10. parti-kongres kritiserede Lenin Arbejderoppositionen for at være til fare for revolutionens sikkerhed. Han sagde således: ”Det er åbenbart, at den syndikalistiske afvigelse også er en anarkistisk afvigelse, og at Arbejderoppositionen, som skjuler sig bag proletariatets ryg, i virkeligheden er et småborgerligt, anarkistisk element.” (Kilde: Kongres-protokollerne, s. 29, 119. russiske udg.).

Partiets ledelse var udmærket klar over, at beskyldningerne mod Arbejder-oppositionen for at være kontra-revolutionær i realiteten var helt hen i vejret. Lenin selv bemærkede: ”at problemet med Arbejderoppositionens forslag var, at de var for progressive, og at Sovjetregeringen først og fremmest måtte koncentrere sig om at overvinde befolkningsflertallets kulturelle tilbageståenhed og deres såkaldte småborgerlige livsmønstre.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 382-83.)

Marxisme kontra anarkisme

Arbejderoppositionen blev internt i partiet beskyldt for at have positioner, der lignede anarko-syndikalismens. En påstand, der mobiliserede følelserne i partiets gamle garde. Det hang sammen med den gamle konflikt mellem marxister og anarkister (Bakunin-fløjen), som splittede 1. Internationale. Ikke desto mindre eksisterede der de facto en vis fælles politisk berøringsflade mellem anarko-syndikalismen og bolsjevikpartiets venstefløj.

Lenin selv var nu heller ikke fri for anarkistisk inspiration, da han i 1917 skrev ”Stat og revolution” med dens programmatiske radikalitet. I virkeligheden forsvarede Arbejderoppositionen de anarkosyndikalistiske elementer fra bolsjevikkernes eget program, som Lenin efter revolutionen lige så stille eliminerede.

Men det, Lenin og et flertal i partiet anså for at være Arbejderoppositiones værste holdning, var, at de afviste at anerkende partiet som arbejderklassens eneste autentiske politiske parti.

Centralismen vender tilbage

”Vores stat er en stat med bureaukratisk perversion”.
Lenin

Kommunistpartiets 10. kongres i 1921 meldte centralismens tilbagevenden. Den rigorose centralismes ånd og den uanfægtede enhed, som var kendetegnende for bolsjevikkernes organisationsteori i de allerførste år omkring 1902, blev atter partiets lov og dermed automatisk gældende for hele det politiske liv i Sovjetunionen. I praksis resulterede det i, at det ikke længere var muligt at agere som åben og legal opposition.

På den 10. parti-kongres vedtog man følgende: ”Parti-kongressen sørger for at opløse alle grupper, som danner sig på en eller anden anden politisk platform og opfordrer alle parti-organisationer til omgående at skride ind mod enhver fraktionel udtryksform. Misagtelse af denne beslutning vil omgående medføre eksklusion af partiet.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 527-530, russisk udg.)

På trods af åbenlyse bureaukratiske, centralistiske tiltag, var der dog stadigvæk store forskelle på situationen i 1921 og så det senere regime under Stalin-gruppens despotiske styre. Lenin ønskede i 1921 at fastholde alle medlemmer i partiet, og han gav Arbejderoppositionen ret i ”at vores stat er en stat med bureaukratisk perversion.” (Kilde: Kongresprotokollerne, s. 382-83, russisk udg.)

Lenin appelerede til oppositionen om at deltage i kampen mod problemet, Arbejderoppositionen blev erklæret opløst og fik samtidigt to folk ind i partiets ledelse. Forbuddet mod fraktionsdannelse var ikke engang ment som permanent men derimod som noget midlertidigt. Virkeligheden skulle vise sig at blive en anden...

Det centralistiske system, som blev introduceret i 1921, kom til at karakterisere hele det politiske liv i Sovjetunionen indtil statens sammenbrud og indlempelse i den globale kapitalistiske markede i begyndelsen af 1990'erne. Det paradoksale var, at jo mere den sovjetiske politik fjernede sig fra de oprindelige revolutionære idéer og visioner, desto mere hårdnakket blev der henvist til de ideologiske læresætninger, hvis tragi-komiske high-light blev rædselsperioden under Josef Vissarionovich Sjugashvili Stalin.

Læs mere om Stalin - tsaren som bar titlen generalsekretær

Artiklerne er oprindeligt skrevet af Autonomi-Kollektivet i 2001, ajourført af Autonom Info-service, oktober 2007.

[1] Splittelsen i det russiske socialdemokrati fandt sted på en partikongres i 1903. Den spaltede partiet i to strømninger på spørgsmålet om taktik Flertallet (bolsjinstvo) og Mindretallet (mensjiinstvo). Uenighederne drejede sig først og fremmest om selve parti-konceptet: masseparti a la vesteuropæiske socialdemokratier kontra demokratisk struktureret kadreparti. Fra denne splittelse stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig: ”Ruslands socialdemokratiske arbejderparti”, og begge bekendte sig til marxisme. Efter revolutionen i 1905 udgjorde bolsjevikkerne faktisk mindretallet, men de blev igen flertallet i løbet af sommeren 1917.

[2] Meshdurajonny-kommitéen, eller Meshrajonky (mellemdistriktskomitéen), var en mindre organisation med omkring 6000 tilhængere, der medbragte mange internationalister til bolsjevikkerne i 1917. Talrige emigranter, som vendte hjem efter Februarrevolutionen sluttede sig således til komitéen. Deriblandt mange ikke-leninistiske revolutionære som Trotskij, Lunartschaski, Antonow-Owssejenko, A.Joffe, Karl Radek, Sokolnikow, Manuilski, Urizki, Pokrowski, Rjasanow, etc. Samtlige af de her nævnte spillede en vigtig rolle i bolsjevikpartiet og mange deltog senere hen i oppositionen i kampen mod Stalin-gruppens diktatur. Et flertal af komitéen fusionerede i 1917 med bolsjevikpartiet - opfordret dertil af bl.a. Lenin, som var en af gæsterne på Meshrajonkys sidste kongres i 1917.

[3] Nashe-Slowo-gruppen omkring den parisiske dagsavis af samme navn. Mange venstre-bolsjevistiske og venstre-mensjevistiske intellektuelle grupperede sig omkring denne udbredte og indflydelsesrige dagsavis for de russiske emigranter i Vesteuropa. På trods af den generelle afvisning af Lenins organisatoriske, centralistiske idéer, gik Nashe-Slowo-kredsen ind for en tæt alliance med bolsjevikkerne. Gruppen blev i 1915/16 splittet og tilsluttede sig henholdsvis mensjevikkerne og meshrajonky-komitéen / senere bolsjevikkerne.

[4] Machno-bevægelsen: Den anarkistisk inspirerede social-revolutionære bevægelse i det sydvestlige Ukraine. Den eksisterede i årene 1917–1921 som væbnede partisangrupper i et delvist autonomt, selvforvaltet område. Machno-bevægelsen blev militært besejret af den Røde Hær, på et tidspunkt, da den ikke længere var parat til at være en kalkulerbar militær alliancepartner i kampen mod hvidgardisterne for bolsjevikkernes statsapparat.

[5] Internationalisterne: En radikal og internationalistisk fraktion i mensjevikkerne, der var modstandere af enhver koalition med borgerlige partier. På trods af deres politiske nærhed til bolsjevikkerne og Lenins opfordring til sammenslutning med bolsjevikpartiet i 1917, forblev de sammen med mensjevikkerne. En af deres kendte marxistiske teoretikere, Martow, var Lenins nære kampfælle og ven i eksilårene.

[6] Februar-revolutionens provisoriske regering: Da revolutionen brød ud i februar 1917, dannede kadetterne (konstitutionelle demokrater, et liberalt borgerligt parti) den første provisoriske regering. Kadetministeriet blev styrtet i marts, fordi det gik ind for de allieredes imperialistiske mål. Efter skiftende borgerlige-liberale og højresocial-demokratiske konstellationer, der hurtigt afløste hinanden pga. presset fra befolkningen, overtog lederen af ”folkesocialisterne”, Alexander Kerenski, i sommeren 1917 regeringsledelsen. ”Folkesocialisterne ” eller „Trudovikkerne“ var et lille parti, sammensat af konservative intellektuelle, ledere af kooperative selskaber og konservativt indstillede bønder. Skønt de foregav at være socialister, støttede ”folkesocialisterne” i realiteten småborgernes og de småhandlendes interesser. Kerenskis parti var et klart nationalistisk pro-krigsparti. Denne linie var i overensstemmelse med den provisoriske regerings overordnede politik. På trods af at mensjevikkerne og de socialrevolutionæres højrefløj deltog i regeringen, var denne total domineret af borgerlige kræfter. (kilde: John Reed: Ti dage der rystede Verden).

[7] Mensjevikkerne: Dette parti rummer alle afskygninger af reformistiske socialister / marxister, som gik ind for at fremme et borgerligt demokrati og den kapitalistiske produktionsmåde, i hvis kølvand den udviklede arbejderklasse iflg. deres forestillinger ville erobre den politiske magt. Højrefløjen i dette parti støttede Kerenskijs provisoriske regering netop udfra disse strategiske positioner.

[8] Det Socialrevolutionære Parti: Oprindeligt var det ”bøndernes revolutionære parti“, der kæmpede en væbnet kamp og således videreførte den politiske arv efter de væbnede undergrundsorganisationer Narodnikki og Narodna Wolja, der opnåede en betydelig indflydelse blandt de russiske bønder og studenterne i byerne. Efter Februarrevolutionen fik de tilslutning fra mange, der aldrig har været socialister. Partiets flertal antog i løbet af kort tid mensjevikkernes positioner. En militant venstrefløj - de såkaldte „Venstrerevolutionære“ - brød derpå ud af partiet og gik i tæt samarbejde med bolsjevikpartiet.

[9] Den Permanente Revolutions teori: Leo Trotskij udviklede teorien om den permanente revolution. Inspiration hertil fik han fra en tysk socialist: Helphand Parvus. Trotskij uddybede sine strategiske overvejelser, mens han sad i fængsel i 1905 som valgt leder af Peterborgs sovjet under Decemberopstanden. De publiceredes under titlen Resultater og Perspektiver revolutionens drivkræfter.

Trotskijs intentioner var at bidrage til løsningen af et dilemma, der plagede de russiske marxister: Efter de gængse marxistiske analyser var Rusland økonomisk og politisk ikke udviklet nok til en socialistisk revolution. Landet befandt sig i et socialt og økonomisk udviklings-stadium, som kun en ” borgerlig revolution” og dermed fremkomsten og konstituering af et borgerskab, en kapitalistisk vareproduktion, tilblivelsen af en industriel arbejderklasse etc. kunne løse. I modsætning til de vesteuropæiske kapitalistiske lande, har Rusland i 1848 ikke gennemgået nogen borgerlig revolution. Helt i overensstemmelse med Marx analyse i 1880Žerne, som definerede Ruslands feudale, førkapitalistiske produktionsforhold som en ”halvasiatisk produktionsmåde”.

Den permanente revolution propaganderede nødvendigheden af en direkte socialistisk Revolution, som skulle løse de borgerligt–demokratiske opgaver. Trotskij fastslog, at de to store skridt, som ville være umulige at løse for et borgerskab i et økonomisk afhængigt land, var opnåelsen af national uafhængighed og løsningen af agrarspørgsmålet (jordfordeling ). Dette skulle den sejrende socialistiske revolution så efterleve - vel at mærke indenfor rammen af opbygningen af en ikke-kapitalistisk produktion. Der skulle anvendes politiske og økonomiske midler, som var forenelige med perspektivet om fremtidens klasseløse samfundsformationer og som kunne fremme denne proces.

Trotskij udviklede imidlertid sin strategi, der oprindeligt var møntet på den russiske revolution efter 1924, til at omfatte alle de nuværende og forhenværende kolonier. Han mente, at lande med et svagt, imperialisme-afhængigt borgerskab udgør de svageste led i kæden af imperialistiske lande, og at en socialistisk magtovertagelse hurtigere kan ske i sådanne lande. Derimod vil en reel transformation til socialistiske samfundsforhold være afhængig af socialistiske revolutioner i de imperialistiske metropoler. Iflg. Trotskis tese kunne anti-kapitalistiske revolutioner i fattige lande imidlertid frembringe et reaktionsmønster, som kunne forrykke balancen på verdensplan.

I dag kræver denne opstandsstrategi en kritisk reflekterende belysning, da mange begivenheder og udviklingstendenser ikke forløb sådan, som Trotskij og hans venner havde forestillet sig.

Kropotkins naturalistiske etik

vhs — 2008-06-02T06:59:14Z

Sammenkædningen af evolutionslæren og etik har i årtier haft et dårligt ry og været forbundet med socialdarwinismen, der i Darwins England blev den fremherskende ideologi. Den underliggende idé i socialdarwinismen er, at krig og konkurrence mellem individer og nationer er et naturligt grundvilkår, der er gavnligt for menneskeheden, og at enhver magtstruktur er legitim som et 'naturligt' udfald af den naturlige kamp for dominans, der sikrer, at kun de bedst egnede overlever. Med det engelske imperiums fald og den nazistiske racelæres uhyrligheder gik socialdarwinismen af mode og sammenkædningen af Darwins lære og etik blev miskrediteret. Charles Darwin opfandt ikke social-darwinismen, som snarere er et produkt af økonomen Thomas Malthus' teorier, men hans skelsættende bidrag til biologien blev hurtigt gjort til det 'videnskabelige' argument for denne ideologi, selvom den bygger på en forsimplet og ensidig tolkning af Darwins evolutionslære.

T.H. Huxley var en af de ansvarlige for at udbrede denne forsimplede version af darwinismen, der beskrev livet i naturen som en hobbesiansk 'alles kamp mod alle', men modsat socialdarwinisterne så han intet positivt i denne tilstand. Han var istedet fortaler for en radikal adskillelse af natur og etik og mente, at det etiske liv foregår i en konstant kamp mod menneskets egen natur. Huxley bekræftede således det teoretiske præmis for socialdarwinismen, men opponerede mod dens normative konklusioner. Hvor socialdar-winismen idag er i dårlig kurs, trives Huxleys anti-naturalisme stadig og har blandt an-det fortalere som evolutionsbiologen Richard Dawkins.

Den russiske naturalist, geograf og evolutionsteoretiker Peter Kropotkin ankom således til et England, der kort tid efter Darwins død var delt mellem to meta-etiske holdninger: Socialdarwinismens glorificering af 'naturtilstanden' og Huxleys anti-naturalisme. Kropotkin forsøgte at vise, at begge teorier tager fejl, idet de bygger på samme fejlagtige præmis: At livet i naturen består i en brutal krig mellem isolerede, selviske individer. Denne beskrivelse af naturtilstanden svarede ikke til Kropotkins observationer, og han forsøgte at bringe opmærksomhed til det oversete faktum, at Darwin selv så etikken som et naturligt produkt af evolutionen. Kropotkin byggede videre på Darwins teori om, at moralen er en del af den menneskelige natur og udviklet fra tidlige behov for socialt liv. Han var således fortaler for en konsekvent naturalisme, der afviser, at 'den naturalistiske fejlslutning' skulle være en fejlslutning: En etik, der ikke er baseret på menneskets natur, er ifølge Kropotkin ren abstraktion, og den kendsgerning, at vi har normative vurderinger må forklares i overensstemmelse med naturvidenskaben. Kropotkin og Darwins meta-etiske naturalisme deles bl.a. af nutidige biologer som Frans de Wall.

Det er ikke muligt her at give en uddybende beskrivelse af evolutionsteorien og de mange diskussioner i denne. Istedet vil jeg give et overblik over den forsimplede version af darwinismen, der er årsagen til det mangeårige brud mellem naturvidenskab og moralfilosofi, og Kropotkins forsøg på at overkomme det. Huxley var ikke alene om at opfatte etikken som hævet over naturen. Det er en udbredt meta-etisk opfattelse, som Kropotkin reagerede mod i sit sidste og filosofihistoriske værk Etik. Jeg vil således uddybe Darwin og Kropotkins naturalistiske etik og derefter trække linierne op til nyere tids naturvidenskabelige og filosofiske diskussioner om etikkens oprindelse. Dette er primært en videnskabshistorisk opgave om det naturvidenskabelige grundlag for en meta-etisk diskussion, men diskussionen om menneskets natur har givetvis også normative - moralske og politiske - implikationer.

Læs hele opgaven som pdf:


Kropotkins naturalistiske etik

Gadekampens deja vu

vhs — 2008-05-07T21:13:42Z

Brandene er slukket og røgen drevet væk. Kun forkullede rester står tilbage og minder os om de gadeuroligheder, der også har sat sindene i brand i Danmark. For en indfødt københavner, der snart har levet 60 år i hovedstaden, er der et noget trist dejavu over disse begivenheder. Måske kun udviklet med en eskalerende råhed og medfølgende mediemæssig eksponering.

Som byhistoriker kan jeg også konstatere, at voldelige sammenstød mellem befolkningen og ordensmagten ikke er af nyere dato. Hele det tyvende århundrede var præget af slag mellem utilpassede befolkningsgrupper og politiet. Da Rådhusets klokkespil blev indviet den 1. januar 1904 kæmpede bøller, borgere og panserbasser i byens centrum til den lyse morgen. Presse og politikere krævede tæsk og straf.

Slog med juletræsstammer

Siden midten af 1800-tallet blev der i arbejderkvarterenes gader og baggårde udkæmpet drabelige gadekrige, hvor bl.a. juletræsstammer blev brugt som slagvåben, ofte med brækkede knogler og kraniebrud til følge. Kampe som jeg selv har deltaget i, og som først klingede af i midten af 1960-erne, uden at vække meget opsigt hos det etablerede borgerskab.

Gennem de første tredive år af 1900-tallet udgik der fra Grøntorvet store civile uroligheder, hvor anarkister, syndikalister og kommunister stod for kampe med samfundet. Kampe der bl.a. medførte besættelse af Børsen og politiskud på Kongens Nytorv.

Under anden verdenskrig var kombattanterne mere veldefineret, selvom der var flere der meldte sig som frivillige hos tyskerne, end der var medlemmer af modstandsbevægelsen. Nogle af de første modstandsfolk, i Churchillklubben der blev dannet i Aalborg i 1941, har siden udtalt, at hvis de var født 20 år senere, var de blevet autonome.

Politiets startede ungdomsklubber

Under og efter krigen blev det forgangne århundredes største generationer født. Fattige familier der var klemt sammen i byens små toværelses lejligheder. Det skærpede gadekampene og ungdommens konfrontation.

Der var stigende problemer om aftenen med »bøllebander«, der generede forbipasserende på Strøget og andre centrale strøg. Det blev der skrevet meget om i pressen. Derfor besluttede Københavns politi den 11. januar 1954 at udsende flere patruljevogne på gaderne.

Det var politimandens daglige færden blandt de dårligst stillede, der gav inspiration til at kopiere et system, der gennem flere år havde fungeret i amerikanske storbyer. Politiet startede ungdomsklubber under faste regler, der dog tog hensyn til de unges baggrund. Her kunne gadernes unge nu samles andre steder end på gadehjørnerne. Politiets Ungdoms Klubber, PUK, åbnede første gang på Vesterbro den 4. februar 1952. Men åndehullerne i PUK kunne ikke rumme alle de unge, og blev efterhånden overtaget af kommunen.

Ungdom med oprørstrang

Den 8. august 1957 kom filmen »Rock around the Clock« til København. Den havde premiere i Bristol Biografen på Frederiksberggade, og det udviklede sig til de siden obligatoriske sammenstød med ordensmagten på Rådhuspladsen. »Læderjakker« og »anderumper« fik over to aftner »knippelsuppe« af politiet.

Helt galt gik det, da Københavns kommune i eftersommeren 1959 gennemførte en serie parkunderholdninger med efterfølgende dans i Enghaveparken på Vesterbro. Her swingede unge »anderumper« i vindjakker deres damer på styltehøje stiletter, med højt touperet hår dækket med tynde chiffon-tørklæder, og stramme nederdele.

De voksne, autoritære betjente og byens unge rødder kommunikerede ikke særligt godt. En anarkistisk oprørstrang ulmede stadig hos storbyens ungdom med uundgåelige sammenstød til følge. Men ifølge pressen, pæne borgere og politikerne var det naturligvis ikke sociale forhold, men en forrående musik og »professionelle bøller«, der var skyld i urolighederne.

I tiden omkring nytår og Sct. Hans var der store bålbrændinger i gaderne. Juletræer, madrasser, dørmåtter og frugtvogne flammede på Nørrebro, Vesterbro, Christianshavn og Indre By. Dengang var der ikke mange biler i København. Sammenstød og stenkast mod politiet hørte til urolighedernes faste scenografi.

Problemet var enkelt. Store ungdomsårgange, og meget få fritidsmuligheder. Man hang på gadehjørnerne, og begrebet »nøglebørn« fødtes. Store børn fik en nøgle hængt i en snor om halsen, medens far og mor arbejdede for at opfylde de nye materialistiske drømme. De store unger hang ud med hinanden, og afskyede kommunale fritidsmuligheder, hvor datidens pædagoger, med ret til at bære kyse, ikke havde meget begreb om at omgås med gadens rødder. De ville noget andet - de ville have deres eget.

Politiet til at banke de unge

I tresserne og halvfjerdserne eskalerede de store ungdomsårganges antiautoritære oprør. Studerende besatte universitetet. Efter pigtrådskoncerter var der sammenstød med politiet. Slumstormere besatte tomme lejligheder. Lærlinge og ungarbejdere organiserede sig. Unge organiserede sig i pacifistiske og antiatomvåben foreninger. Ingen fælles dagsorden, men alle ville de have alternative muligheder i deres fritid.

Grupperne inspirerede hinanden, nogen mere formulerede end andre. Massedemonstrationer og gadekampe som »Svinebugten«, Verdensbanken, Fredensgade og »Byggeren« rystede samfundet. Ingen i det etablerede samfund kunne se de sociale undertoner, og kaldte det hele »Ungdomsoprøret«.

Da man først fik øje på de unge, skulle de have nogle bank, og det havde samfundet politiet til. Men efterhånden blev der også lukket op for alternativerne med bl.a. Projekt Hus i Magstræde, Projekt Fabrik i Prinsessegade og ikke mindst Christiania.

Ungdommen blev ældre, faldt mere til ro, og ungdomsårgangene blev mindre. Men mindre grupper fortsatte det antiautoritære oprør. Slumstormerne blev til BZ'ere og autonome, der udkæmpede slag med ordensmagten ved bl.a. Allotria og Mekanisk Musikmuseum. Samfundets løsning var igen tæsk og straf.

Men efter Allotria overlod kommunen i efteråret 1982 Jagtvej 69 til BZ-brigaden. Som alternativ til kommunens mere velfriserede tilbud, fungerede »Ungdomshuset« med frivillig arbejdskraft, papirløst og uden offentlige tilskud. Nu faldt der nogenlunde ro over København. Dog satte en EU afstemning sindene i kog, i den samme gade hvor arbejderne tørnede sammen med politi og militær under »slaget på Fælleden« i 1872.

Uartikuleret protest

Nu har vi igen to frustrerede ungdomsgrupper i København og andre bysamfund. Ungerne med relation til det nedlagte Ungdomshus. Unge med nydansk baggrund, som udgør samfundets nye proletariat. I en uartikuleret protest griber begge grupper til uacceptabel gadevold, uden i øvrigt at have officiel sammenhæng. Den er ellers tydelig nok: Årevis med nedprioritering af unges fritidsmuligheder. Måske fordi de små ungdomsårgange gav politikere en kærkommen mulighed for at spare, hvad de så glemte at rette op på, da antallet af unge steg igen.

Ligesom i 1960-erne inspirerer og kopierer grupper og enkeltpersoner hinanden, uden at have nogen fælles målsætning. Inspiration der også blev hentet i amerikanske storbyer og Paris, hvor vold og bilbrændinger gav den optimale medie eksponering. Men de voldelige reaktioner er en åbenlys konsekvens af, at politikere i årevis ikke har fornyet sig og udbygget mulighederne for de unge i København.

Der er lange ventetider i idrætsforeningerne, hvis faciliteter er nedslidt. Og hvis de unge ikke ønsker de velfriserede fritidstilbud, er der intet andet alternativ end gaderne. Nøjagtigt som i 1960-erne - og nøjagtig den samme reaktion fra vidt forskellige grupper.

Desværre er samfundets reaktion også den samme. Det er de unge og deres forældres skyld. Der bruges millioner på symptombekæmpelse og forsikringserstatninger. Krav om middelalderlig hævn, hvor hele slægten skal straffes, hvis enkeltindivider forbryder sig mod samfundets love. Selv Socialistisk Folkeparti klinger med toner der sætter deres efternavn i samklang med navnebrødrene fra Det Konservative- og Dansk Folkeparti.

Vi løser ikke integrations- og ungdomsproblemer med politi, tæsk og økonomisk afstraffelse af forældre, der ofte i forvejen tilhører de laveste indtægtsklasser. Vi løser problemerne ved at give de unge arbejds- og fritidsmuligheder, som er klare alternativer til livet på gaden.

Allan Allan Mylius Thomsen er byhistoriker og medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten. Artiklen har tidligere været bragt på hjemmesiden voresby.nu. Denne version er hugget fra Kontradoxa

Usikre i alle lande foren jer!

vhs — 2008-05-07T21:06:55Z

I en verden, hvor det eneste som synes sikkert, er usikkerheden, hvor mange arbejder permanent midlertidigt, og hvor udsigterne til økologisk og økonomisk ragnarok stadig hænger over os, kan det virke besynderligt, at det er højrefløjen, som vinder terræn. Det meste af den usikkerhed, vi lever med i dag, er jo resultatet af politiske reformer iværksat af selvsamme højrekræfter. Men når det gælder folketingsvalg, er det disse kræfters løfter om mere sikkerhed - i form af nye love, mere politi, mere overvågning og lukkede grænser - som bliver taget alvorligt.

Måske er det, fordi de fremstår som kompetente politikere, når de giver løsninger på problemer, de selv har været med til at skabe. Det er i hvert fald sikkert, at venstrefløjens svar fremstår som frelste og naive i en verdensorden, der i stigende grad hviler på nøgen vold. Det er nærliggende at spørge venstrefløjen, om den har et politisk projekt, som kan mobiliserer folk omkring den kommende tids centrale politiske problem: Følelsen af usikkerhed som plager store dele af arbejderklassen, og som driver den i armene på højrepopulistiske partier og stærke mænd m/k.

Det er klart behov for nytænkning i arbejderbevægelsen, og i den sociale bevægelse som omgiver den. Men i enhver fornyelsesproces er det vigtigt at tage de redskaber med sig, som man allerede har, og som stadig fungerer. Det er således fortsat sådan, at det mest effektive forsvar mod den stadig mere aggressive neoliberalisme er at organisere sig solidarisk i arbejderbevægelsen; den blev trods alt etableret som en mod vægt mod selvsamme kapitalisme for snart 150 år siden i en tid, som stadig mere ligner vores egen.

Dengang kunne fagforeningerne ikke tage noget for givet og havde som regel domstole, myndigheder og arbejdsgiverne imod sig. I dag har vi en EU-domstol, som dømmer politisk til skade for fagforeningerne, myndigheder, som gerne ser et andet styrkeforhold i klassekampen, og arbejdsgivere fra hele Europa, som arbejder for en normalisering og institutionalisering af social dumping gennem løsarbejdernes indbyrdes fri konkurrence. Dette ser vi på byggepladserne i de fleste danske byer, og vi ser samme mønster sprede sig til stadig flere brancher i stadig større omfang i stadig flere lande. På de store fabrikker i Sofia i Bulgarien arbejder der nu malaysiske og indiske arbejdere, ofte uden papirer - og på Coca Cola's største europæiske fabrik, som ligger i Bulgarien, arbejder der nu udelukkende gæstearbejdere fra Senegal. De anvendes helt bevidst i et spil, hvor både fastsættelsen af lønnen og arbejdsvilkårene overlades til markedskræfterne.

I løbet de seneste år har den svenske fagbevægelse SAC-Syndikalisterne vundet en række vigtige sejre for og sammen med medlemmer uden officielle papirer og uden opholdtilladelse. Gennem brug af blokader uden for restauranter, kontorer og butikker har de tvunget arbejdsgiverne til at efterbetale den løn, som de har krav på. Dette er ikke gået upåagtet hen: I medierne fremstilles fagforeningen som en 'mafia', og flere gange har politiet angrebet blokaderne voldeligt med pebersprays og så videre. Senere i år bliver 26 fagforeningsaktivister stillet for retten i Malmø i en historisk sag, hvor de står anklaget selvom de blot har anvendt sig af den grundlovssikrede konflikt-ret.

Denne reaktion kommer, fordi SAC-Syndikalisterne er inde på noget af det rigtige: De redefinerer, hvad en fagforening er, og hvordan den kan arbejde. De viser, at det er muligt at organisere papirløse og vinde vigtige, principielle kampe, og de skræmmer arbejdsgiverne til at tilbyde arbejdere ordentlige forhold. Dette blev senest tydeligt i april i år, hvor en McDonald's-restaurant gav efter for fagforeningens krav, før der overhovedet var iværksat en blokade. Dette skete efter at andre restaurationer havde givet efter for liggende krav fra papirløse arbejdere, og efter at McDonald's havde modtaget blokadevarsler i et dusin svenske byer, samt fra den syndikalistiske fagbevægelse CGT i Spanien.

Der findes også fagforeninger med tilknytning til LO, som begynder at tænke i nye baner. I Sverige har for eksempel Fastighetsanställdas Förbund stillet et forslag til den kommende LO-kongres om at gøre det muligt for papirløse at organisere sig inden for LO.

I Norge tillader en række fagforeninger allerede en sådan organisering, uden nogen formel vedtagelse om lovligheden i sådan en praksis. Lettiske papirløse tømrere, organiseret i Oslo Bygningsarbeiderforening, vandt for nylig en strejke for at opnå arbejdskontrakter, efter at deres arbejdsgiver havde tvunget dem til at registrere sig som enkeltmandsvirksomheder. Gennem opnåelsen af arbejdskontrakter fik de også opholdstilladelse i Norge, som i lighed med Danmark har indført restriktioner på indvandringen af arbejdere fra Øst- og Centraleuropa.

Disse 'overgangsordninger' over for østarbejdere er blevet støttet af dele af fagbevægelsen, men andre kritiserer dem hårdt: Ved at vanskeliggøre arbejdernes ret til at opholde sig i landet, bliver de mere tilbøjelige til at acceptere dårlige løn og arbejdsvilkår. Det gør det vanskeligere at organisere dem, hvilket burde være enhver fagforenings fremmeste formål. De danske stilladsarbejdere har indset dette, og i Byggefagenes Samvirke i Storkøbenhavn begynder man at forstå dette.

Alligevel findes der stadig dem, som råber op og kræver lukkede grænser og stop for indvandringen, også i arbejderbevægelsens rækker. De skal mindes om, at nationalisme og socialisme aldrig har hørt sammen andre steder end i nationalsocialismen. Det er det vigtigt at huske på i et land, som har to folkepartier, som nærmer sig hinanden stadig mere; et 'nationalt' og et 'socialistisk'. ikke bare er tale om brodne kar. Racismen gennemsyrer korpset.

Skrevet af initiativet 1.maj 2008

At afvæbne racismen

vhs — 2008-05-07T20:59:38Z

Racismen har på flere planer nået hidtil usete højder i Danmark de seneste årtier. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at vi udvikler en kvalificeret og slagkraftig kritik af racismen for at kunne afvæbne den højreorienterede retorik, der sniger sig længere og længere ind på venstrefløjen.

Det er ofte feministisk lignende argumenter, der bruges til at retfærdiggøre racisme, og disse argumenter er med til at genoplive old school imperialistiske ideer om, hvordan 'folk fra andre kulturer' er i forhold til den såkaldt danske eller vestlige kultur.

Racismen er kønnet

Racismen er med til at producere forestillinger om køn. Tænk for eksempel på de racistiske stereotyper om den stakkels indvandrerkvinde, der skal frelses af en stram udlændingelov, eller om indvandrermanden, der pr. definition er en latent voldtægtsforbryder på grund af hans kulturelle baggrund. Eller tænk på, at østarbejdere altid beskrives som mænd og som en trussel mod de danske arbejdere, mens kvindelige migranter knyttes sammen med trafficking og opfattes som passive ofre. Samtidig knyttes kvindelige migrantarbejdere ofte sammen med erhverv som prostitution eller privathushjælp - erhverv der ikke defineres som egentligt arbejde.

Undertrykkelse er ikke kultur

Hvor tit hører vi ikke, at undertrykkelse af etniske minoritetskvinder forklares med kulturforskelle? Kulturen tillægges en ekstremt deterministisk rolle og beskrives som årsag til undertrykkelse. Kulturer og religioner fra for eksempel Mellemøsten eller Asien gøres til fastfrosne størrelser, som ikke kan forandres. Dette skjuler, at kulturelle praksisser altid er til forhandling – og at definitionerne af, hvad kultur er, altid er et konfliktfelt.

Et godt eksempel er tørklædedebatten, hvor et religiøst symbol tillægges en bestemt kulturel essens, hvis det ikke er kristent. Der er ikke nogen, der ville hævde, at en religiøs kristen med et kors om halsen ved hendes blotte tilstedeværelse på folketingets talerstol ville være et slag i ansigtet for kampen for kvinders frihed og ligestilling mellem kønnene, som det ofte er blevet sagt om kvinder, der bærer tørklæde. Da den slags ræsonnementer er blevet så godt som vedtagne sandheder i Danmark i dag, er de svære at slippe uden om – også for venstrefløjen.

Når feminisme retfærdiggør racisme

Feminisme bruges ofte til at retfærdiggøre racisme. Feminismen bliver taget som gidsel i racismens tjeneste ved, at den defineres som en vestlig liberal værdi – ligestilling bliver noget, 'vi' har, som indvandrerne skal indordnes under, frem for noget vi kæmper for.

Når højreorienterede debattører og politikere gang på gang fortæller den 'muslimske kvinde', hvor undertrykt hun er, eller når stramninger i udlændingeloven vedtages på baggrund af argumenter om, at de er til gavn for kvinder, som er udsat for tvang, så er det racisme. Den slags argumenter spiller på en ambition om at frelse kvinden fra 'den anden kultur', og hermed gøres kvinderne til rene ofre som andre taler på vegne af. Ved første øjekast kan denne argumentation ligne feminisme, men mener man, at feminisme handler om at styrke undertrykte gruppers position og give dem en stemme, er det bestemt ikke feminisme. Denne argumentation forsøger snarere at fratage kvinder al handlekraft og retfærdiggøre, at kvinder fremstilles som ofre.

Disse debattører og politikere er brugbare samarbejdspartnere for autoritære kræfter uden for vesten eller med ikke-vestlig baggrund. For de er alle rørende enige om, at kvinders lighed er et vestligt koncept og mener enten, at det skal påtvinges eller afvises.

Slagkraftig feministisk og antiracistisk kritik

Som antiracistiske feminister er det en udfordring at undgå at medvirke til at skabe et billede af, at kvinder fra andre steder i verden alle er ens – som det sker, når kvinder fremstilles i den uoverkommelige offerrolle. På samme måde må man undgå at tale på andres vegne eller tale ind i den logik, der prædiker, at 'kvinders lighed er en vestlig ting'.

Man bliver ikke nødvendigvis et offer af at blive fremstillet sådan – men ideen om offerrollen er meget problematisk, hvis man vil knytte feministiske kampe sammen i stedet for at grave grøfter og skabe racisme.

Velkommen til det nye klassesamfund

I 70'erne hed det 'fremmedarbejder' og 'spaghetti'. I 80'erne hed det 'perker' og 'indvandrer'. I dag hedder det 'muslimer'. Det er en gruppe mennesker som mange gerne vil gøre meget for. Integrere dem og stoppe deres radikalisering og lære dem demokratisk kultur og værdier, hedder det, også langt ud på venstrefløjen.

At venstrefløjen har haft problemer med internationalismen og solidariteten når det gælder arbejdsmigranter er der ikke noget nyt i. I 70'erne talte folketingsmedlemmer for DKP mod arbejdsmigration, angiveligt for at undgå løntrykkeri. 'Den danske arbejder' var vigtigere end den tyrkiske. I dag forsøger ikke bare Socialdemokratiet, men også SF at erobre terrænet tilbage fra Dansk Folkeparti og Venstre ved at blive Dansk Folkeparti og Venstre. Men også på venstrefløjen til venstre for SF er der problemer. En udbredt forestilling på denne del af venstrefløjen er her at racisme skal bekæmpes fordi den, ud over at være inhuman og ubehagelig, skygger for det egentlige problem; kapitalismen og dens udbytning. Racismen er kun et overfladisk blændværk, som gør at folket ikke kan gennemskue deres sande klasseinteresser, synes logikken at være. Derfor skal kampen mod dette blændværk helst heller ikke fylde alt for meget. For der skal jo stadig være energi til at pege på det som det hele 'i virkeligheden' handler om.

Ud over at racisme uden tvivl udgør en god del af den glidecreme, der har holdt det yderste højre, i postmoderne gevandter, ved den parlamentariske magt siden 2001, og som tydeligvis sætter sit præg langt ind i det der plejede at være venstrefløjen, rummer denne blændværksretorik et stort problem. Racisme er ikke bare fokusforflyttende borgerlig propaganda. Racisme og racialisering skygger ikke for klassesamfundet: Racisme og racial kategorisering er klassesamfundet. En vital del af kapitalismens krop.

Siden murens fald har racekategorien undergået en række sproglige forandringer. Race er blevet til 'kultur'. Også 'religion', brugt synonymt med 'kultur', har spillet en tiltagende central rolle, og ikke mindst 'islam' og 'muslimer' har været tilbagevendende figurer i debatten i både medier og i parlamentarisk politik. Betegnelsen 'muslim' må i denne kontekst forstås på linje med sociale kategoriseringer som 'fremmedarbejder', 'gæstearbejder' og 'flygtning', snarere end en formelt religiøs betegnelse. Frem for alt må det forstås som 'underklasse'. Dette handler ikke alene om at migranter og efterkommere af migranter har de dårligst betalte jobs. Klassestruktur og strukturering handler også om hvad der værdsættes og anerkendes. Hvad der anses for god og naturlig opførsel, hvem der anerkendes som værdig til uddannelse, værdig til en fremtid, værdig nok til værdighed. Kapitalisme og klassestruktur handler ikke alene om materiel fordeling men også om symbolsk fordeling, hvad der forstås som godt og hvad der forstås om skidt. I denne fordeling både hvad angår besiddelse og hvad angår rettigheder er den gruppe mennesker, som identificeres som muslimer udgrænset i et særligt hjørne af samfundsorganismen. Denne udgrænsning gør det politisk muligt at gennemføre alt fra særligt dårlige pensionsforhold til særlige overvågningstiltag og særlige straffe.

Det er naivt hvis vi tror at dette kun strømmer ud af staten og ud af parlamentarisk politik. Ser vi eksempelvis på megen feministisk tale i dag i, også uden for folketinget og andre statslige institutioner, udgør ”muslimske kvinder” en særlig gruppe som det er helt legitimt at igangsætte særlige opdragelses- og befrielsesteknologier overfor. 'Muslimske kvinder' anses for viljesløse ofre, mens ' den muslimske mand', som kvinderne er ofre for, anses for at være patologisk fanget i en helt særlig patriarkalsk kultur som er fuldstændigt anderledes end det såkaldt ligestillede og demokratiske danske samfunds. Fuldstændigt kulturelt anderledes end den ligestillede og demokratiske danske mand, hvorfor 'han' må udsættes for integrationsteknologier så han kan tilpasses den demokratiske og ligestillede danske stat og de demokratiske og ligestillede danske arbejdspladser. I det hele taget udgør 'muslimsk kultur' i denne logik en særlig patologisk og uciviliseret størrelse, der er grundlæggende anderledes end denne 'kulturs' positive modbillede: den såkaldt danske kristne kultur, der identificeres med… ja, demokrati og kvindefrigørelse.

Logikken er ikke ny. Går vi tilbage til slutningen af 1800-tallet var det tilsvarende måder datidens arbejderklasse blev beskrevet på. Også proletarmanden var dyrisk og patologisk og skulle disciplineres og integreres mens proletarkvinden skulle hjælpes af kvindesags-borgerkvinderne til ikke at få så mange børn. Så tæt ind på kroppen og ind i kroppen som muligt skulle proletarkvinden og proletarmanden hjælpes.

Beherskelse af kroppe gennem opdelingen af befolkningen i species/racer har altså længe udgjort kroppen af klassesamfundet. Den racialiserede københavnske muslim står altså på samme plads i kapitalismens symbolske økonomi som 1800-tallets københavnske proletar.

Kamp mod racisme må derfor forstås som kamp mod klassesamfundet. Racisme er klassestrukturering. Og den irrationelle borgerlige snak om særlige danske værdier og særlig dansk kultur overfor en særlig muslimsk kultur er ikke alene bortforklaring, overflade og blændværk, men en uundværlig del af produktionen af det religiøsiserede og kulturaliserede, det vil sige racialiserede proletariat som kaldes indvandrere/muslimer. I den forstand udgør flygtninge, arbejdsmigranter og efterkommere ikke et egentligt nyt proletariat, men det samme gamle proletariat fremskrevet og produceret på måder, der, når man skærer til benet, er lige så gamle som kapitalismen og imperialismen. Ordene er nye, men struktureringen er den samme.

Når venstrefløjen skriver sig ind i talen om integration og afgrænser helt forskellige Blut-und-Boden-kulturer (den gode versus den skadelige) er det klassesamfundet, venstrefløjen er med til at producere. Og når den mere venlige del af venstrefløjen harmes over racisme, men heller ikke synes at minoritetsspørgsmål skal fylde alt for meget på arbejds- og velfærdskampens bekostning, er det netop bortforklaringselementet i den kulturalisede klasseracisme, der er i funktion, og det er klassesamfundet og det er produktionen af forskel, der overses.

Skrevet af initiativet 1.maj 2008

Peoples' Global Actions Manifest

vhs — 2008-04-08T04:05:27Z

Vi lever i en tid hvor kapitalen med hjælp fra internationale institutioner som World Trade Organisation (WTO), International Monetary Fund (IMF), Verdensbanken og andre institutioner former de nationale politikker for at styrke dens globale kontrol over politik, økonomi og kulturliv. Kapitalens nye strategis mål er at forsvare dens magt og neutralisere folks modstand. Dens navn er økonomisk globalisering og består i nedrivning af nationale begrænsninger for handel og fri bevægelse af kapital.

Det nyeste og måske mest betydningsfulde fænomen i globaliseringsprocessen er fremkomsten af handelsaftaler som instrumenter for akkumulation og kontrol. WTO er langt fra den mest betydningsfulde institution for udvikling og implementering af disse handelsaftaler. WTO har de seneste år udvidet de multilaterale handelssystemer enormt, så det ikke længere kun udgør handel med industrivarer. WTO aftalerne dækker nu også handel indenfor landbrug, servicefag, videnspatent og investeringsregler.

Handelsaftaler breder sig også ud på det regionale niveau. NAFTA (North American Free Trade Agreement) er prototypen på en regional juridisk bindende aftale der indvolverer privilegerede og underprivilegerede lande, og denne model er tænkt udvidet til hele Sydamerika. APEC (Asia-Pacific Economic Cooperation) er en anden model med begge typer af landene involveret, og det bliver stadig oftere brugt til at tvinge nye aftaler ind i WTO samarbejdet. Maastricht-traktaten er selvfølgelig det bedste eksempel på en juridisk bindende aftale mellem privilegerede lande. Regionale handelsaftaler mellem underprivilegerede lande, såsom ASEAN (Association of Southeast Asian Nations), SADC (Southern African Development Cooperation), SAFTA (South Asian Free Trade Agreement) og MERCOSUR (Southern Common Market), er også opstået. Alle disse regionale aftaler bestå i at overføre den beslutningstagne magt fra det nationale niveau til de regionale institutioner som er endnu fjernere fra folk og mindre demokratiske end nationalstaten.

Som om det ikke var nok, bliver en ny traktat promoveret af de privilegerede lande, Multilateral Agreement on Investments (MAI) for at udvide rettighederne for udenlandske investorer langt udover deres nuværende position i de fleste lande og for voldsomt at nedskære regeringers rettigheder og indgrebsmuligheder til regulering af indtræden, etablering og drift af udenlandske virksomheder og investorer. Dette er lige nu det mest betydningsfulde forsøg på at udvide globalisering og "økonomisk liberalisering". MAI ville ophæve magten og den legitime suveræne rettighed for folk til at afgøre deres egen økonomiske, sociale og kulturelle politik.

Alle disse institutioner og aftaler har samme mål: skaffe mobilitet for varer, service og kapital, øget transnational kapitals kontrol over folk og natur, overføre magt til fjerne og udemokratiske institutioner, udelukke muligheden for udvikling af lokalt baserede og selvafhængige økonomier, og begrænse folks frihed til at skabe samfund baseret på menneskelige værdier.

Udbytning, arbejde og levebrød

Globaliseringen af kapital har i særlig grad berøvet arbejdere deres mulighed for at konfrontere eller forhandle med kapital i national sammenhæng. De fleste traditionelle fagforeninger (især i de privilegerede lande) har accepteret deres nederlag til den globale økonomi og opgiver frivilligt deres erobringer vundet med blod og tårer af generationer af arbejdere. I føjelighed med kapitalens krav, har de byttet solidaritet for "international konkurrence" og overenskomstrettigheder for "fleksibilitet for arbejdsmarkedet". Nu kæmper de aktivt for indførelsen af en "social" klausul i det multilaterale handels system, den ville give privilegerede lande et værktøj for selektiv, ensidet og neokolonial protektionisme, med effekt af øget fattigdom i stedet for at angribe ved sagens rod.

Højrefløjs grupperinger i de privilegerede lande giver ofte "social dumpning" i de underprivilegerede lande skylden for stigende arbejdsløshed og forværrende arbejdsforhold. De siger, at sydens folk kaprer nordens kapital ved hjælp af billig arbejdskraft, svage eller ikke-eksisterende arbejds- og miljø-reguleringer og lave skatter, og at sydens eksport tvinger nordens producenter ud af markedet. Men selvom der er en vis grad af overflytning af arbejdspladser til underprivilegerede lande (koncentreret indenfor specifikke sektorer som tekstil og mikroelektronik), kan man dårligt beskylde teenagepiger som ofre deres helbred for ulønnet overtid i transnationale fabrikker til miserable lønninger for den sociale ødelæggelse skabt af fri mobilitet af varer og kapital. Desuden sker de fleste overflytninger mellem rige lande internt. Kun en brøkdel af de udenlandske investeringer er rettet mod underprivilegerede lande (og nogle investeringer flyder endda mod nord fra lande som traditionelt er betragtet som "underudviklede"). Truslen om overflyttelse fra et rigt land til et andet rigt land er ligeså effektiv til afpresning af arbejderne som truslen om at flytte til et underprivilegeret land. Kort sagt, øget udbytning er udelukkende kapitalisternes ansvar, ikke befolkningers.

Mange fortalere for "udvikling" byder kapitalens fri bevægelse fra privilegerede til underprivilegerede lande velkommen som et positivt bidrag til forbedringen af leveforhold for de fattige, eftersom udenlandske investeringer skaber job og levebrød. De glemmer at den positive sociale påvirkning af udenlandsk investeringer er begrænset i dens natur, eftersom transnationale selskaber kun vil indskyde penge i underprivilegerede lande så længe politikken i disse lande forsat tillader dem at udnytte elendigheden og desperationen i befolkningen. De finansielle markeder pålægger ekstreme straffe for lande der vover at indfører nogen form for politik der i sidste ende kunne resulterer i forhøjet levestandard. Den igangværende krise i Sydøstasien er selvom den præsenteres af medierne som et resultat af dårlig ledelse, et godt eksempler på indvirkningen af et transnationalt økonomisk styre som bliver styrket dag for dag og betinger hvert eneste aspekt i landenes sociale og økonomiske politik.

Dem som tror på den fordelagtige sociale effekt af "frit" marked glemmer også at indvirkningen af transnational kapital ikke er begrænset til skabelsen af nye job. De fleste af de direkte udenlandske investeringer ( to-tredjedele ifølge United Nations) i både de privilegerede og underprivilegerede lande består i transnationale selskaber (TNC'er) der overtager statslige virksomheder, som typisk resulterer i nedlæggelse af job. Og TNC'er kommer aldrig alene med deres penge: de bringer også udenlandske produkter ind i landet, tvinger lokale firmaer og bønder i stort tal væk fra markedet, eller presser dem til at producere under endnu mere inhumane forhold. Endelig, provokerer de fleste udenlandske investeringer uholdbar udnyttelse af naturlige ressourcer, som resulterer i uoprettelig berøvelse af levebrødet for forskellige samfund af indfødte befolkningsgrupper, bønder, etniske grupper osv.

Vi afviser ideen om at "fri" handel skaber arbejde og øget velfærd og formodningen at det kan bidrage til lettelse af fattigdom. Men vi afviser bestemt også højrefløjs-alternativet med en stærkere national kapitalisme, såvel som det fascistiske alternativ af en autoritær stat til at tage central kontrol over selskaberne. Vores kamp sigter mod at tilbagetage kontrollen over produktionen fra både den transnationale og nationale kapital, for at skabe en fri, vedvarende og samfunds-kontrolleret levevej, baseret på solidaritet og folks behov og ikke på udnyttelse og grådighed.

Kønsdiskrimmination

Globalisering og neoliberal politik bygger på og forøger eksisterende uligheder, inklusiv kønsforskelle. Det mandsdominerede magtsystem i den globaliserede økonomi opmuntre til udnyttelse af kvinder som arbejdere, som "hjemmets opretholder" og som sexualobjekt. Kvinder er ansvarlige for at skabe, uddanne, føde, give tøj på og disciplinere unge mennesker for at forberede dem til at blive en del af den globale arbejdsstyrke. De bliver brugt som billig og føjelig arbejdskraft i for eksempel frihandelszoner i tekstil og mikroelektronikindustrien. Tvunget væk fra deres hjemland af fattigdom skabt af globaliseringen søger mange kvinder arbejde udenlandsk, ofte som illegale immigranter, underkastet forfærdelige arbejdsforhold og utryghed. På verdensplan er handelen med kvindens krop blevet udbredt og inkluderer børn helt ned til ti år.

Patriarkat og det kønslige system hviler trygt på ideen om det naturlige og eksklusive i heteroseksualitet. De fleste sociale systemer og strukturer nægter voldeligt enhver anden form for seksuelt udtryk eller aktivitet, og denne begrænsning i friheden bliver brugt til at sikre de patriarkalske kønsroller. Selv om globaliseringen indirekte bidrager til kampen for kvindernes og seksualitetens frigørelse ved at introducere disse spørgsmål i meget undertrykkende samfund, styrker den også patriarkatet på voldens grundlag mod kvinder og mod bøsser, lesbiske og biseksuelle.

Elimineringen af patriarkatet og enden på alle former for kønsdiskrimination kræver et åbent engagement mod det globale marked. Samtidigt er det vitalt at dem som kæmper mod global kapital forstår og konfronterer udnyttelsen og marginaliseringen af kvinder og deltager i kampen mod homofobi. Det er nødvendigt udvikle nye kulturer der er reelle alternativer til disse gamle og nye former for undertrykkelse.

De oprindelige folks kamp for overlevelse

Oprindelige folk og nationaliteter har en lang historie af modstand mod ødelæggelser provokeret af kapitalen. I dag, er de konfronteret med den neoliberale globaliserings projekt. Disse nye aktører i globaliseringsprocessen invaderer voldeligt de sidste tilflugtssteder for oprindelige folk, overtræder deres territorier, habitater og ressourcer, ødelægger deres livsform, og begår ofte folkemord på dem. Nationalstaterne tillader og aktivt opfordrer disse krænkelser på trods af deres forpligtelse til at respektere oprindelige folks rettigheder, afspejlet i forskellige deklarationer, aftaler og konventioner.

De transnationale selskaber stjæler gammel viden og patenterer det til deres egen indtægt og profit. Det betyder at oprindelige folk og resten af menneskeheden bliver nød til at betale for at få adgang til viden der på den måde er blevet gjort til en varer. Endvidere bliver de oprindelige folk selv patenteret af farmaceutiske selskaber under protektion af Human Genome Diversity Programme. Vi er modstandere mod patentering af alle livsformer og selskabernes monopolkontrol af såsæd, medicin og traditionelle videnssystemer og menneskelige gener.

De oprindelige folks kamp til forsvar af deres landområder og deres livsform, fører til en voksende repression mod dem og til militariseringen af deres territorier. Det tvinger dem til at ofre deres liv eller deres frihed. Denne kamp vil fortsætte indtil rettigheden for de oprindelige folk til territoriel autonomi er fuldt respekteret over hele verden.

De oprindelige sorte samfund fra Afrika i Amerika led i århundreder under en voldelig og inhuman udnyttelse. Deres arbejdskraft blev brugt som et fundamentalt værktøj for kapital, både i Amerika og Europa. En tilsvarende situation lider andre folk under, som sigøjnere, kurdere, baskere, saharouis, osv. Alle disse folk er tvunget til at kæmpe for deres rettighed til at leve værdigt i nationalstater der undertrykker deres identitet og autonomi, og påtvinger dem indlemmelse i et homogent samfund. Mange af disse grupper bliver set som en trussel af den dominerende magt, eftersom de kræver og praktiserer deres ret til kulturel forskellighed og autonomi.

Overgreb på natur og landbrug

Land, vand, skov, vildt, hav og mineralressourcer er ikke varer, men vores livskilder. I årtier har de magter der bygger på penge og markedet, oppustet deres profit og strammet deres kontrol med politik og økonomier ved at tilrane sig disse ressourcer, på bekostning af liv og levebrød for mange rundt omkring i verden. Det resulterer i miljø ødelæggelse, tragisk og uhåndterlig social forskydning, og udslettelsen af kulturel og biologisk diversitet, meget af det er uopretteligt forsvundet og uden kompensation for dem som er afhængige af det.

Uligheden skabt indenfor og mellem lande af national og global kapital har udvidet og bredt sig når den rige fjerner naturressourcerne fra samfund og bønder, landarbejdere, fiskere, stamme- og oprindelige folk, kvinder, socialt dårligt stillede holde den allerede undertrykke nede. Uholdbare og kapital-intensive teknologier har spillet en stor rolle i transnationale selskabers overgreb på natur og landbrug. Revolutionerende teknologier har skabt social og miljømæssig ødelæggelse hvor de er blevet anvendt, har skabt fattigdom og sult i stedet for at eliminere det. I dag fremkommer moderne bioteknologi sammen med patent på liv som en af de mest magtfulde og farlige transnationale våben for overtagelse af kontrollen med fødevaresystemet over hele verden.

Vores vision er en decentraliseret økonomi og politik baseret på samfunds rettigheder til naturressourcer og til at planlægge deres egen udvikling, med lighed og autonomi som de grundlæggende værdier. Et samfund der respekterer traditionel viden og kulturer der harmonerer med værdierne om lighed, retfærdighed, og bæredygtighed et samfund der er forpligtet til at udvikle kreative måder at bruge og retfærdigt fordele vores naturressourcer.

Kultur

Et andet vigtigt aspekt i globaliseringen, som praktiseret af WTO og andre internationale institutioner, er kommercialiseringen og varergørelsen af kultur, tilegnelse af forskellighed for at optage den og integrere den i processen for kapitalistisk akkumulation. Denne proces af homogenisering af medierne bidrager ikke alene til nedbrydningen af kulturelle og sociale netværk i lokale samfund, men ødelægger også essensen og meningen med kultur.

Kulturel forskellighed har ikke alene uvurderlig værdi i sig selv som billede på menneskelig kreativitet og formåen; det udgør også et fundamentalt redskab for modstand og autonomi. Derfor har kulturel homogenisering været et af de vigtigste værktøjer for central kontrol siden koloniseringen. Tidligere var afskaffelse af kulturel forskellighed hovedsaligt opnået af kirken og ved indførelse af kolonialistisk sprog. I dag er massemedierne og forbrugskulturen hovedårsagerne til varergørelse og homogeniseringen af kulturel forskellighed. Resultatet af denne proces er ikke alene et stort tab af den menneskelige arv: det skaber også en alarmerende afhængighed af kapitalistisk kultur og forbrug, en afhængighed der er langt dybere og langt sværere at fjerne end økonomisk og politisk afhængighed.

Kontrol over kultur må tages ud af transnationale selskabers hænder og generobres af samfundet. Autonomi og frihed er kun mulig på basis af levende kulturel forskellighed som gør det muligt for folk selvstændigt at bestemme ethvert aspekt af deres liv. Vi er dybt forpligtet til kulturel frigørelse på alle områder af livet, fra mad til film, fra musik til medier. Vi vil bidrage med vores direkte aktion til nedrivning af transnationale selskabers kultur og skabelsen af rum til oprigtig kreativitet.

Viden og teknologi

Viden og teknologi er ikke neutrale og værdifri. Kapitalens dominans er til dels baseret på kontrollen over begge. Vestlig videnskab og teknologi har været et meget betydningsfuldt bidrag til menneskeheden, men meget forskellige og værdifulde videnssystemer og teknologi baseret på århundredes erfaring er blevet skubbet væk af dens dominans.

Vestlig videnskab er karakteriseret af produktionen af forenklede modeller af virkeligheden til eksperimentelt brug; derfor har den reduktionistiske videnskabelige metode ekstremt begrænset kapacitet til at producere brugbar viden om komplekse og kaotiske systemer såsom landbrug. Traditionelle videnssystemer og vidensproduktionsmetoder er langt mere effektive, eftersom de er baseret på generationer af direkte observationer af og interaktion med uforsimplede komplekse systemer. Derfor fejler kapital-intensiv, vidensbaserede teknologier uvægerligt at nå deres mål i komplekse systemer, og provokerer ofte uorden i disse systemer.

På trods af mange fejlslag, bliver kapital-intensiv teknologi systematisk behandlet som overlegen til traditionel arbejds-intensiv teknologi. Denne ideologiske diskrimination resulterer i arbejdsløshed, forgældet og vigtigst i tabet af uvurderlig erfaring og teknologi akkumuleret gennem århundrede.

Traditionel viden, ofte besiddet af kvinder, har indtil for nyligt været afvist som "overtroisk" og "heksekunst" af vestlige, oftest mandlige, videnskabsmænd og akademikere. Deres "rationalisme" og "modernisering" har i århundrede sigtet på at ødelægge det uigenkaldeligt. Men farmaceutiske selskaber og landbrugsindustrien har nyligt opdaget værdien og potentialet i traditionel viden, og stjæler, patenterer og varergør det til deres egen fordel og profit.

Kapital-intensiv teknologi er designet, promoveret, kommercialiseret og indført for at tjene processen af den kapitalistiske globalisering. Eftersom brugen af teknologier har meget stor indflydelse på det sociale og individuelle liv, burde folk have et frit valg til adgang og kontrol over teknologierne. Kun de teknologier som kan blive styret, udført og kontrolleret af lokale folk bør anses som gyldige. Også kontrollen med den måde teknologien er designet og produceret, dens perspektiver og afgørelser bør være inspireret af menneskelige principper om solidaritet, gensidigt samarbejde og almen fornuft. I dag er principperne bag teknologien de præcist modsatte: profit, konkurrence.

Uddannelse og ungdom

Indholdet i det nuværende skolesystem bliver mere og mere betinget af kravene fra produktionen dikteret af transnationale selskaber. Den økonomiske globaliserings interesser og behov fører til en voksende varegørelse af uddannelse. De formindskende offentlige budgetter indenfor uddannelse opfordrer udviklingen af private skoler og universiteter, mens arbejdsforholdene for folk der arbejder i den offentlige uddannelsessektor bliver udhulet af nedskæring og struktur- tilpassende programmer. Indlæring er en proces der stadig mere intensiverer uligheder i samfund. Selv det offentlige uddannelsessystem, og de fleste universiteter, bliver utilgængelige for store dele af samfundet. Tilegnelsen af de humanistiske fag (historie, filosofi, etc.) og udviklingen af kritisk tænkning bliver søgt modvirket til fordel for en uddannelse der gavner interesser i globaliseringsprocessen, hvor konkurrerende værdier er dominerende. Studerende bruger stadig mere tid på at lære hvordan de skal konkurrerer med hinanden, i stedet for at fokusere på personlig udvikling og opbyggelse af kritiske evner og potentialet til at forandre samfundet.

Uddannelse som et redskab til social forandring kræver konfronterende akademikere og kritiske underviserer i alle uddannelsessystemer. Samfundsbaseret uddannelse kan skabe indlæringsprocesser indenfor sociale bevægelser. Retten til information er essentiel for sociale bevægelsers arbejde. Begrænsede og ulig adgang til sprogkundskaber, specielt for kvinder, hindre deltagelse i politisk aktivitet med andre mennesker. Opbygning af disse redskaber er en måde at forstærke og genopbygge menneskelige værdier. Alligevel bliver formel uddannelse stadig mere kommercialiseret som redskab for markedet. Dette bliver gjort af transnationale selskabers investeringer i efterforskning og promovering af viden rettet mod færdigheder til gavn for markedet. Massemediernes dominans bør ophæves og retten til at reproducere vores egen viden og kultur må støttes.

Imidlertid, for mange børn verden over, er varergørelsen af uddannelse ikke et tema, eftersom de selv bliver varergjort som seksualobjekter og udnyttende arbejdskraft, og lider under et inhumant niveau af vold. Økonomisk globalisering er roden til det daglige mareridt for et stadig større antal af udnyttede børn. Deres skæbne er den mest horrible konsekvens af elendigheden fremkommet af det globale marked.

Militarisering

Globalisering giver anledning til omfattende spændinger og konflikter. Behovet for at skabe orden intensiverer militariseringen og repressionen (mere politi, arrestationer, fængslinger, indsatte) i vores samfund. Militær institutioner, så som det US-dominerede NATO, er blandt de grundlæggende instrumenter til fastholdelse af denne ulige verdensorden.

Det militær-industrielle kompleks, en af grundpillerne i det globale økonomiske system, stadigt mere kontrolleret af kæmpe private transnationale selskaber. WTO overlader formelt forsvarsanliggender til staterne, men den militære sektor er også påvirket af presset for privat profit.

Vi arbejder for nedrustning af alle nukleare og alle andre masseødelæggelses våben. Den internationale domstol i Haag har for nyligt erklæret at nukleare våben strider mod international lov og har bedt alle lande med nukleare våben at gå med til at demontere dem. Det betyder at NATOs strategi, baseret på muligheden for at bruge nukleare våben, grænsen til en forbrydelse mod menneskeheden. Migration og diskrimination

Det neoliberale regime giver frihed til kapitalbevægelser, mens det nægter menneskers fri bevægelse. Juridiske barriere for indvandring bliver konstant forstærket samtidigt med massiv destruktion af levebrød og koncentration af rigdom i privilegerede lande tvangsforflytter millioner af mennesker fra deres hjem. Migranter er derfor oftere i mere usikre og ofte ulovlige situationer, og endnu lettere mål for deres udnyttere. Så bliver de gjort til syndebukke, på hvem højrefløjs politikere opfordrer den lokale befolkning til at aflade deres frustrationer. Solidaritet med migranter er vigtigere end nogensinde før. Der findes ingen illegale mennesker, kun inhumane love.

Racisme, fremmedhad, kastesystemer og religiøst bigotteri bliver brugt til at adskille folk og må bekæmpes på alle fronter. Vi fejrer vores forskellighed i kultur og samfund, og rangere ingen højere end andre.

Modstanden

Kapitalismen har sprunget de skrøbelige tøjler vundet gennem århundredes kamp i national kontekst. Den holder kun nationalstaten i live med formål til kontrol og repression af folk, mens den skaber et nyt transnationalt regulerende system til at lette dets globale operation. Vi kan ikke konfronterer transnational kapitalisme med de traditionelle metoder brugt i den nationale kontekst. I denne nye, globale verden er vi nød til at opfinde nye former for kamp og solidaritet, nye mål og strategier i vores politiske arbejde. Vi må stå samme for at skabe forskellige områder med samarbejde, lighed, værdighed, retfærdighed og frihed på verdensplan, mens vi angriber national og transnational kapital, og de aftaler og institutioner som den skaber for at forsvare dens magt.

Der er mange forskellige former for modstand mod kapitalistisk globalisering og dens konsekvenser. På et individuelt niveau behøver vi at omforme vores daglige liv, befri os selv fra markedets love og stræben efter privat profit. På det kollektive niveau må vi udvikle en mangesidighed i former for organisering på forskellige niveauer, vel vidende at der ikke er en enkel vej til at løse problemerne vi står overfor. Disse organisationer må være uafhængige af regerende strukturer og økonomiske magter, og baseret på direkte demokrati. Disse nye former for autonom organisering skulle fremkomme og være rodfæstet i lokale samfund, men samtidig praktisere en global solidaritet, være brobygger for at forbinde forskellige sociale sektorer, folk og organisationer der allerede bekæmper globaliseringen verden rundt.

Disse værktøjer til koordinering giver plads til forskelligartet praktiseren af lokale, små-skala strategier udviklet af folk over alt i verden i de sidste årtier, med det sigte at afkoble deres samfund, nærområder eller småkollektiver fra det globale marked. Direkte forbindelse mellem producenter og forbrugere i både land og by områder, lokal valuta, interessefri kredit projekter og lignende instrumenter bygger fundamentet for skabelsen af lokal, vedvarende, og selvafhængige økonomier baseret på samarbejde og solidaritet frem for konkurrence og profit. Mens det globale finansielle kasino går med øget hastighed mod social og miljømæssig opløsning og økonomisk sammenbrud, vil vi folket rekonstruerer vedvarende levemåder. Vores midler og inspiration vil udspringe af folks viden og teknologi, besatte huse og marker, en stærk og levende kulturel forskellighed og en meget klar beslutsomhed til aktivt at være ulydig og nægte at respektere alle elendige traktater og institutioner.

I det sammenhæng at regeringer over alt i verden opfører sig som nikkedukker og værktøjer for kapitalistiske magter og implementerer neoliberal politik uden debat i deres egen befolkning eller af deres valgte repræsentanter, er det eneste alternativ tilbage for folket at ødelægge disse handelsaftaler og selv gendanne et liv med direkte demokrati, frit for tvang, dominering og udnyttelse. Direkte demokratisk aktion, som ligger i kernen af ikke-voldelig civil ulydighed overfor det uretfærdige system, er herfra den eneste mulige vej for at stoppe skaden af transnationale selskabers statsmagt. Imidlertid dømmer vi ikke brugen af andre former for handlen under særlige omstændigheder.

Nødvendigheden er blevet påtrængende i fælles aktion for nedrivning af det illegitime styrende verdenssystem som kombinerer transnational kapital, nationalstater, internationale finansielle institutioner og handelsaftaler. Kun en global alliance af folkelige bevægelser, respekt for autonomi og aktions orienteret modstand, kan besejre dette fremkommende globaliserede monster. Hvis forarmelse af befolkninger er neoliberalismens dagsorden, direkte indgreb af folket gennem konstruktiv direkte aktion og civil ulydighed vil være programmet af Peoples Global Action mod fri handel og WTO.

Vi vil hævde vores vilje for at kæmpe som folk mod alle former for undertrykkelse. Men vi kæmper ikke kun mod uretfærdigheder rettet mod os. Vi er også engageret i opbygningen af en ny verden. Vi står sammen mennesker og samfund, vores sammenhold er dybt rodfæstet i forskellighed. Sammen former vi et vision af en retfærdig verden og begynder at bygge den sande velstand der kommer fra menneskelig selvhævdelse, naturlig gavmildhed, forskellighed, anstændighed og frihed.

Peoples Global Action er et netværk af organisationer, som udspringer af det Andet Encuentro mod neoliberalismen, som blev afholdt i Spanien i 1997.

Manifestet er oversat og redigeret af Internationalt Forum og har været bragt i tidsskriftet Gaia #22, efterår 1998.